Erindringer fra Voldmestergade

Lagt på siden 30. september 2002

Forfatteren som dreng ved indgangen til Østerfarimagsgades skole i Malmøgade.


Erindringer fra Voldmestergade


Mine forældre købte nr 15 i Voldmestergade omkring 1937, da var jeg 5 år. Huset kostede dengang den formidable sum af 18.000 kr. Hvordan mine forældre har kunnet spare sammen til udbetalingen, undrer mig, for vi var meget fattige, min mor arbejdede  selvfølgelig ikke, det gjorde gifte kvinder ikke så ofte dengang, min far levede af at købe brugte klaverer på auktion, sætte dem i stand og sælge dem og det blev man absolut ikke tyk og fed af. Vi var min mor og far + mig og mine 2 ældre søskende, min bror som var 11 år ældre, men som er død for mange år siden, og min søster som er 9 år ældre, men som jeg ikke har nogen forbindelse med.

Da vi flyttede ind i huset, var trappegangen nymalet og meget flot, den var grøn på omkring den nederste meter og lys gul/beige farvet øverst, adskilt af en bordeauxrød træliste. Der var også lavet et helt nyt toilet i gangen mellem gade og gård - det eneste i huset til 3 familier - der var 3 bøjler til 3 toiletruller. Hidtil havde der været gammeldags lokum i gården, det lå ovre i krogen ind mod nr 13. Lokumshuset var tømt for indmad = sæde og spand, men huset stod der altså stadig, jeg indrettede senere her mit første værksted.

Ét toilet til 3 familier, i hele min tid i  huset, er ikke altid lige sjovt. Utallige er de gange, hvor man har løbet ned fra 2. sal blot for at konstatere, at der var optaget, og så er det jo heller ikke rart at overtage et ildelugtende toilet med et varmt sæde.

Der var også et cykelskur ind mod nr 13. Gården i øvrigt var belagt med meget knoldede brosten i en bue fra gangdøren over mod lokummet, inde i buen var der småsten, ved siden af lokumshuset ind mod plankeværket til Schwartzgade, og videre ad samme plankeværk var der først et blomsterbed og derefter et lysthus med havemøbler, hvor vi sad nede og spiste frokost om sommeren om søndagen, og så var der vindrueranker op ad muren.

Til  gaden var der et lysthuslignende læhus foran døren, det så meget smukt ud, og så var der vildvin op ad facaden. Ud mod gaden var der et smukt lille grønmalet stakit, fra havelågen og indtil døren var der en cementbelagt gangsti, til højre (set fra gaden) for den var der et smalt bed, til venstre var der en dejlig lille have med roser o.a., og så var der småsten fra indgangen til haven og hen til nr 13.

Helt nede ved stakittet/havelågen i det smalle bed, stod husets skraldebøtte, hvor beboerne kunne tømme deres egen skraldebøtte. Den var ikke ret stor, men så vidt jeg husker, kom skraldemanden hver dag og tømte, det var med hestevogn. Næstefter skraldespanden stod min legevogn, den kunne man køre frit med, da der dengang kun var 3 biler i gaden, når de var hjemme alle sammen, og der  var heller ikke nogen fare ved at køre i Farimagsgade, for der kørte stort set kun cykler og hestevogne, og parkerede biler var det lige så småt med som i Voldmestergade.

På et tidspunkt fik vi facaden renoveret, den blev vasket af med syre og fugerne genopfyldt, og ved den lejlighed blev det ellers smukke forhus ved gadedøren fjernet. Det var muremester Engbirk, som boede i nr 13, der foretog renoveringen. Jeg tror prisen var 5.000 kr, og dem havde min mor naturligvis ikke. Den sum ville være lige så svær for hende at skaffe som at køre på cykel til  månen.

