ABILDGAARDSGADE

NICOLAI ABILDGAARD (1743-1809)

Nicolai Abildgaard har tilsyneladende været en kompliceret person. Hans gebet er historiemaleriet, men motiverne er som regel gennemsyret af sjælekamp og verdenssmerte.

“Han skildrer smerten, angsten, fortvivlelsen, han befolker sine lærreder med gestikulerende mennesker, med genfærd og hylende hunde” står der i Dansk Kunsthistorie, bd.3. Magtglad, melankolsk og konfliktsøgende er nogle af de adjektiver, der bliver brugt om ham som menneske.

“Danmarks første historiemaler, og den lærdeste og oplysteste kunstner vi ejer”

Den sammensatte personlighed kommer også til udtryk i kronprinsens og ministerens karakteristikker fra Abildgaards sidste år:

“Danmarks første historiemaler, og den lærdeste og oplysteste kunstner vi ejer. De fleste unge malere er mere eller mindre blevet dannet på hans Atelier,” skriver prins Christian Frederik, den senere Christian 8.

“Mange og måske de fleste unge Kunstnere ytrer derimod, at Abildgaard meget har skadet Akademiet ved sin illiberale omgang..han beherskes overhovedet meget af sit onde Lune,” skriver minister F. J. Kaas.

Men for at starte med begyndelsen: Arkivtegner Søren Abildgaards yngste søn, Nicolai, gik for at være af “mådelige evner”, og han blev sat i pension hos en københavnsk malermester for at blive uddannet til håndværker. Men som 21-årig besluttede han sig for at gå på Kunstakademiet. Han gjorde hurtigt fremskridt og vandt både i 1765 og 1766 den lille guldmedalje og i 1767 den store for malerier med historisk emne. I 1772 fik han det store udlandsstipendie, som også Jens Juel havde sat næsen op efter. I september samme år kom han til Rom og fik samtidig løfte om, at han, når han kom hjem, ville få opgaven med at udsmykke Christiansborgs riddersal, på betingelse af at han holdt sig til historiemaleriet.

Opholdet i Rom blev af stor betydning for ham. Nicolai Abildgaard var nyklassisist, men med vægt på de voldsomme lidenskaber – en nyklassicisme, der havde mange fællestræk med den fase, man i litteraturen har kaldt “Sturm und Drang”. Et af Abildgaards forbilleder er Michelangelo.

I 1775 fik han Saxos Danmarkskrønnike sendt til Rom, og den inspirerede ham til en del billeder med motiver fra den danske sagnhistorie. Det er ikke billeder, der får noget formidabelt skudsmål i nutiden. Ikke desto mindre var de årsagen til, at han efter sin hjemkomst fra Rom i foråret 1778 blev medlem af Akademiet. Kort efter blev han udnævnt til professor på Akademiet, og om sommeren fik han overdraget opgaven med at udsmykke riddersalen på Christiansborg. Abildgaard havde planlagt en række billeder med motiver fra Saxo men fik befaling på først at gå i gang med Danmarkshistorien under oldenborgerne. De næste tre år var han travlt beskæftiget med dem, men da han endelig skulle til at male billederne med Saxomotiverne, modtager han en kongelig resolution om, at kongen ikke ønskede en fortsættelse. Der skulle spares!

I 1794 brændte Christiansborg med alle Abildgaards billeder undtagen tre, som kan ses på det nuværende Christiansborg. Abildgaard skulle ved meddelelsen om slottets brand have udbrudt: “Der brænder mit Navn”.

Da kongefamilien efter branden fik tre af Amalienborg-palæerne til beboelse, fik Abildgaard overdraget opgaven med at ombygge og modernisere det, der nu kaldes Christian d. 10´s palæ. Han fik ikke malet meget i de år, men omkring 1800 fik han ny inspiration og energi.

Kærlighed skulle være årsagen. På en rejse til Jylland i 1799 møder han en ung pige, Juliane Marie Ottesen. Hun var 22 år og gift med en hofmand. Den gensidige betagelse var så stor, at hun efter meget besvær opnåede skilsmisse og i 1803 fik tilladelse til at indgå nyt ægteskab med den 34 år ældre Abildgaard. Parret fik hurtigt tre børn.

Det er i den periode, Abildgaard maler sit “hovedværk”, fire store billeder med scener fra Terents komedie ”Pigen fra Andros”. Malerierne, som var en bryllupsgave til hans kone, skulle hænge i hans lejlighed på Charlottenborg, hvor han som direktør for Akademiet boede fra 1801 til sin død i 1809.

Abildgaard blev begravet på Assistens Kirkegård. Som tegn på agtelse for deres lærer forlangte akademiets elever at bære kisten fra Charlottenborg til kirkegården, så noget må de have haft til overs for ham, på trods af hans ”onde Lune”. Også prins Christian sluttede sig til begravelsestoget og talte ved graven om Abildgaards fortjenester som kunstner, dannet mand og ædel borger.

Gadens nyheder