KARTOFFELRÆKKERNE
Forsiden  > Gadernes navne > Wiedeweltsgade


Lokalplan 115
Indre Bys Lokaludvalg
Trafikforeningen Webersg.
Voldmestergade historie

Skovgaardsgade
Wilhelm Marstrands Gade
Eckersbergsgade
Abildgaardsgade
Webersgade
Hallinsgade

Strandvejskvarteret
Lyngbyvejskvarteret
Humleby
Olufsvej
KrusemynteHusene
Oxford Allé
Søborg Park


 



Sitemap
Print version

Login

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Sidst opdateret:
19/10 2017 09:57:14



Wiedeweltsgade



Johannes Wiedewelt (1731-1802) var især god til parkanlæg og
gravmæler. Billedhuggeriet havde han i blodet som søn af Holmens
billedhugger Just Wiedewelt. Han lærte kunsten på faderens værksted,
men supplerede dog med en uddannelse på Akademiet i 1740.erne. 1750
tog han til Paris understøttet af midler fra kongehuset. Han tjente lidt
ekstra ved at arbejde for en af tidens fremtrædende billedhuggere, samtidig
med at han fik tid til at besøge kunstakademiet i den franske hovedstad. Da
han her vandt sølvmedaljen i 1753 forhøjede kongen appanagen, hvilket
gjorde det muligt for Wiedewelt at forlænge rejsen og tage til Rom. Her
blev han grebet af begjestring for den antikke kunst og kom til at føle sig
som en apostel for nyklassisismen. Først i 1758 vendte han igen hjem til
København, hvor han hurtigt blev optaget som medlem af Kunstakademiet
og i 1761 blev udnævnt til professor. Kort før havde han fået atelier i
Materialgården i Frederiksholms Kanal. Det beholdt han resten af sit liv.

Nyklassisismens alvor og monumentalitet passede godt til gravmæler, og
Wiedewelts temperament passede godt til gravmæler. Derfor fik han straks
ved sin hjemkomst fra Rom overdraget opgaven med at udføre Christian d.
6. sarkofag. Kongen havde siden sin død i 1746 ligget i en trækiste i
Roskilde Domkirke. Wiedewelts forbillede for det, der i kunsthistorien
bliver kaldt den tidligste nyklassisistiske sarkofag i Danmark, var den
romerske kejsertids sarkofager. Efter at have udført kongens fulgte snart
flere ordrer på gravmæler til den danske overklasse og flere af kongehusets
medlemmer. Nogle af dem kan ses i Petri Kirkes krypt, andre på Assistens
Kirkegård.


Men der blev også tid til andet end grave og sarkofager. I 1760 ønskede
Frederik den 5. at forbedre og forskønne parken omkring Fredensborg.
Wiedewelt fik opgaven med at udføre skulpturerne. Det var stadig den
symmetriske franske havestil der herskede, og Wiedewelts skulpturer blev
opstillet langs gange og på plæner, der var anlagt med Versailles som
forbillede. Wiedewelt var uhyre flittig og udførte i 1762 til 1768 en
uendelig række af "årstider", "bortførelser", obelisker, krukker, vaser,
englebørn, sfinkser, blomsteropsatser og statuer til parken.

I 1768 rejste Wiedewelt igen ud, og efter et kortere ophold i Paris tog han i
1769 til England. Her blev han inspireret af den nye engelske havestil, der
tilstræber en større naturlighed end de snorlige franske alléer. Han kaster
sig dog ikke direkte ud i den nye stil, da han efter hjemkomsten får til
opgave at udsmykke parken omkring Jægerspris Slot. De sandstensvaser
og marmorsøjler med urner, som Wiedewelt leverer, bliver stillet op helt
efter de franske principper. Men lidt efter lidt løsnes tøjlerne. I 1777 til
1789 udfører han 54 monumenter over fortjente danske til lunden omkring
Jægerspris Slot, der tager form af varder og steler. Her tager han for det
første udgangspunkt i den danske kulturarv og bygger på forestillingen om
en "vikingekunst". For det andet placeres monumenterne mere "tilfældigt. "
- med en nøje planlagt skødesløshed.
Wiedewelt bliver i "Dansk Guldalderkunst" karakteriseret som en
kunstner, der har vanskeligt ved at give udtryk for varme og følsomhed,
hans gebet er i højere grad den dekorative helhed. Men han var en vældig
flittig og lærd kunstner. Han var "en mand af smag" som man sagde i
samtiden, og han havde stor indflydelse på dansk kunstliv, ikke mindst
fordi han i 17 år var direktør for Akademiet.

De sidste år var ikke lette for Wiedewelt. Opgaverne svandt ind, det var
efterhånden kun gravmonumenter, han blev bedt om at lave. .Wiedewelt
er en fortræffelig billedhuggger, men har intet andet at gøre end
begravelsesmonumenter, da nationen har det raseri hellere at ville begraves
prægtigt end at bo prægtigt,. skriver en samtidig, historikeren P.F.Suhm.
Efter at være blevet ramt af en uhelbredelig sygdom forlod han den 17.
december 1802 sit hjem i Materialgården. Fire dage senere fandt man hans
lig i Sortedamssøen. "Hans kunst gav ham hæder, hans hjerte venner", står
der på hans grav på Assistens Kirkegård.