Den ene af de 3 biler tilhørte Muremester Engbirk i nr 13. Det var en Ford 1931 af den type med pigekammer bag i, om hverdagen tog han sæde og ryglæn ud af pigekammeret og fyldte det med sine murerspande, murerværktøj, cement osv. Bilen var lidt mat i lakken, men om søndagen om sommeren, pudsede han den i cykelolie, så blev den midlertidig blank, og så kørte han i skoven med den unge hr Hammer på den anden siden af gaden, mere om ham senere.

Man kan endnu se spor efter at Engbirk var murermester, i haven lavede han en nedgang til sin kælder hvor han jo havde alt murergrejet, det var jo lettere at gå ned der end at gå ind i gangen,  og til gårdsiden lavede han en altan.

Den anden bil, en DKW, hørte til nede i nr. (tror jeg nok, men jeg kender husene) 31-33 hos en familie der havde 2 huse, og sønnen var ansat ved toldvæsenet, faderen lignede en gammeldags proprietær, han gik altid med hvid lærredsjakke og så meget højtidelig ud, de havde også en plejesøn Leif Frederiksen, som var på alder med mig, men han var for fornem til at interessere sig for mig.

Den tredie bil, en engelsk Singer, tilhørte en dame i et hus næsten helt nede ved Østersøgade på den anden side af gaden, hun var vist nok velstillet og boede i hele huset, og hun havde en sød  datter.

Vi flyttede ind på 2. sal og havde stue til gaden og soveværelse til gården, og min bror havde det meget lille kammer ved siden af stuen. Der var kun kakkelovne i huset, vi havde en døgnbrænder, som det hed, i stuen, og oppe i væggen blev der lavet et hul med spjæld, så der kunne trænge varme ind til min brors værelse.

Der hvor I nu har badeværelse havde vi køkken med gammeldags gas fra Østre Gasværk. Ude på den lille trappeafsats, som nu er bygget om, sad måleren til vores lejlighed, nede på mellemgangen på 1. sal lige udenfor køkkendøren sad et stort skab på væggen med målere og hovedafbrydere  for 1. sal og stuen. Vi havde dengang jævnstrøm, som vi fik fra elektricitetsværket på Øster Alle. De 2 strømførende ledninger til husene gik gennem hele rækken af husene oppe under tagrenden på gårdsiden.

På 1. sal boede hr og fru Hansen, de har været i 70'erne, da vi flyttede ind. Hansen (Niels) var pensioneret smed, så der kunne jeg bare gå ned, når mit legetøj gik i stykker, så reparerede han det. I det hele taget gik jeg ind og ud af døren hos Hansens, som var de mine bedsteforældre. Fru Hansen var en lille pukkelrygget dame, de var meget renlige, og de var nogle meget søde mennesker, som jeg holdt meget af.

De havde indrettet sig meget praktisk, faktisk var de foran deres tid, idet de til gården, hvor der jo er sol om dagen, havde et lille spisebord og så det for tiden usædvanlige, en dobbelt sovedivan, sammenklappelig. På den måde kunne de jo have 2 stuer. Helt ovre i hjørnet havde Hansen sin kurvestol, og på væggen var der hans tobakshylde med tobaksdåse og diverse renseting for pibe, og så var der 7 hak i hylden, et til hver pibe, han havde nemlig 7 piber, en til hver dag, og så havde han også en gammeldags lang pibe. Ovenover hylden stod radioen, som selvfølgelig var anno 18 hundredehvidkål.

Ud til gaden havde de det, man i gamle dage kaldte stadsestuen, en meget fint møbleret stue med røde plysmøbler med klunker og løvefødder o.s.v. og et meget fint skrivemøbel. Den stue måtte man ikke bare gå ind i, så blev der sagt hov hov, der må du ikke gå ind. I det højre vindue var der et udvendigt spejl (datidens TV), hvor hr og fru  Hansen sad om aftenen og holdt øje med trafikken i gaden.

De havde et meget fint køkken, det største i huset. Der var et stort spisekammer fra gulv til loft i højre side, og så selvfølgelig gammeldags gasapparater. Når fru Hansen skulle lave mad, hængte hun altid et hvidt klæde op foran gardinerne for at skåne dem  for sprøjt.

