Gademøde 29. august 2026. Referat

Inden i gadefesten mødte ikke mindre end godt 30 op til gademøde idet regnen kom. Flot! Efter en times tid kunne vi så kaste os ud i den gode gadefest.

Gademødet forløb som følger:

1, 2, 3 og 4. Jesper (25) bød velkommen og ordnede diverse formalia: ordstyrer og referent samme Jesper, og ingen kommentarer til dagsordenen.

5. Årets aktiviteter – debat
Bryan (49) Gav et kort overblik over årets aktiviteter i gadeudvalget. Vi har haft fem hyggelige og konstruktive møder. Det hyggelige antyder at der ikke har været kriser eller utilfredsheder at behandle. Tværtimod konstaterer vi igen og igen at vi har en gade med en mægtig god stemning og gode vibrationer på kryds og tværs af husnumre og aldre. Det er der god grund til at glæde sig over.

Af konkrete tiltag nævntes: Vi fik to nye plantekasser fra Kvindesmedien på Christiania tidlige på året. De er meget solidere og lette at flytte i modsætning til prøvekasserne som vi opstillede for et par år siden [Efterfølgende: plantekassen ud for 27 blev frontalt påkørt forleden og væltede voldsomt. Den tog overhovedet ikke skade, men kors hvor blev chaufføren sur]. Vi havde en fin fejedag i april hvor der blev fejet og klippet og puslet og nuslet af rigtig mange og gadetræerne blev klippet. Vi fik nyt sand i sandkassen, og her i august blev det brøstfældige legehus udskiftet med et nyt og solidt af oliebehandlet nordlandsfyr. Det er vedligeholdelsesfrit, men nogen mener dog det bør males; det ser vi på i udvalget. Gadeudvalget bad kommunen om at få etableret en blød opkørsel til cykelstien skråt over for udmundingen af Wiedeweltsgade til Farimagsgade, og se! Den er etableret. Endelig har gadeudvalget fået og løbende diskuteret rapportering fra beredskabsudvalget og sammen med dette opsat opslagsskabet på gadetræet ud for 28, altså midt på midterstykket. Det er beregnet til opslag fra de to udvalg, og det lille røde flag er oppe i tre dage efter nyt opslag.

Bryan ridsede også lige ’strukturen’ i Kartoffelrækkerne op: Otte af vores 11 gader er samlet i Husejerforeningen ved Øster Farimagsgade, HØF. Det er ’den store’ husejerforening, og den er vi medlem af. De tre fjerneste gader har af historiske grunde hver deres husejerforening. Vældig bøvlet i nogen sammenhænge, men sådan er det. Og så har hver gade i HØF jo altså et gadeudvalg. Gadeudvalget modtager hvert år til gadekassen 10 pct. af husejerforeningskontingentet, pt. ca. 17.000 kroner til vores kasse. Det er dem vi kan bruge til legehus, sandkassesand, plantekasser, gadefest, beredskabsudgifter eller hvad vi måtte beslutte til gadens bedste.

Og endelig fortalte Bryan kort om ting der sker omkring os: Renoveringen af Øster Farimagsgade er færdig – lige bortset fra den lille detalje at meget måske skal laves om i den ende af Kartoffelrækkerne hvor de store kastanjetræer står. Dér er fortovet ved renoveringen lagt med fald ind mod husene (for træernes skyld) med risiko for vand i kældrene ved skybrud. Det berører næppe lige netop os i Wiedeweltsgade, men vores forening har en hård kamp om det med kommunen. I nogle måneder er Øster Søgade nu ensrettet mod Lille Triangel og vil senere blive ensrettet nogle måneder den anden vej. Hvad det betyder for trafikken analyseres og indgår i de overvejelserne om omfattende renovering omkring alle søerne for at forbedre vandkvalitet, biodiversitet osv. Det kommer vi til at høre meget mere om. Og endelig skal det nye Naturhistoriske Museum åbne i år. Vi får se.

