Jeg takker HØF, altså bestyrelsen, for det ærefulde hverv at holde Sankt Hans talen, som også skal være en fødselsdagstale. Men hvorfor skal Kartoffelrækkernes 150 års fødselsdag lægges oven i Sankt. Hans aften?
De kristne kunne heller ikke dy sig og lade Sankt Hans være i fred. De kristne lagde Johannes Døberens fødselsdag ovenpå solens fødselsdag. Så kunne hans fætter, Jesus, som blev født et halvt år efter, snuppe vintersolhvervet. Hvorfor blander de kristne sig i to kosmiske fester? Vi fejrer en stjerne, solen, fordi vi her på planeten, jorden, kan konstatere at solen i morgen vil gå ned kl. 22 her i København, og det bliver ikke senere i år. Solen står i morgen op kl. 4.22, og det bliver ikke tidligere i år.
De kristne og Kartoffelrækkernes bestyrelse udsætter Sankt Hans aften for kulturel appropriation. At propriere vil sige at gøre noget til sit eget. Man stjæler, tilegner sig noget, som hører andre til. Der er tale om gemen tyveri, kulturelt tyveri
Nu gentager kartoffelrækkerne de kristnes gemene tyveri og lægger byggeforeningens fødselsdag oven i solens store festdag.
Når kirken blandede sig i midsommerfesten var det også fordi festerne blev for vilde og varede hele natten. I 1744 forbød man bål for “man skal ikke spøge med ild, der er en af Guds værste plager”. Det er helt som i dag. I 1770 afskaffede Struense Sankt Hans dag som helligdag. Heksen på bålet er ikke længere politisk korrekt, og er iøvrigt en ny skik – fra omkring 1900.
Der er også en teologisk forklaring på at de kristne ville stjæle solfesten. I kristendommen må man ikke beundre skaberværket, kun skaberen. For den kristne er der intet der er helligt. Der er ingen hellige steder, ingen hellige træer, ingen hellige kilder. Og netop soldyrkelsen var en farlig konkurrent, måske den farligste.
II
Nu hvor I har placeret fødselsdagen oveni Sankt Hans og ovenikøbet mener at i fylder rundt, bliver jeg vel nødt til at flette lidt ind om Kartoffelrækkerne. Jeg synes at jeres fødselsdag er den 20. nov. Det var da Arbejdernes Byggeforening blev dannet i 1865. Det positive er jo at huspriserne igen er begyndt at stige. Jens Juels gade og Skovgårdsgade var sammen med Tårbæk Strandvej de steder i Danmark med den højeste kvadratmeterpris. Man kunne snilt sove sig til 250.000 skattefrie kroner om året her. Hvis man ganger det tal med 480, hvor meget rigere bliver I så, mens jeg står her og knævrer i ca 10 min?
På Frederiksberg ved Aksel Møllers have lå engang De Classenske Boliger. Det var 24 langhuse i gule mursten og røde tage. Det var en by i byen. Der boede ca 2000 mennesker. Havde boligerne ligget der i dag ville vi have haft noget der kunne måle sig med Karl-Marx Hof i Wien. Turisterne ville være strømmet til. Men i disse smukke bygninger boede der grimme mennesker, så kommunen købte i 1907 det hele til nedrivning. Og i 1959 var det væk.
Det forholder sig lige omvendt i Kartoffelrækkerne. Her boede pæne mennesker i grimme huse. Men her skulle husene også rives ned. 480 næsten ens rækkehuse får jo altid folk tll at spærre øjnene op, så nu synes mange at de er pæne, så pæne at de ikke kan blive pænere, så nu må I ikke ændre noget ved husene. “De eksisterende byggeforeningshuse må ikke nedrives, ombygges eller på anden måde ændres uden magistratens godkendelse.” Det pæne består udelukkende i at de er ens og mange. Det er kvantitetens omslag til kvalitet.
Det gode ved kartoffelrækkehusene er at de er så dårlige, at man er nødt til at trække ud på gaden mellem husene for at få luft og kunne røre sig.
Det først fornødne når man køber et hus her er at få det udhulet, for man har købt en hule, og det koster en hulens masse penge at rive skillevægge ned, og lige meget hjælper det. Man må en tur ud mellem husene.
Altaner ville have hjulpet. Men pludselig er de huse, som engang skulle nedrives, blevet museumsgenstande, som ikke må ændres til gavn for dem der bor i husene.
Kartoffelrækkerne er beviset på at livet leves mellem husene, jubler dem der har læst Jan Gehls berømte bog om Livet mellem husene. Vejen mellem husene i Kartoffelrækkerne kan sammenlignes med de trådbure, som fangerne bliver sluppet ud, så de ikke bliver helt bims af at side lukket inde i deres små celler.