Da de blev ældre og mere svagelige, hentede jeg hver dag en spand koks op til dem fra kælderen (om vinteren). Det fik jeg så 1,25 kr for om ugen,  det var mange penge den gang, et stykke Pernille chokolade henne hos Gola overfor skolen, kostede 5 øre, og en wienerbrødsstang kostede henne hos bageren på hjørnet af Zinnsgade og Farimagsgade 80 øre.

I stuen, hvor der til gaden var parketgulv lavet af store firkanter skiftevis lys og lidt mørkere, så det lignede et skakbræt, boede til at begynde med min kære bedstemor/farmor, som var meget gammel og døde kort tid efter. Derefter flyttede nogle mennesker ind, som jeg ikke havde noget forhold til, men jeg mener, at de var grønthandlere.

Da jeg var 8 år, døde min far af hjerteslag 62 år gammel i linie 4 lige ud for Kommunehospitalet på vej til sit værksted. Det var i september måned, som Anden Verdenskrig var begyndt 9. april.

Var vi ikke fattige i forvejen, så blev vi det nu. Der var ikke dengang som nu noget, der hed bistandshjælp. Min mor måtte finde noget rengøringsarbejde, og det er ikke nemt, når man er 45 år og altid har været hjemmegående. Hun fik enkebørnspenge til hjælp, og da jeg som 9-årig kom i Tivoligarden, fik vi her 1,25 kr pr optrækning. Det kunne blive til ca 125,00 kr om året, og de gik til hjælp til at købe tøj for. Så det var ikke modetøj, jeg gik klædt i, hvilket også fremgår af et billede, jeg har, hvis jeg kan finde det skal jeg sende det med.

Nybagt Tivoligardist

Min skolegang blev på grund af fattigdom, hidsige lærere som tævede ungerne, især mig, og med dertil hørende mobning, heller ikke nogen succes, og når så dertil tilføjes, at jeg måtte gå på 5 forskellige skoler og et bibliotek, fordi tyskerne tog vores skoler til flygtninge, blev det jo heller ikke bedre. Jeg begyndte på Øster Farimagsgade skole, derefter på Ole Suhrs Gade skole, derfra til Alsgade skole, så til Stevnsgade skole, så til Ryesgade skole, og til sidst på biblioteket ovre i  Ryesgade.

Nogen tid efter, jeg husker ikke, om det var et år eller mere, døde hr Hansen 81 år gammel, og hans kone flyttede over til noget familie i, jeg tror, det er den gade, der nu hedder Olof Palmes gade, men det hed den ikke dengang, og der døde hun ganske kort tid efter.

Min mor og jeg flyttede så ned på 1. sal, hvor der jo var lidt mere reelle stuer uden skråvægge og et betydeligt større køkken, men så til gengæld uden det lille kammer. Det var en større flytning, for min mor ville selvfølgelig have sin døgnbrænder med (der var ikke råd til at købe en ny). Og så havde vi et gevaldig stort klaver, det var et selvspillende klaver og var betydelig større end et almindeligt klaver, og det var jo fyldt med pneumatisk mekanik - rør, bælge slanger o.m.a. - som måtte pilles ud, ellers var det umuligt at bære. Det var så højt, at det kun lige akkurat kunne være mellem trappetrinene og loftet. Jeg kan huske, at der endda blev en fure i loftet over trappen og ridser på låget af klaveret af flytningen, men det kunne nok ikke være anderledes. På det tidspunkt var jeg allerede så fingerfærdig, at det var mig, der stod for adskillelsen og samlingen igen af indmaden.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor min far ville have sådan et skrummel af et klaver, for vi havde kun 19 musikstykker til det, men det var jo nok fordi, han havde en fætter, der også havde et, men et meget bedre et og med over 200  musikstykker til, musikstykker som var på papirruller, men som desværre ikke passede fra hans klaver og til vores.