Der var ros, men ikke mange spørgsmål til udvalgets arbejde. Der blev spurgt til bogbytteskabet som tidligere har været på tale, og det er ikke glemt af dem der ville tage sig af det; det kommer. Det bliver nok nødvendigt med en ’kassationspolitik’ så bøger ikke bare hober sig op i skabet. Og det blev foreslået at skabet måske kunne kædes sammen med en eller anden form for formalisering/sammentænkning med de gratis ting der tit ligger på gade-bordene.

Jesper rundede punktet af med de sædvanlige kedelige henstillinger – gadeudvalget har ikke myndighed til at kræve noget: Fortovet bør være passabelt, også med rollator eller barnevogn, og ikke mere eller mindre spærret af cykler og skraldespande. Hækkene bør klippes tilbage til skel, ikke mindst på skyggesiden hvor bugnende hække presser nutidens bugnende biler ud så passagen på vejen bliver stadig mere snæver. Og hold endelig hyggelige fester i haver og ud på gaden, men hold venligst soundbox og ghettoblaster indendørs.   

6. Gadens økonomi
Kasserer Flemming (32) fortalte at der pt. er ca. 39.000 i kassen og heraf stillet gadefestgaranti på 10.000. Og revisor Ulla (24) havde gennemgået regnskabet siden sidste gademøde og godkendt det. Klap, klap, klap.

7. Beredskabsarbejdet
Beredskabsarbejdet blev iværksat af gadeudvalget i februar ved nedsættelse af gadens beredskabsgruppe. Der var uddelt et bilag i alle postkasser til dette punkt med et overblik over gruppens formål og grundlæggende tilgang til arbejdet, en oversigt over hvad der hidtil er nået samt ideer til det eventuelt fortsatte arbejde. Med henvisning til dette bilag indledte Bryan med en kort opsummering: udvalgets arbejde sigter på at forberede os på i fællesskab at klare eventuelle længerevarende kriser hvor vi af en eller anden grund står uden vand, el, gas eller elektronisk kommunikation, hvor området er oversvømmet, hvor det brænder og/eller hvor nogen har brug for hjælp – en del af os bliver ikke yngre eller stærkere. Arbejdet bygger oven på og erstatter ikke det individuelle beredskab – prepping – som beredskabsmyndighederne anbefaler og opfordrer til at vi alle opbygger.

En helt central ting i en krisesituation er kommunikation. Telefon, mail, sms … kan fra det ene øjeblik til det andet være ude af drift. Gruppen har derfor besluttet at al kommunikation skal kunne foregå analogt, altså skriftligt og mundtligt. Derfor har Ulla og Marianne (33) søgt efter en praktisk opslagsmulighed som er endt med det omtalte opslagsskab på gadetræet ud for 28. Som nævnt beregnet til opslag fra gruppen og gadeudvalget.

En væsentlig del af gruppens arbejde har været udarbejdelse af en ressourceoversigt: hvad har vi af grej (pumper, brandslukkere, powerbanks, gasapparater …) og menneskelige ressourcer (førstehjælp, psykologi, medicin, it-kundskab, ekstra sengepladser, madlavning til mange …) som kan aktiveres i påkommende tilfælde. Rasmine (47) som sammen med Anna-Ines (47) har stået for indsamlingen af ressourcedata, redegjorde grundigt for de overvejelser vi har haft i gruppen om grænsefladen mellem det private og det fælles. Der er dejligt mange der har meldt ind med grej og kompetencer de kan tilbyde, men der er også mange som ikke har besvaret spørgeskemaet. Kan det være fordi vi har overskredet grænsen til det private? Og hvad med at etablere overblik over svage, syge eller ligefrem hjælpeløse beboere? Det er om noget meget privat. Hermed lagde Rasmine op til diskussion af dette og dermed til om der skal arbejdes videre med ressourceoversigten i en eventuel 2. runde af beredskabsarbejdet. Det blev understreget at ressourceoversigten ikke vil blive offentligt tilgængelig. Men beredskabsgruppen kan ved akut behov straks mobilisere grej og kompetencer ud fra oversigten.

