WILHELM MARSTRANDS GADE
Velkommen 2017 > Wilhelm Marstrand


Gadeformand:
Gunvor Bjerre

Gadenæstformand:
Ulla Nøhr

Kasserer:
Sten Gerdes

Webredaktør:
Lars Storm

Se beboerlisten her

 


Sitemap
Print version

Login

Kartoffelraekkerne.dk

Sidst opdateret:
17/08 2017 11:31:33

Wilhelm Marstrand

Wilhelm Marstrand var engang Danmarks mest anerkendte maler.

Fra Wikipedia:
I København anlægges i 1883 Marstrandsgade, siden Wilhelm Marstrands Gade, som en del af Kartoffelrækkerne, hvis gader har fået navne efter en række kunstnere.[3] I 1984 blev et af hans malerier trykt i frimærkeserien med danske malerier.

Gaden hedder altså Wilhelm Marstrands Gade 
og ikke Wilhelm Marstrandsgade (som der stod på de første fejlagtige gadeskilte efter det tåbelige navneskift.)
Hvis Wilhelm Marstrand havde heddet Wilhelm Marstrandsgade, så skulle gadens navn have været Wilhelm Marstrandsgades Gade!

Her er et af hans kendte billeder:



Originalen hænger på Frederiksborg Slot.

Se mere her.


WILHELM MARSTRAND
Død den 30te Marts 1873.

Betrukket med sort
Var Salen, som huser de hvide Guder.
Træt, paa de simple Fyrretræspuder,
Ydmyg, hvor Phoebus Apollo troner,
Hvilede Mestren. - Saa bar de ham bort
Under Sørgemusikens Toner.

Et blændende Dagslys. En nysgerrig Mængde.
Man gik gennem Staden i hele dens Længde,
Alle maatte vige.
Saa jorded man Mestren, mens Foraarets rige,
Skabende Haand lod derude i Haven
Spirer og Knopper flokkes om Graven,
Og Solen vil forme, og Solen vil male,
Et Mylder vil blive vækket af Dvale,
Billeders Mængde i farverig Gløden
Vil omringe Graven. - Saa glemme vi Døden,
Og tænke os Mestren hvilende rolig,
En Kunstner end i sin Kunstnerbolig ...

Han var blandt de faa, som paa Vuggen fik
Et Smil af det luende Gudeblik,
Et Indvielsens Kys paa sin Pande.
Da Alderen dryssed paa Issen sin Sne
Og matte blev Øjnenes Brande,
Man kunde dog stedse Indvielsen se
Over Brynenes buede Rande.

Han næred den Lunets liflige Ild,
Der brænder velgørende, dæmpet og mild,
Og aldrig sin Arne fortærer,
Naar Læben blev spydig, naar Penslen blev kaad,
Saa var dog Skønhed hans Lærer,
Og Gratierne tog han altid paa Raad
Selv i de "menige" Sfærer.

Han drog ej fra Skyerne Lynet ned,
Om Dommedag gav han os ingen Besked,
Om Sjælenes Angst og Pine;
Han indbød med milde og venlige Ord
Og med Højhed i Lader og Mine
Enhver til "den store Nadveres" Bord,
Til sit Hjem, hos sig og hos sine.

Han var jo en Rigmand, han var jo Drot,
Han sad til Bords i et luftigt Slot
Med Tjenere smaa og store.
Bordene bugned' af gavmild Skænk,
Gæsterne kunde han more,
Strængespil lød fra Orkestrets Bænk,
Toner saa glade, sonore.

Og Forskel i Rang den kendte han ej,
Hans Gæster var taget fra alfar Vej,
Fra Bjerget saavel som fra Dalen;
Tiggere, Skælmer, Piger og Børn
Bænkedes om Pokalen.
Det var Livets Roser og Livets Tjørn,
Som var samlet hos Mestren i Salen.

Et aabent Hus. Bestandig paany
Kom Gæster til ham fra Land og By,
En Jeppe og en Hans Frandsen;
I romerske Laser, i holbergsk Snit,
Cervantes' Ridder med Lansen,
I svensk Kostume saa skinnende hvidt,
Og med Tamburinen til Dansen.

Og trak han sig saa fra Sværmen bort,
Og vilde nyde en Hvile kort
I Lønkamrets venlige Hygge,
Da stod for hans Øje Historiens Mænd,
Den raadsnare Konges Skygge,
Den saarede Løve med Sværd om Lænd,
Helten paa Linjeskibets Brygge ...

Ja, han var rig. Og han strøede sit Guld
Rundhaandet ud i den danske Muld,
I Kunstens hjemlige Ager.
Men hvor er nu Manden, som træder til
Og Arv efter Mestren tager?
Og hvor er det Fjeld med ulmende Ild,
Som frem over Dalen rager? -

Tiden vil vise, hvad Tiden har lagt
Til Side bag en beskeden Dragt,
Som nu maaske skjuler en Kæmpe.
Den ledige Trone ventende staar,
Men, vi faar fare med Læmpe:
Tiden er vanskelig, Tiden er haard,
Den kan længe en Spire dæmpe.

  Holger Drachmann