Nogen tid efter giftede min bror sig og flyttede ind i stuen, som jo også bestod af 2 værelser og køkken, her boede de i et års tid eller 2 og flyttede så ud til Valby, min søster flyttede også hjemmefra på det tidspunkt.

Derefter blev stuelejligheden lejet ud til et ungt nygift fynsk ægtepar som hed Agnes og Thor Illum Hansen. Thor, som var udlært typograf, blev ansat ved Københavns Sporveje, de boede der i  mange år men flyttede ud på Amager, Thor blev kun omkring 50 år. Det var også nogle meget flinke mennesker, hvor jeg kunne gå ind og ud af dørene, næsten som det passede mig.  Hansen tog sig en del af mig, han kunne godt se, at det var lidt svært for min mor at holde styr på mig, og at jeg manglede en far.

Kælderen i Voldmestergade 15 var lavloftet, hvis man ikke var for høj, kunne man lige netop gå oprejst med håret skrabende mod loftet. Kælderen var inddelt i 2 store rum og et vaskerum + et  meget lille rum under trappen, i rummene var gulvet kun stampet ler, men gangen og vaskerummet var dog med betongulv. Da den gamle Hansen levede, havde han det store rum til gaden, hvor han havde indrettet et lille smedeværksted og her fik jeg noget af min første undervisning i værktøjsbrug. Der var også en lille mur, der adskilte rummet, hvor de havde koks. En overgang havde vi selv det store rum  til gården, men senere overlod vi det til beboerne på 2. sal og nøjedes selv med det lille rum under trappen, hvor vi havde koks. I vaskerummet var der en gammeldags gruekedel, som jo blev fyret op med brænde og koks. Jeg brugte kælderen en del som skydebane, idet jeg skød med salonriffel i gangen. I gamle  dage kunne man jo frit købe både salonrifler og patroner i alle sportsforretninger og isenkræmmere, så der er blevet affyret mange skud i den  kælder.

I 1945, da jeg var 13 år, sluttede som bekendt Anden Verdenskrig. Den første dag efter kapitulationen kunne jeg om formiddagen høre, at der lød skud nede ved Øster Søgade, jeg løb derned for at se, hvad det var og kunne se, at det var ovre på den anden side af søen nede ved Fredens bro (den eksisterer desværre ikke mere).

Der stod nogle og skød med maskinpistoler ned i vandet, og det lavede jo en hel række af springvand og så spændende ud. Jeg løb ned til omkring Skovgaardsgade, hvor der også er en bunker, og stod der og så på det et stykke tid. Jeg skal lige her indskyde, at jeg havde min luftpistol og tilhørende hagl med, haglene i en blikæske af den slags, som man i gamle dage havde grammofonstifter i til de gamle 78'ere. Om der decideret var nogen, der med vilje har skudt efter mig, ved jeg ikke, men da jeg havde stået der et stykke tid, kunne jeg høre nogle mærkelige svirrende lyde i luften som en stor spyflue, og trods mine kun 12 år blev jeg enig med mig selv om, at her vist var usundt at opholde sig, så jeg begyndte at løbe over gaden og mærkede godt nok et lille klask på mit venstre lår, men så lidt at jeg bare troede, at det var noget i lommen.

Nogle rare mennesker, som stod i enden af Skovgaardsgade og iagttog, hvad der foregik, kaldte på mig og sagde, at jeg nok hellere måtte komme ind hos dem. Vi gik ind på deres trappegang, og en af dem spurgte, om jeg var blevet ramt. Jeg svarede nej, for jeg følte ikke, at der var noget galt, men lidt efter sagde den ene så, jamen du er da blevet såret, der er jo blod på gulvet. De ringede efter en ambulance, som kørte mig over på  Rigshospitalet.

Jeg kom ind på en skadestue, men da de trak mine bukser ned for at komme til såret, raslede der en masse hagl ud på gulvet, og lægen spurgte, hvad er det? Jeg viste ham min luftpistol, som han morede sig med at skyde et par skud af med. Jeg blev forbundet og fik en stivkrampeindsprøjtning. Det viste sig, at skuddet var gået tværs gennem låret i et ca 12 cm langt hul gennem musklen tæt ved lårbenet. Jeg blev kørt hjem til min stærkt opskræmte mor og måtte holde sengen i en uges tid, for nu viste smerterne sig ved, at jeg ikke kunne bevæge benet uden stærke smerter.

