KARTOFFELRÆKKERNE
Forsiden  > Rækkernes historie


Lokalplan 115
Energioplysninger
Byggeforeningsenergi
Indre Bys Lokaludvalg
Østerbro historie
TrafikforeningWebersgade
Voldmestergade historie

Høyensgade
Skovgaardsgade
Wilhelm Marstrands Gade
Eckersbergsgade
Abildgaardsgade
Webersgade

Strandvejskvarteret
Lyngbyvejskvarteret
Humleby
Olufsvej
Nyboderkvarteret
Oxford Allé
Søborg Park



Sitemap
Print version

Login

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Sidst opdateret:
02/07 2014 18:55:23

Rækkernes historie



En københavnsk arbejder i begyndelsen af 1800-tallet var henvist til den mest
rædselsfulde, rådne slum. Byen var presset sammen bag voldene. Den begyndende
industrialisering havde medført næsten en fordobling i indbyggertallet fra 1800 til 1860
(fra 100.975 til 163.307). Koleraen hærgede i flere omgange. Vilkårene var så forfærdelige,
at liberalt sindede læger og arkitekter fandt ud af, at der måtte gøres noget.

Lægerne Emil Hornemann (1810-90) og F.F. Ulrik (1818-1917) havde begge været i
England og havde her set, hvor galt det kunne gå, men også fået ideer til reformer både
inden for sundhedsvæsen og boligbyggeri. Det blev baggrunden for, at de sammen i 1865
tog initiativ til at stifte Arbejdernes Byggeforening.

"For øjeblikket, tror jeg, det haardeste tryk her i Staden hidrører fra Mangel på gode
prisbillige boliger. Et hyggeligt Hjem og de Goder, det fører med sig, sætter Nordboen mest
af alle Folk Pris paa, og intet er så ødelæggende for Manden som for Hustruen, saa
sindsfortærende og sløvende i aandelig og legemlig Henseende, som Mangel på Husrum og
Hjemmets Hygge, et Sted for den trætte at finde Hvile for Dagens Slid og Møie. Lad os
derfor træde sammen for at bygge Huse.", sagde Ulrik på det indledende møde.

Ulrik havde sin lægepraksis på Christianshavn, og det var derfor naturligt nok arbejderne på skibsværftet Burmeister og Wain, en af byens største arbejdspladser, der i første omgang var målgruppen.

Ulriks foredrag blev slået op i skibsværftet, og arbejderne herfra udgjorde kernen i den forening, der blev dannet den 20. november 1865.

Den første bestyrelse bestod af jernstøber N.B. Hallin, formand, doktor F.F. Ulrik,
næstformand, inspektør for Frelserens Arbejdshus, F.C. Bülow, værkfører P. Rasmussen, maskinmester i marinen, N.C. Jensen, værkfører J. Eiler og maskinsmed Joh. Holm.

Foreningens formålsparagraf lød: "Under Navnet "Arbejdernes Byggeforening" er der sammentrådt en Forening med det Formaal at opspare Kapital, som tillige med de Laan, der maatte kunne erholdes, blive at anvende til Foreningens Medlemmer i Kjøbenhavn og nærmeste Omeng, hvor passende Byggegrunde kunde erholdes, at opføre Boliger til Bortleje og senere til Ejendom."

Videre blev det bestemt, at boligerne skulle være arbejderboliger til én eller to familier.

Enhver mand med et uplettet rygte kunne blive medlem ved at indmelde sig og betale en rigsdaler i indskud. Derudover skulle der erlægges 1 mark om ugen (i 1872 fik en arbejder på en virksomhed med dampkraft 856 kroner om året, en håndværker 714 kroner og en kvinde henholdsvis 335 og 286 kroner (med og uden dampkraft) . der gik tre mark på en krone). Allerede i 1867 fik også kvinder med et uplettet rygte mulighed for at melde sig ind, og fra 1878 kunne endog børn blive optaget i foreningen. Man kunne købe op til 10 andele. Når et hus var bygget færdigt, blev der fastsat en overtagelsespris af to uvildige taksationsmænd, og det blev derefter udloddet blandt de medlemmer, der havde erlagt
mindst 10 rigsdaler i medlemsbidrag. Den heldige skulle afdrage overtagelsesprisen over 25 år, og i de første år var der visse begrænsninger i hans råderet. Blandt andet fik man først skøde på huset efter 10 år. Hermed kunne man hverken tage lån i huset eller sælge det. Formålet med systemet var at anspore til flid og sparsommelighed. .Ejeren. kunne dog allerede fra starten leje den anden lejlighed ud til en leje, der var fastlagt af de taksationsmænd, der også havde fastsat husets pris.

For alle de, der ikke vandt, fungerede foreningen som en slags sparekasse, og man kunne efter en årrække få sit indbetalte beløb tilbage med tilskrevne renter.

Ved foreningens start var der ca. 200 medlemmer, men tallet steg hurtigt. Allerede i 1890 var man oppe på 16.000 medlemmer. Mange brugte medlemskabet som en slags børneopsparing ved at melde børnene ind og hæve det opsparede beløb, når poderne blev konfirmeret.

Foreningen byggede sine første huse på Amager. Ved århundredeskiftet var der bygget seks kvarterer. Heraf var Kartoffelrækkerne, der blev bygget fra 1873 til 1889, det største med sine i alt 480 huse.

