KARTOFFELRÆKKERNE
Forsiden  > Gadernes navne > Wilhelm Marstrands Gade  


Lokalplan 115
Energioplysninger
Byggeforeningsenergi
Indre Bys Lokaludvalg
Østerbro historie
Trafikforeningen Webersg.
Voldmestergade historie

Høyensgade
Skovgaardsgade
Wilhelm Marstrands Gade
Eckersbergsgade
Abildgaardsgade
Webersgade
Hallinsgade

Strandvejskvarteret
Lyngbyvejskvarteret
Humleby
Olufsvej
KrusemynteHusene
Oxford Allé
Søborg Park



Sitemap
Print version

Login

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Sidst opdateret:
06/08 2017 21:39:38


Wilhelm Marstrands Gade
 


Wilhelm Marstrands (1810-73) evner blev sat højt i samtiden og den
umiddelbare eftertid. .Den danske malerkunsts største genius. og .næst
Thorvaldsen Danmarks rigest udstyrede kunstner. hed det. Senere blev
vurderingerne lidt mere forbeholdne, hvilket bl.a. afspejler sig i, at antallet
af Marstrands billeder både på Statens Museum for Kunst og Glyptoteket
skulle være blevet kraftigt reduceret. Kun Den Hirschsprungske Samling
er trofast mod geniet.

Wilhelm Marstrand blev født juleaften 1810. Eckersberg kom hos familien
og han fik øje på den unge Marstrands talent. Det bevirkede, at han
allerede som 15-årig blev optaget på akademiet.

Marstrand var besat af en nærmest manisk produktionstrang. Han kunne
simpelt hen ikke være ubeskæftiget. Stod han ikke ved stafeliet, tegnede
han.

Lige som sine samtidige kolleger malede han en del små portrætter af
københavnske borgere. Der er dog kun ét, der hæver sig over mængden, og
det er billedet af Bindesbøll fra 1834 (Statens Museum for Kunst).

Marstrand var populær og fik en masse ordrer. Især malede han mange
.kønne unge damer, som i hans instruktion lagde hovedet let på skrå med
et tænksomt udtryk. (Dansk Guldalderkunst).

Får han ikke så meget ros for portrætterne, indrømmes det ham dog, at han
var god til at komponere en portrætgruppe med mange figurer, der agerede
naturligt. Han malede en del genrebilleder med scener fra københavnsk
hverdagsliv. Men også her kommer forbeholdet ind: der er tendens til den
sødladne anekdote, der ligner scenen fra en
folkekomedie.

I 1833 fik han akademiets store sølvmedalje, men guldet blev det aldrig til.
I 1836 fik han mulighed for at tage til Italien, hvor han blev fire år. Også
her malede han en række folkelivsscener. Det kunstneriske udbytte
vurderes ikke som højt, men han solgte godt.

.I 1840.erne kulminerede nordboernes begejstring for den italienske
lystighed, som den manifesterede sig i karneval og oktoberfest, saltareller
og tarantel. Aldrig havde man kendt et festligere eller mere dramatisk
folkeliv med skønne kvinder og fyrige ynglinge, præster og munke, røvere
og fiskere., står der i Dansk Guldalderkunst.

Det er den samme begejstring, der viser sig i Bournonvilles ballet .Napoli.
fra 1842.

Marstrand er altså i pagt med tidsånden, samtidig kunne han fortælle,
komponere og holde tempoet.

Fire år var han i Italien, hvorefter han atter vendte hjem til København.
Her var han så i fire år, før han igen drog sydpå over Holland og Paris -
igen med Italien som endemål. I 1848 er han tilbage i København, og
herefter tog han kun på kortere rejser.

Da Marstrand kom til København efter sin første udlandsrejse, var Høyens
kunstsyn med vægt på det nationale og det folkelige slået igennem (se
Høyen). Det viste sig blandt andet i den opgave, der blev stillet i 1842 i
forbindelse med, at der skulle udpeges et medlem af akademiet. Emnet var
.En scene af dansk folkeliv.. Marstrand, der på det tidspunkt havde slået
sig ned i Roskilde, hvor han en overgang var forlovet med sin kusine,
borgmesterens datter, valgte at male en scene fra Holbergs Erasmus
Montanus. Han vandt prisen og blev i 1843 medlem af Akademiet.

Holbergbilledet skulle blive det første i en lang række. Blandt andet
malede han scener fra Barselsstuen, Den polititiske kandestøber og Det
lykkelige Skibbrud. Og også de billeder var meget populære.

Men Marstrand drog altså til Italien endnu engang, på trods af sin
beundring for Høyen og hans kunstsyn. Det blev dog også den sidste store
udlandsrejse. Efter sin hjemkomst i 1848 blev han udnævnt til professor
ved akademiet, og to år senere giftede han sig med Grethe Weidemann, der
angiveligt skulle være .duelig og meget musikalsk.. Han tog med hende
på bryllupsrejse til Dalarna, hvad der resulterede i et stort billede fra
Siljansøen.

I sine sidste år beskæftigede han sig med det historiske og religiøse maleri.
Han fik blandt andet til opgave at dekorere Christian d. 4..s kapel i
Roskilde Domkirke, og hans sidste opgave var udsmykning af
Universitetets festsal. Han nåede dog kun at male et enkelt billede
.Universitetets indvielse i Vor Frue Kirke den 1. juni 1479. inden sin død
i 1873.