Da jeg skulle i seng, tog jeg min luftpistol og haglæsken op af lommen, og nu viste det sig, hvorfor haglene var faldet ud af æsken ovre på hospitalet, skuddet var også gået igennem blikæsken. Desværre er den senere blevet væk, den ville have været rar at have  som souvenir.

I tiden efter krigen var det forholdsvis nemt at anskaffe sig rigtige våben. Flere af mine kammerater i kvarteret havde pistoler, en havde så galt en 11,5 mm colt pistol også kaldet lommekanon, det var den type, den amerikanske hær brugte. Selv havde jeg også indtil flere pistoler og en tysk militærriffel. Jeg fik også byttet mig til en meget stor 9 mm tromlerevolver, og hvis det stadig er de samme paneler, der er i stuen ud til gaden på 1. sal som dengang, er der et minde fra den i panelet ca. under det højre vindue.

Jeg har altid været meget forsigtig med de våben jeg havde, aldrig peget på nogen eller lavet andre tossestreger med dem, men en sen aften, hvor min mor var gået i seng, sad jeg og pudsede min revolver og smurte den, tromlen med patroner var taget ud, men da jeg var færdig med at smøre og pudse, samlede jeg den og sad og beundrede den, samtidig med at jeg kørte hånden op forbi løbet og heldigt for mig, så lige da hånden var væk fra løbet, trykkede jeg af uden at tænke på, at den jo nu, hvor tromlen med patroner var sat på plads, var skudklar. Men det blev jeg klar over, for der lød et øresønderrivende knald, og da pistolen pegede skråt ned mod  væggen under vinduet, ramte projektilet panelet næsten oppe ved kanten, hvor der blev et stort hul, men det er jo nok senere blevet spartlet ud og malet.
Ja, sådan kan det gå. Våbnene blev senere hentet af politiet, for man var jo lidt for åbenmundet med, at man havde dem.

Da jeg blev 17-18 år, blev jeg for gammel til at bo sammen med min mor, så vi delte lejligheden, jeg fik værelset ud til gården,  vi spærrede døren mellem de to værelser, som der dengang var, af med plader på begge sider af karmen, og så måtte min mor lide den tort at gå ud på gangen, når hun skulle ud i køkkenet, men det kunne nu ikke være anderledes. Da vi flyttede ned på 1. sal, flyttede der en familie ind på 2. sal, som min bror kendte fra sin tidligere arbejdsplads Dansk Industrisyndikat (min bror som var musiker, kom senere ind i den kongelige livgarde hvor han endte som dirigent, men han drak sig desværre ihjel og blev kun 61 år gammel).

Denne familie passede imidlertid ikke rigtig ind i miljøet, de følte sig lidt finere end os andre og flyttede efter et par år.

Så flyttede der et nygift par ind, som boede inde i nr 13 i det eneste værelse, som murermester Engbirk lejede ud, værelse og køkken til gården. Værelset til gaden brugte murermesteren som kontor, de hørte jo også til de mere velstillede og havde med deres to børn, Ole og Per, resten af huset (på det tidspunkt skulle man være velstillet for at kunne tillade sig at bebo hele huset, det kunne almindelige mennesker ikke klare).

Herløv Pedersen, som de hed, arbejdede som portør ovre på børnehospitalet i Farimagsgade, som jo dengang eksisterede i bedste velgående. Det var også nogle meget søde mennesker - konen hed Agnete, men blev kaldt Nete - som var mine venner, allerede medens de boede i nr 13, og som jeg kom meget sammen med. Jeg var også tit med nede til Herløvs forældre, som boede i St Magleby på Stevns. De boede der, så længe jeg kan huske, men senere flyttede de over i Malmøgade, hvor Herløv vist nok blev gårdmand, for her var vi gledet fra hinanden, da jeg blev gift første gang og flyttede ud på Amager.

