Gadeudvalgsmøde 5. november. Referat

Men før vi går til referatet: Lystændingsfesten i år bliver lørdag den 29. november kl. 16 (!) i mørket på midterstykket. Der bliver rigelige mængder af stærk glögg og æbleskiver, og jo flere der kommer, jo hyggeligere. Vi ses allesammen, ikk’? 🙂

Og så til referatet

Til stede fra gadeudvalget: Bryan Nicholls (49), Mikala Satiya Rørbech (35), Flemming von Holck (32), Lars Holm Hansen (17), Jesper Linell (25).

Afbud: Christian Dippmann (41), Signe Maria Christensen (5), Malene Holst (38).

Cassandra Schur Riis (51) deltog i mødet.

Mødested: hos Bryan.
Referent: Jesper

Dagsordenen fik tilføjet punktet Konstituering, og Jesper blev referent.

Konstituering
Det var første gadeudvalgsmøde efter gademødet, så iflg. vedtægterne skulle vi jo konstituere os. Og således blev det: Kasserer: Flemming. Gadens repræsentant i husejerforeningens bestyrelse: Bryan. Formand: deles mellem Bryan og Jesper frem til næste gademøde, men ikke nødvendigvis derefter. Man bør derfor gerne tænke i fremtidig-gadeformand-baner!

Cassandra Schur Riis (51) udtrykte stor interesse i at bidrage til gadens ve og vel. Hun blev derfor med akklamation indmeldt i gadeudvalget. Velkommen!

Revisor blev valgt på gademødet: Ulla Christensen (24)

Siden sidst
Evaluering af gadefesten. Gadefest 2025 var en stor succes med et sjovt tema. Stor tak til Mette (10) og Sophie (23) for at tage têten med at få det gode arrangement stablet på benene. Og så forlyder det endda at der rumsterer et temaforslag til næste års gadefest – som i øvrigt bliver lørdag den 29. august 2026.

Evaluering af gademødet: Mødet blev holdt om eftermiddagen på gadefestdagen. Der var mindst 40 deltagere, en rekord med længder til normale gademøder. Der var god stemning og livlig deltagelse. Kombinationen med gadefesten er bestemt værd at gentage.

Huse solgt og købt: Hans Hammers hus (7), er solgt til overtagelse 1. januar 2026, og Gedske og Ulriks (31) er tilsyneladende overtaget af de nye ejere. Hjerteligt velkommen!

Store fejedag var lidt af et flop på grund af udsat gadeudvalgsmøde, sygdom og dårlig annoncering. Det må vi gøre bedre næste gang.

Nyt fra husejerforeningen (HØF)
Det har været en stille tid i HØF. Men Skovgaardsgade har opfordret andre gader til at melde sig til et trafikudvalg som sammen med Lokaludvalget for Indre By skal søge at få indflydelse hos kommunen da ”vi i gaderne i stigende grad [er] presset af det øgede antal biler i København” herunder øget gennemkørsel i vores snævre gader. Mikala meldte sig til at deltage i udvalget.

Bryan har præsenteret vores opdaterede vedtægter i HØF, og HØF har besluttet at alle de øvrige gader skal revidere deres vedtægter og bringe dem i overensstemmelse med HØFs vedtægter.

Idéer og konkrete initiativer
Fodboldmål: Der er blevet spurgt: Bliver der overhovedet brugt? Og kan de udskiftes med nogen der larmer mindre når de flyttes? Ja, de bruges flere gange om ugen, og nej, vi udskifter dem ikke. Alternativer er mindre solide.

Sandkassen: Er der børneforældre der ønsker den bevaret? Ja, der er der. Den bevares og får nyt sand snarest. Det tager Flemming sig af. Opfordring: luk lågerne efter leg eller når du går forbi og der ikke er børn i sandkassen. Ellers er der kattelort.

Rotation af legehus og sandkasse: Tages op hvis der protesteres over den nuværende placering.

Cykelparkering og henstående cykler: Gadeudvalget har ikke myndighed til at lave regler for cykelparkering. Vi kan kun opfordre til at vi alle – cyklister, bilister, skraldebøtteejere …  – tar hensyn til hinanden og ikke blokerer indgange og fortove. Vi i gadeudvalget kan ikke se at der er et stort problem med ’henstående cykler’, altså cykler som ikke bruges. Kommunen har for nylig markeret og derefter fjernet nogle stykker fra cykelstativerne, og hvis man mener at der i længere tid henstår cykler ubenyttet, kan man indberette dem – såvel som Lime, Bolt og hvad de mange lejecykler nu hedder – på kommunens app Giv et praj, så sker der faktisk noget.

Maling af ostebane på midterstykket: Det tar Anna og Berian (14) sig af. Tak!

Bogskab: Også det gør Anna og Berian. Budget på kr. 1500,- Tak igen :-). Gadeudvalget lægger vægt på at der bliver plads til opslag fra gadeudvalget.

Beskæring af gadetræerne: Bryan beskærer i søenden, Thorbjørn (23), Flemming og Jesper beskærer på midterstykket og vurderer samtidig om udskiftning trænger sig på.

Plantekasser: Bryan kontakter Jens Juels Gade som har mere solide, pænere og lettere flytbare kasser end vores og hører om pris og leverandør med henblik på begyndende udskiftning af vores. Bryan og Jesper blev bemyndiget til at skride til indkøb hvis det ser fornuftigt ud. [Efterfølgende: efter besøg på Kvindesmedjen på Christianias er to plantekasser bestilt].

Gademøbler: Skal nok udskiftes på sigt, konkrete forslag modtages gerne.

Lystænding: Lørdag den 29. november kl. 16 (!). Jesper laver glögg, Mikala og Lars laver æbleskiver. Alle i gaden kommer 🙂

Beredskabsplaner
Som det fremgik af indkaldelsen til dette møde, opfordrer ”Styrelsen for Samfundssikkerhed … lokale fællesskaber, rækkehuse oma. til at udarbejde lokale beredskabsplaner. Hvem kan bedst gøre hvad i akutte nødsituationer, hvordan hjælpe de svage osv. i tilfælde af oversvømmelser, strømafbrydelser, manglende vandforsyning mm, hvortil kunne lægges droneangreb og sikkerhedsbrud. Se www.samsik.dk og kig efter “Ny vejledning hjælper lokalsamfund til at lave et beredskab”.
Så det diskuterede vi grundigt, og vi er enige om at vi gerne vil arbejde med det. Bryan laver igangsætteroplæg til næste møde. Mødet vil som andre gadeudvalgsmøder være åbent, og alle opfordres til at deltage i diskussionen på mødet eller løbende, til at melde sig til at deltage i et eventuelt udvalg, og til at melde ind med materiel eller evner de kan bidrage med til et sådant beredskab.

Kommende datoer
Lystænding lørdag den 29. november kl. 16.
Gadeudvalgsmøde onsdag den 7. januar kl. 19:30 hos Jesper.
Gadefest 2026 lørdag den 29. august

Eventuelt
Ikke rigtig noget.

Ref. Jesper

Kommentarer er lukket