August Almblom og Francis Schou står der pludselig malet på muren hos Bymann Cykler. Deres store kasse af et skilt er taget ned og et stykke historie dukker frem. Bare de dog fremover vil bruge muren til skiltning som førhen og ikke sætte det grimme skilt op igen. Det er endda et stykke historie om forretninger i Øster Farimagsgade, der også har forbindelser til Skovgaardsgade.
Almblom tv. og Francis Schou th. for døren
I 1950´erne var der en cykelforretning samme sted, men kun i det midterste af de nuværende tre vinduesfag. Cykelhandleren hed Ottesen og han havde et værksted i kælderen. I det venstre fag var så Almbloms bageriudsalg, dvs. uden bageri i baglokalet. I stedet ankom en varevogn om morgenen med brød og wienerbrød og over middag med forskellige kager. Da jeg i 1957/58 kom i 10.klasse (realklassen hed det) måtte vi i det store frikvarter gå uden for skolens mure og havde derfor den daglige gang til Almbloms lækkerier. Men skiltet var et sort glasskilt i træramme, så det er første gang jeg ser de murmalede skilte. Det var i øvrigt den samme pæne ældre ekspeditrice år ud og år ind. Hun havde sådan en sjov måde at sige “farvel” på – nemlig med tryk på første stavelse. Senere fandt jeg ud af, at det faktisk var en rigtig måde at sige det på, for det betyder “kom godt af sted”. Og netop i Øster Farimagsgade, som har navnet efter udtrykket “far i mag”, som betyder “kom roligt af sted”. I det højre fag, hvor den gamle skiltning på muren er overmalet, var der et renseri. Det lukkede engang i 50´erne og blev overtaget af Ottesen, der samtidig flyttede værkstedet op i baglokalet og lavede udstilling i kælderen; meget moderne dengang. Sådan som det er i dag. Almblom lukkede engang i 60´-eller 70´erne og blev også inddraget af Ottesen til forretningens størrelse, som den er i dag.
På hjørnet, hvor der nu er computerforretning, lå i 50´erne Schous Sæbehus, det der nu hedder Schou-EPA. Til højre, hvor der nu er kiosk, lå mejeriet “Dania”. Her huserede Søren og Inga. Søren var meget slagfærdig og Inga meget venlig. Han kørte rundt på sin blå nimbus med sidevogn, når der skulle køres mange varer ud, gerne på to hjul i højresvingene. Ellers klarede de tre morgenbude udbringningen af mælk og brød og
eftermiddagsbudet fredag og lørdag de almindelige mejerivarer. Det foregik på long-john-cykler, så der blev kørt race i de tidlige morgentimer, den tids “grønne bude”. Morgenbudene – fra 5.45 til 7.15 – var nødvendige, familierne skulle jo have frisk mælk – det var jo før køleskabenes tid, idet kun få havde isskabe; stang-is hertil købte man også i mejeriet. Op igennem 50´erne var jeg en af morgenbudene og hjalp til om eftermiddagene. Jeg tjente 25 kr. om ugen for morgentjansen. Det var en fin betaling dengang. Det betød i hvert fald at jeg hurtigt, og inden konfirmationen, selv kunne købe ur og cykel (en lækker blå håndbygget af Ottesen), nye fodboldstøvler og sportstøj samt en læderfodbold med snøre.
Dania havde den største kundekreds blandt de 7 mejerier, der lå på strækningen Lille Triangel – Sølvgade. Nærmeste konkurrent var mejeriet “Jylland”, der lå på hjørnet af Skovgaardsgade, hvor der nu bor en arkitekt. Mejerimanden Pedersen var en meget, meget stor mand og fru Pedersen en meget, meget lille dame, så vi kaldte dem Fyn og Jylland. På modsatte hjørne lå der i øvrigt en skrædder, hvor man gennem risten i lyskassen kunne se svendene sidde på bordet og sy – ja i skrædderstilling. Jeg var iøvrigt også bud i isforretningen, der lå i Øster Søgade mellem Skovgaardsgade og Marstrandsgade, hvor man stadig kan se at murværket har været malet gult. Ægteparret lukkede forretningen, da deres eneste dreng Benny pludselig døde, i øvrigt en meget god legekammerat til Henning i nr. 14.
Til højre for “Dania” lå en fiskeforretning og en grønthandel, hvor indgangsdørene som i dag er lige overfor hinanden og siden er blevet blændet. Den sidste forretning inden porten var en lampeforretning. I porten stod hver eneste morgen, uanset vind og vejr, fire-fem ældre mænd og drak portere, som de købte i Dania – Orla og andre fejemænd og viceværter fra nabolaget. De dukkede op til morgenbajerne, når de havde fået tændt centralfyrene rundt omkring i ejendommene. Flinke folk, der altid drillede os bude. Lige på den anden side af porten lå en boghandel, hvor der nu er kølebutik.
Henry Schou
Tilbage til Det malede skilt: Francis Schou, glarmester og forgylder. Han boede i vores hus i stuen fra 1904-06. Han har vel haft forretningen op igennem 20´, 30´ og 40´erne. Den må have været god forretning, for han købte siden tre huse i gaden, nr. 10, 12 og 14. De boede selv i 12 og lejede 10 og 14 ud til en masse ældre damer. I 50´erne boede kun sønnen Henry i nr. 12. Jeg kan ikke huske forældrene. Forretningen var blevet til et værksted i kælderen nu kun som service for de kunder, han pudsede vinduer for i kvarteret – samt gadens beboere. Han havde en bror, der tit var på besøg. Han hed Aksel og var professor i geografi på Københavns Universitet. Alle skoleelever kendte dengang Aksel Schou, fordi hans navn stod på alle geografikort, både de faste, der sad i alle klasselokalers lofter og kunne trækkes ned, om alle de løse til ophængning. Jeg kan huske, at jeg synes, at det var mærkeligt, at der var to sønner, den ene vinduespudser og den anden professor. Henry var altid sjov og venlig, kendt af alle, når han cyklede rundt i kvarteret med spanden på styret og træstigen på skulderen. Jeg har givetvis bidraget meget til forretningen, idet der jo røg en rude engang imellem, når der blev spillet fodbold i gaden, især den første læderbold med snøre var “dyr”. Efterhånden som de gamle damer døde blev 10 og 14 solgt. Jeg kan huske, at Hennings far en dag pludselig kom løbende med et brev i hånden over til Henry og råbte: “Du må ikke sælge, vi er blevet sagt op”. De boede i stuelejligheden i nr. 7. Som I nok kan regne ud blev huset solgt til Hennings familie.
Skovgaardsgade og omegns historie, februar 1999
Ole Gade Lorentzen, Skovgaardsgade 22