Mit første ægteskab holdt kun et par år, det var umuligt at få arbejde på det tidspunkt, og når krybben er tom bides hestene, så jeg flyttede tilbage til mit værelse, og her boede jeg så, til huset gik på tvangsaktion og måtte flytte. Det må have været omkring 1955-1956, hvor huset blev overtaget af en sagfører for den nette sum af 30.000 kr. Han købte huset til sin søn, som vist nok levede et lidt for sjovt liv efter sin fars mening. Min mor fik lov til at blive boende i første omgang mod, at hun så skulle være lidt husbestyrerinde og vaskekone for den unge mand. Men det gik ikke, han krævede mere og mere arbejde af min mor, og til sidst blev det for meget.

Heldigvis kom min mor sammen med nogle mennesker, som boede i/ejede nr 19, og de lejede stuelejligheden og et værelse på 2. sal ud, og meget heldigt for min mor blev det værelse ledigt, så hun kunne flytte hen i det og blive fri for sin plageånd. Her boede hun så de næste ca. 12 år, til jeg blev gift i 1968 med min kone nr 2.

Grunden til, at huset gik på auktion var, at min søsters mand nr 2 var en kedelig type, som ikke kunne tåle at høre, at nogen havde lidt på bankbogen, så skulle han låne. Han var bare r.... af fjerde division, men ville gerne give det ud for mere, og da han tidligere havde haft et lille værksted, hvor han lavede sandstensskåle, yndede han at kalde sig for fabrikant.

Selvfølgelig kunne han heller ikke leve med, at vores mor havde et hus, her kunne der jo lånes penge. Han og min søster bearbejdede nu min mor, når jeg ikke hørte det, om, at hvis de nu kunne få et lån i huset, kunne de åbne et nyt værksted og lave sandstensskåle og blive rige. Min mor, som var et naivt og godtroende menneske, kunne ikke sige nej, og overlod dem skødet på huset, hvor de så lånte 20.000 kr. (mange penge dengang). De fik da også et værksted og en god kunde, en stor gartner som dengang lå ude på Roskildevej, der hvor Domus Vista nu ligger.

Men som sagt så led fyren af storhedsvanvid og var i tilgift alkoholist, så hver gang han var ude med varer og fik sin betaling, styrtede han ind til byens værtshuse og spillede stor mand og drak alle pengene op. Engang kom han i fængsel for manglende indbetaling af børnepenge til sin første kone, og min søster måtte ud hos gartneren og have forskud på næste læs skåle, så hun kunne løskøbe ham, ellers kunne de jo ikke lave flere skåle.

Terminerne på lånet blev selvfølgelig ikke betalt til tiden, der kom rykkere til min mor, som jo ikke kunne skaffe de mange penge, så enden på den historie blev jo altså, at huset gik på tvangsauktion.

Min kone var sygehjælper og arbejdede i de gamles by på det tidspunkt. Hun var meget afholdt af beboerne på plejehjemmet, og da hun også passede forstanderens mor, som boede i de gamles by, og som var meget glad for hende, var det en let sag for hende at få forstanderens hjælp til at skaffe en ældrebolig til min mor, som så kom til at bo væsentlig bedre end på et værelse, og det var så vores sidste forbindelse til Voldmestergade og nr 15.

I det følgende vil jeg fortælle lidt om Voldmestergade og nogle af de øvrige beboere i Voldmestergade. I de år jeg boede der, var der ikke på noget tidspunkt over 4 parkerede biler i gaden inkl min. Gaden/gaderne var meget smukke dengang med flotte velholdte stakitter og nogle meget smukke haver, som beboerne plejede og passede, den ene finere end den anden, og så var der ikke borde og bænke og træer i gaden, hvad skulle man dog med dem, man kan jo komme sammen i haverne.