Grunden, hvor .Kartoffelrækkerne. ligger i dag, blev købt af familien Reeh, der siden 1760 her havde haft et stort gartneri, hvor de dyrkede grønsager, primært kartofler, til Københavns voksende befolkning.

Købet af grunden vakte i øvrigt heftig debat i foreningen. Kritikere fremførte, at disse grunde, .der laa langt ude ved Farimagsvejen ved Søerne. lå så fjernt, at man ikke kunne byde folk dagligt at tilbagelægge en sådan strækning. Og de mente ikke, at noget fornuftigt menneske ville overtage huse, der lå så langt borte.

Da husene var blevet opført, fandt mange endvidere, at arkitekt Frederik Bøttger havde fået for stort spillerum og havde tegnet huse, der var rigeligt elegante.

Gaderne fik overvejende navne efter danske guldaldermalere. Netop den romantiske idealisme med forestillingen om mennesket som ophøjet åndeligt væsen var ud over den sociale indignation en vigtig forudsætning for dannelsen af Arbejdernes Byggeforening.

Lys og luft var et bærende princip, når Arbejdernes Byggeforening var bygherre. Men byggeriet måtte jo heller ikke blive så dyrt, at målgruppen ikke havde råd til at bo der. grundplanen blev derfor holdt så lille, at man kunne klemme sig ind under
byggevedtægtens regler for skattefrihed for små lejligheder. Gas og vand blev dog indlagt fra starten. Man varmede op med kul eller koks i kakkelovne på hver etage. Og i gården var der fælles lokum, der blev tømt én gang om ugen af natmanden.

Husene blev oprindeligt bygget til to familier. Men allerede omkring århundredeskiftet havde flere bygget køkken på kvisten, så det i realiteten var blevet et hus til tre familier. Alternativt fik mange en ekstraindtægt ved at leje andensalen ud som to enkeltværelser.

Når man havde betalt sine afdrag i 10 år, fik man skøde på huset. Af skøderne fremgik det, at der ikke i de første 99 år regnet fra skødets udstedelse måtte .drives Værtshushold, Laanekontor, Fabrik eller Næringsdrift, der er forbunden med Vanære, eller som ved Støi eller ilde Lugt, forulemper de Omkringboende, ligesom ogsaa Svinehold i samme Tidsrum er forbudt..

De dyreste huse var hjørnehusene ud til Farimagsgade. Dels var de større, dels var der her mulighed for at indrette butik i stuetagen, og kvarteret blev hurtigt velforsynet med bagere, købmænd, grønthandlere, slagtere og mejerier. Skrædder, buntmager, sølvsmed, glarmester, frisører og smede var der også. Derudover kunne man købe kød, fisk, grønt, brød og mælk hos de handlende, der kom gennem gaderne med deres vogne.

Efter 1. verdenskrig var der voldsom  boligmangel i København, og også
Kartoffelrækkerne mærkede presset. Mellem de to verdenskrige var stort set alle husene bygget om til tre familier. Og presset lettede ikke . tvært imod intensiveredes det, da de store krigsårgange, 60.ernes unge, var flyvefærdige. En del af husene fik præg af at være udlejningsejendomme, og der skete en langsom forslumning af kvarteret.

I 1971 bliver rækkerne ramt af chok. Kvarteret optræder som saneringsmodent i en
oversigtsplan over boligerne i Københavns Kommune. Kvarterets eksistens er truet - perspektivet er nedrivning til fordel for store udlejningkarreer med plads til dobbelt så mange mennesker.

Husejerforeningerne går i aktion, og takket være foreningens ihærdige indsats driver faren over. Det særlige Bygningsudvalg vurderer i 1972 Kartoffelrækkerne som bevaringsværdige.

I løbet af 70.erne giver kommunen ejerne mulighed for at nedlægge lejemål, og efterhånden bliver husene godkendte som énfamilieshuse.

Den 18. september 1974 lukker og slukker sidste mand lyset i Arbejdernes Byggeforening. Foreningen nåede at bygge i alt 1740 huse. De sidste blev bygget på Amager i 1930.erne.

"Baggrunden for likvidationen er ikke speciel. Den økonomiske udvikling inden for bolig-og byggeområdet er uhjælpeligt løbet fra en forening med en så særpræget struktur og virkemåde. Kapitlet er altså slut, for så vidt angår ArbejdernesByggeforening." skriver foreningens formand i en kronik i Berlingske Tidende.

Men Kartoffelrækkernes historie fortsætter. Der kommer legegader og gennemkørsel forbudt i 70.erne, gadetræer i 80.erne og fjernvarme i 90.erne. Fortsæt selv....

Afsnittet stammer fra Husejerforeningens bog "Kartoffelrækkehåndbogen" fra år 2000. I denne bog skriver forfatterne om afsnittet om gadernes navne: "Oplysningerne i dette afsnit har er primært hentet fra Olav Harsløf og Anne Røssells bog "Kartoffelrækkerne" fra 1986. Den er god at læse, hvis du vil vide mere."

Bogen genudgives i 2009 af Husejerforeningen ved Øster Farimagsgade, der også stod for det økonomiske ved udgivelsen af førsteudgaven i 1986. Andenudgaven vil blive ajourført med et afsluttende kapitel skrevet af journalisten Esben Ørberg, der i en årrække boede i Eckersbergsgade.