Lademulighed for el-biler. Problem!

Der er naturligvis stigende interesse i kvarteret for muligheden for opladning af el-biler, også inde i vores gader. Offentlige el-standere er kommunens område, men HØFs bestyrelse har hidtil været positivt indstillet til etablering af individuelle ladebokse på den enkelte ejendom.

Nu er bestyrelsen blevet gjort opmærksom på et overset problem: Vores eksisterede el-forsyning via kablet over lofterne har begrænset kapacitet, og vi ved ikke hvor tæt vi er på den maksimale kapacitet. Det er vi nu ved at få undersøgt. Indtil resultatet af denne analyse foreligger, må vi indtrængende opfordre til at man ikke etablerer ladebokse til el-biler.

El-bilopladning er stærkt kapacitetskrævende, og konsekvensen af overbelastning af vores fælles elforsyning vil umiddelbart være strømafbrydelser, men desuden at der må etableres helt ny overordnet el-installation nedgravet i fortove eller haver. Det vil koste i omegnen af 30-40.000 kroner pr. ejendom og fremover ydermere højere el-afgift fordi vi så må rykke op i en højere sikringsklasse.

HØFs bestyrelse vender tilbage så snart vi kender resultatet af kapacitetsanalysen.

PS. Fra lokaludvalget hører vi at Københavns Kommune er ved at udrulle mange flere ladestandere til el-biler og tillige regler for hvor længe man må holde ved en ladestander.

Kommentarer er lukket