Med få års mellemrum blev gadebelægningen renoveret, så den altid var pæn, det var i det hele taget ubeskriveligt flot og smukt, bare synd at man ikke har billeder fra dengang. Nogle af de mest spændende i gaden var jo nok familien Hammer, som jeg tidligere lovede at fortælle om. Familien Hammer bestod i begyndelsen af hr og fru Hammer og deres søn. De havde 2 huse = 6 lejligheder, nr 12 og 14, og de var indrettet som et stort hus med gennemgang fra det ene hus til det andet indvendigt, og vist det eneste med badeværelse i gaden på det tidspunkt, tror jeg nok.

Det var nogle meget fornemme mennesker, man havde stor respekt for. Egentlig hørte de med deres image til i Charlottenlund eller Klampenborg, og deres hus så da også lidt mere ekstravagant ud end de øvrige huse, vinduer med små ruder, fornemme gardiner, og fine figurer i vindueskarmen talte deres tydelige sprog. Deres have var en stor have med et langt stakit, og i haven var der fine grantræer og fin flisebelægning.

Om sommeren stod den unge Hammer, som blev kaldt evighedsstudent, fordi han ikke lavede noget og aldrig blev til noget, med vandslange og vandede træerne, og så skulle man passe på ikke at komme for tæt på, for så fik man en stråle, mens han grinede. Nogen gange stod han skjult bag træerne og ventede på, at man intetanende skulle komme forbi, og så strålede han op over træerne og ned i hovedet på en.

Fru Hammer døde, hun blev ikke så gammel, men det var ikke en dame, man kendte, hun talte ikke med nogen i gaden. Hr Hammer var direktør for et varehus, som lå nede i Nørre Søgade mellem Vendersgade og Frederiksborggade, det hed SOS og var datidens forsmag på et supermarked. De havde simpelthen alt, fra knappenåle, kaffe, tøj, køkkenredskaber, legetøj, syting, ja slet og ret alt mellem himmel og jord.

Kort tid før krigen købte hr Hammer en lille Ford Eifel, den var sort med røde lædersæder, den kom kun frem om søndagen om sommeren, ellers stod den i garage lige ovre på den anden side af Farimagsgade hos Peter Schanungs stenhuggeri, som lå lige ved siden af skolen. Man kunne hver dag høre lufthammeren, når stenhuggeren huggede gravsten. Der var der, tror jeg, 10 garager.

Jeg kan tydeligt huske, når de en dejlig sommersøndag først vaskede og pudsede vognen, og derefter pakkede den med madkurven. Jeg stod og tænkte, bare jeg kunne komme med, jeg elskede at køre i bil (og det gør jeg stadig, selv om jeg nok har kørt ca 2 milioner km i min tid), men jeg kom kun ud at køre i bil engang imellem, når jeg kunne få lov til at køre med i den lastvogn,  som den klaverflytter havde, som min far benyttede, og det nød jeg. Under krigen måtte hr Hammers bil selvfølgelig blive i sin garage, men efter krigen kom den frem igen. Nu var hr Hammers kone jo som sagt død, og den gamle hr Hammer flyttede ned i stuen i nr 12 og overlod resten af huset til sin søn.

Han blev nogen tid efter forlovet og gift, og hans svigerforældre, hr og fru Bregning, flyttede ind i stuen i nr 14, de levede alle lykkeligt der, de unge Hammers fik 2 sønner og en datter, men desværre blev den unge Hammer heller ikke så gammel,  han døde af kræft kun omkring 50 år gammel.

I nr 17 boede fru Anchelin, hun beboede 1. sal og 2. sal, og stuen var lejet ud. Hun var fraskilt fra en franskmand og blev også kaldt franskdamen. Hun var en meget sød dame og kunne godt lide børn. Hvert år til fastelavn, bad hun mig altid om at invitere så mange som muligt af mine kammerater og veninder ind til hende. Så slog vi katten af tønden i døråbningen på 1. sal, og bagefter skulle vi bide til bolle, som hang i en snor, som hun så trak i, når man bed efter den. Det morede hun sig meget over, og så fik vi wienerbrød og sodavand bagefter.

