Vigtige datoer

Fastelavn fejres af både børn og voksne i Schwartz Gade. Vi har altid gaden fyldt, når først børnetønden og bagefter voksentønden slåes til pindebrænde. Bagefter er der hygge med varme drikke og de medbragte, måske hjemmebagte, fastelavns boller.

Sommerfesten er en lang tradition som ligger sidst i august. Dagen starter med børneboder mens vildsvinet bliver lagt på grillen. Gadeteltet sættes op og danner rammen for den fælles middag, hvor alle tager tilbehør med til vildsvinet.

Gadens julekalender samler alle i december. Hver aften har et hemmeligt hus kalender kl. 18.30. Arrangementet foregår udenfor i forhaven eller på gaden og varer en halv times tid. Hver dag synges en flerstemmig julesang, som Bodil har skrevet teksten til. Teksten handler om dagens vært.