Til stede fra gadeudvalget: Lars Holm Hansen (17), Bryan Nicholls (49), Jesper Linell (25), Mikala Satiya Rørbech (35), Flemming von Holck (32), Christian Dippmann (41), Signe Maria Christensen (5).
Afbud: Malene Holst (38).
Opfølgning på opgaver
Placeringen af tre plantekasser på gågadestykket er nu markeret, og det hænder at nogen stiller dem på plads igen når de har været flyttet. Det er udvalgets klare indtryk at plantekasserne virker fartdæmpende – på de allerfleste. Der er dog stadig grund til at minde om at der er max 20 km/t i gadeenderne og max 15 km/t på ”Opholds- og legeområde” = midterstykket. Det første er skiltet, det sidste er ’bare’ færdselsloven.
Vi besluttede at omgøre den tidligere beslutning om at placere plantekasser foran det første træ på solsiden i begge ender af gågadestykket: 1) Udrykningskøretøjer skal nok komme igennem. 2) Det er kommunens vejareal. 3) Plantekasserne er så lave at de ikke vil kunne ses ved parkering, så de vil blive påkørt med bøvl som følge.
De nuværende plantekasser som er et eksperiment, holder lidt endnu, men inden for overskuelig fremtid skal de nok udskiftes til noget mere solidt og nemmere flytbart.
Nyt i gaden
Nr. 8 har er nu solgt, og nr. 31 er sat til salg.
Cykler
Vi har modtaget en henvendelse om forværrede bilparkeringsforhold med et forslag om dels at indskærpe den årtier gamle vedtagelse om at cykler skal parkeres inde i forhaverne, dels at nedlægge de eksisterende faste cykelstativer og reservere pladsen dér til ladcykelparkering. Det gav anledning til en grundig debat om det spegede emne. Speget dels fordi vi ikke har nogen myndighed uden for gågadestykket – det har kommunen efter at gadeenderne blev kommunaliseret – dels fordi der rent juridisk ikke er noget til hinder for cykelparkering på bilparkeringspladser, dels fordi vi ikke tror at nogen eller noget kan hindre cykelparkering uden for forhaverne. Beslutningen blev at vi venligt og indtrængende opfordrer både cyklister og bilister til at vise hensyn så vi udnytter pladsen bedst muligt for begge parter.
Nyt fra Indre By Lokaludvalg
Tanker om ensretning af Øster Søgade har været behandlet på et borgermøde, og efterfølgende har Lokaludvalget for Indre By afgivet høringssvar til kommunen hvori man modsætter sig ensretning før en helhedsvurdering af trafikafviklingen i området har været gennemført og den måtte konkludere positivt ift. ensretning.
Nyt fra Husejerforeningen, HØF
Husejerforeningen fandt i 11., nej 12. time før generalforsamlingen i marts, en formandskandidat, nemlig Sigmund Lubanski fra Jens Juels Gade, og han blev valgt. Sigmund er gammel kending i husejerforeningssammenhæng. Han er direktør for Slots- og Kulturstyrelsen under Kulturministeriet.
Den store renovering af vores side af Øster Farimagsgade er godt i gang, se mere her. Ud for vores ende af gaden sker der ikke alverden.
Vandrørsarbejdet i Webersgade – som vi bestemt også har kunnet høre i Wiedeweltsgade – lakker mod enden og forventes færdigt om 1½ – 2 måneder. Det blev mod forventning et betydelig mere omfattende projekt end forudset, derfor mere larm og ballade. Men tænk så at bo i Webersgade.
Gadens vedtægter
Vi besluttede på udvalgsmødet i marts at se på vedtægterne for gadeudvalget. De er fra 1982, ukendt af de fleste og måske trængende til en opdatering. På mødet behandlede vi et oplæg til revision. De mange kommentarer bliver nu indarbejdet i næste version af udkastet til nye vedtægter – som i sidste instans skal op på gademødet og i givet fald vedtages dér. Jesper udarbejder det nye oplæg.
Kommende arrangementer
Vi dropper forårs-store-fejedag i år.
Gadefesten holdes lørdag den 6. september, og på det døde tidspunkt midt på dagen holder vi gademøde. Alle opfordres til at lægge hjernen i blød og udtænke et sjovt koncept for gadefesten. Gode idéer meldes til en fra gadeudvalget, og der er afsat et rundeligt beløb fra gadekassen til formålet. Kom i gang! Og sæt kryds i kalenderen nu.
Kommende møder
Møde i gadeudvalget onsdag den 13. august kl. 19:30.
Ref. Jesper