Desværre led hun af en eller anden psykisk sygdom, for nogen gange kunne man høre hende gå derinde og skælde ud meget voldsomt. Til at begynde med troede vi jo, at der var nogen, hun skældte ud på, men hun var alene hjemme. Nogen gange kom hendes fraskilte mand og besøgte hende. Han var en typisk franskmand med kalot på hovedet, de talte fransk sammen, så man kunne jo ikke forstå et kuk af, hvad de sagde. Hun havde også den specielle mani, at når hun gik oppe i Farimagsgade, gik hun altid på den midterste fliserække, og den veg hun ikke fra. Hvis nogen ikke så ud til at ville gå til siden, stod hun stille, og så måtte de jo gå udenom. Mødte hun en dame med en barnevogn, som ikke flyttede sig, trippede hun på kanten af fliserækken, som om hun var bange for at falde i en afgrund.

Hun havde også en anden sjov ting, hun havde sine nøgler hængende om halsen i en lang snor inde under kjolen på ryggen, når hun så kom  hjem og skulle låse gadedøren op, løftede hun kjolen op, så hun kunne få nøglerne, til stor undren og forargelse for dem, der så det, det skal bemærkes, at hun dog havde underkjole på. I dag ville der nok ikke være nogen, der tog anstød  af det, men i gamle dage var det noget, man talte om.

Hun var heller ikke særlig sparsom med sminke, hun smurte godt på både på læber og øjne, så det var en dame, der blev lagt mærke til. Men som sagt, hun var en meget sød og venlig dame. Om sommeren sad hun tit nede i sin have i lysthuset og strikkede. Haven var ikke en af de flotteste men hyggelig med et meget flot og højt jernstakit med buer, hvor der hang skåle  ned fra med blomster - meget dekorativt. Engang jeg stod og så på, at hun sad og strikkede, sagde hun, at jeg da gerne måtte komme ind, og derefter sad jeg tit inde hos hende og snakkede, og hun lærte mig at strikke, det var meget hyggeligt.

Ovre i nr 18 boede hr og fru Madsen, man sagde dog, at de var broder og søster og havde overtaget huset efter deres forældre. De var meget specielle, de boede alene i hele huset, der var altid gardiner for vinduerne (tynde hvide). De var altid meget velklædte, når de gik, de så meget stramtandede ud, og man vågede ikke engang at hilse på dem.

De hadede børn. Der var et jernstakit omkring deres have med sylespidse spyd, og lågen fra havegangen til haven var låst. Når børnene i gaden spillede bold, skulle vi passe meget på, at bolden ikke havnede i Madsens have, for så fik vi den ikke igen. De stod oppe bag gardinerne og holdt øje med, hvad der foregik, og hvis bolden røg ind i deres have, var de lynhurtigt nede og låse haven op og tage bolden. Med de sylespidse spyd var det jo også umuligt at kravle over stakittet, så kunne man risikere at få gennemhullet en vis legemsdel, og de tog bolden med sig ind, og der var ingen kære mor der kunne hjælpe.

Men engang var vi heldige. Der kom jo næsten hver dag gadehandlere med deres vogne med grøntsager, fisk, bananer o.m.a., og det var faste gengangere, som man kendte. Engang da grønthandleren var i gaden lige ud for nr 18, var vi uheldige, at en bold røg ind i deres have, grønthandleren kendte godt Madsens, så han var frisk. Han tog en af drengene og løftede han over stakittet, og da han havde bolden, løftede han ham tilbage igen, lige som fru Madsen kom ned. Hun blev jo lidt lang i masken, og øjnene kunne dræbe.

Ja, man kunne jo godt blive ved med at fortælle om sin barndom i denne gade, men dels vil det nok føre for vidt, og dels er det jo et spørgsmål om, hvor megen interesse det har, så jeg stopper her.


På grund af sit særlige navn ønsker forfatteren at være anonym

(skrevet september 2002)