Der blev ikke udtrykt bekymring for om arbejdet gik for tæt på det private, og opfordringen til at udbygge ressourceoversiten i anden runde var klar og tydelig. Men kommer man i tanker om noget man kunne have meldt ind, så tøv ikke med at kontakte beredskabsudvalget så det kan komme på oversigten.

Der var i det hele taget ros til beredskabsgruppens arbejde, og der blev klart givet udtryk for at der bør arbejdes videre med beredskabsarbejdet. Der kom et par konkrete forslag fra salen, øh teltet, fx om at etablere regnvandsopsamling så mange altid har ganske meget vand ’på lager’ som umiddelbart kan bruges til vask og den slags. Der blev udtrykt ønske om at et nyt ressourceark også havde nogle afkrydsningspunkter så man kunne få blik for hvad der kan være brug for. Og gruppen må meget gerne arbejde med anbefalinger og eventuelt fællesindkøb af ting som radioer, powerbanks, vandrensningsudstyr og deslige.

Bryan rundede af med at opfordre til at man melder sig til gruppen som har brug for flere kræfter og divergerende synspunkter – og som midt i alvoren har nogen gevaldigt hyggelige møder.

8. Skal træet ud for 23 udskiftes?
Træet ser træt, gammelt og delvis hult ud. Mon der er en risiko for at det vælter og nogen kommer til skade? Rasmine har kontakt til en arborist som vi får til at se på sagen.

9. Valg til gadeudvalg og revisor
Det nuværende gadeudvalg består af Malene (38), Flemming (32), Bryan (49), Cassandra (51), Signe (5), Lars (17), Mikala (35), Christian (41) og Jesper (25). Christian træder ud, men alle de øvrige medlemmer genopstillede – og nye blev opfordret til at melde sig. Det gjorde Karen (58) og Rasmine, og så blev der klappet ad det, og det er så det nye gadeudvalg.

Endelig blev Ulla genvalgt som revisor, og hun fik også et klap med.

10. Forslag til det nye gadeudvalgs arbejde
Didde (22) rejste spørgsmålet om man kan være sikker på at blive informeret hvis man ikke er på Facebook. Det kan man hvad angår information fra gadeudvalg og beredskabsgruppe, for al information herfra distribueres via gadens hjemmeside og dertil knyttet nyhedsmail og/eller analogt ved opslag i udhængsskabet eller endda uddelt til alle. De to udvalg bruger alene Facebook til henvisning til opslag på hjemmesiden. Men når Facebook nu blev nævnt: der findes alternativer, også et dansk, til Facebook som mange ikke bruger og andre gerne vil af med. Flemming og Nikolaj (10) ved noget om det, og det hører vi mere om i gadeudvalget.

11. Næste store fejedag
Der blev efterlyst opgaver til dagen. Der kom ikke umiddelbart noget på bordet, men meld gerne ting til gadeudvalget som kunne ordnes på næste fejedag. Gadeudvalget finder en dato.

12. Eventuelt
Didde gentog sin opfordring til ikke at parkere op til træet i solsiden ud for nr. 18 fordi passagen bliver meget snæver og fordi det faktisk er forbudt at parkere fra gågadeskiltet frem til gågaden 2½ meter længere fremme. Jesper har været i kontakt med kommunen om en ændring/tydeliggørelse af skiltningen, men det vil kommunen ikke gøre noget ved. Det blev foreslået at vi selv maler et hvidt kryds over feltet som markering. Og til beroligelse: udrykningskøretøjer kommer igennem! Det kan gå hårdt ud over parkerede biler, men de kommer igennem. Det har vi ses flere gange.

Og hermed sluttede gademødet og gadefesten kunne komme videre.

Gadeudvalget består af:

  • Karen (58)
  • Cassandra (51)
  • Bryan (49)
  • Rasmine (47)
  • Malene (38)
  • Mikala (35)
  • Flemming (32)
  • Jesper (25)
  • Lars (17)
  • Signe (5)

Beredskabsudvalget består af:

  • Pernille (50)
  • Bryan (49)
  • Rasmine (47)
  • Anna-Ines (47)
  • Marianne (33)
  • Jesper (25)
  • Ulla (24)

Kommentarer er lukket