Vi ved alle, hvad det er for mennesker, der bor her. Det er ejegode mennesker. Nu snyder jeg lidt på vægten, for ejegod vil bare sige åh, så god. Men lægen f.f. Ulrik, ham der fik ideen til Kartoffelrækkerne, sagde jo på stiftelsesaftenen ude på B&W:
“Det er en væsentlig betryggelse for samfundsordenen og for dens rolige og lovbundne udvikling, når så stort et antal som muligt fra besiddelsesløse bliver besiddende, thi derved udvikles individernes selvfølelse, de bliver gode familiefædre og besindige statsborgere.”
Frederik Ferdinand Ulrik var en mand med ild i røven. Han brændte for en sag, for mage sager. Med ildhu for han land og rige rundt op oprettede banker, skoler, børnehaver, hospitaler, brugsforeninger og meget, meget mere. Der er veje opkaldt efter ham mange steder og der er vist også en statue af ham. Hvad drev ham? Det berømte spøgelse, kommunistspøgelset. Han hadede filantropi. De fattige var fattige, fordi de var dovne. Gad vidst hvad han ville have sagt til at I i dag bare kan lægge jer ind på sofaen i hans huse og leve af friværdien. I 1905 var han med til at danne Det Radikale Venstre.
Men nu skal sankt Hans ikke handle om en politiker fra det radikale venstre. Det skal handle om noget meget større, nemlig ilden. Og godt nok havde lægen Ulrik ild I røven, og godt nok var han bange for den revolutionære ild, der når som helst kunne flamme op i arbejderklassen, men Sankt Hans handler ikke om Johannes Døberen eller jer, den handler om Solen, ilden, lyset.
Men solen er heller ikke hvad den har været. Nu er vi blevet bange for den. Engang var den livgivende, nu er den kræftfremkaldende. Sommeren er den konstante påmindelse om dagens UV-indeks. Solens UV-indeks kendte jeg ikke til i min barndom. Ozonlagets tykkelse ragede mig. Solstik eksisterede, men det var ikke solen der stak, men kroppen der ikke kunne komme af med varmen.
Fjendebilledet af solen vokser dag for dag. I onsdags kunne man i avisen Information læse en artikel af den australske filosof Peter Singer. Den handlede om at vi i fremtiden ikke bare skal beskytte huden mod solen. Nu skal vi i gang med at beskytte jordkloden mod solen. Under overskriften “Bør vi blokere solen for klimaets skyld” plæderede Singer for “Climate Engeineering”, klima-ingeniørkunst, Geo-enginering. Solstrålerne skal sendes tilbage. Vi har allerede bygget klimaskærme til vores huse. Nu skal kloden have en klimaskærm. Peter Singer foreslog engang at man skulle slå de handicappede ihjel og ikke spilde penge på dem. Nu vil han slukke for solen. Det hedder SMR – Solar radiation modification.
Jeg vil slutte af med at omtale to aktuelle filosofiske bøger om solen. De er vidt forskellige. Enten er du for solen eller du er imod den.
Den tyske filosof Peter Sloterdijk vil have slukket for solen. Han har skrevet en lille bog om Prometheus (Die Reue des Prometheus. Von der Gabe des Feuers zur globalen Brandstiftung). Prometheus fortryder, angrer at han stjal ilden fra guderne og gav den til menneskene.
I begyndelsen var ilden en fantastisk gave. Nu kunne vi lave varm mad og varm mad er let at fordøje og så behøver vi ikke så store maver. Og varm mad dræber bakterier, så vi kunne spise kød. Vi, dvs homo sapiens, fik flade små maver og tid til at tænke os om. Hjernen kunne nu bruge al den energi som tarmsystemet tidligere slugte. Hvem her kender ikke en vegetar som bruger al sin tid på at spise planter og lede efter sunde fødevarer.
Men hvad sker så? Vi bliver alle pyromaner. Vi opdager at der nede i jorden er en masse rådne planter og træer i form af kul og olie. I mandags blev en brandmand fra Vejle-kanten idømt 4 års fængsel for 55 påsatte brande. Han gik op i arbejdet med ild og sjæl. Han var seriepyroman. Vi er alle pyromaner. Når børn gerne vil være brandmand, skyldes det den medfødte, indre pyroman. Pyr er ild på græsk.
Den anden helt aktuelle bog om solen og ilden er skrevet af en russisk, kvindelig filosof, professor i Leningrad, Oksana Viktorovna Timofejeva. Bid mærke i det navn. Bogen er lige oversat til norsk med titlen Solens politik. Solen er kilden til al energi, og dens uendelige gavmildhed skal danne model for hvordan vi indretter os her på jorden og være et alternativ til den kapitalistiske bytteøkonomi. Vi skal tilbage til gaveøkonomien. Men solen er ikke kun uendelig gavmild. Den kan også være uendelig ødelæggende. I næste uge går der en sky for solen. Jeg havde gerne set at den først havde svedet alle marker af og befriet os for dansk landbrug, som har ødelagt grundvandet, kvalt alle fisk i fjorde, søer og åer og dræbt alle insekter og fugle.
Der skal ikke være en heks i toppen af Sankt Hans-bålet. Der skulle i stedet formændene for Dansk Landbrug sidde sammen med alle deres politiske venner.
God Sankt Hans.
