Til stede fra gadeudvalget: Bryan Nicholls (49), Mikala Satiya Rørbech (35), Lars Holm Hansen (17), Jesper Linell (25), Cassandra Schur Riis (41), Signe Maria Christensen (5)
Ikke til stede: Christian Dippmann (41), Malene Holst (38), Flemming von Holck (32)
Ulla Christensen (24) og Marianne Luke (33) deltog i mødet.
Mødested: hos Jesper.
Referent: Jesper
3. Siden sidst
Plantekasser. De to fine plantekasser fra Kvindesmedjen på Christiania er ankommet og venter bare på tøvejr for at blive fyldt og taget i brug.
Gadelukning. Midlertidig lukning af gaden mod Farimagsgade rykker nærmere. Abildgaardsgade blev lukket forleden, og vores gade forventes lukket omkring 1. februar og en rum tid fremover. Der bliver inddraget et par parkeringspladser og genbrugscontainerne bliver flyttet til Søgade-enden for at skabe vendeplads. Det er selvfølgelig vigtigt at vi respekterer vendepladsen og ikke liiiiige blokerer med parkering eller andet. Der bliver øget trængsel i gaden i denne periode, og gadeudvalget opfordrer til stor hensynsfuldhed med parkering. Og så benytter vi lige lejligheden til generelt at opfordre til at holde gaden og ikke mindst fortovene ryddelige: klip hække tilbage til skel, lad ikke skraldespande stå på fortovet og så videre.
Beskæring af gadetræer. Skulle have været gjort, men det kommer! Thorbjørn (23) og Jesper finder en dag til det.
Sandkassen er tømt og venter bare på nyt sand.
Lystændingsfesten den 29. november samlede 30-40 af os til en hyggelig stund i mørket med glögg og æbleskiver, ligesom decembers halve snes dejlige lågeåbninger var velbesøgte. Tak til Rikke (13) for igen at sætte denne gode tradition i værk.
4. Nyt fra HØF
Byggerod. I Eckersbergsgade har et kommende omfattende byggeri på gågaden vakt debat. Ejerne har ansøgt kommunen om tilladelse til at blokere ud til vandrenden under byggeriet. Det har nogle beboere i gaden protesteret imod, og kommunen har så repliceret at HØF evt. kan indskrive retningslinjer for den slags i vedtægterne, og så kan kommunen medtage HØFs retningslinjer i sin overvejelse om dispensation/tilladelse til blokering.
HØF har derfor bedt gadeudvalgene om at diskutere problematikken. Det har vi så gjort, og vi har set på den konkrete sag hvor eksplicit det fremgår at man søger om lov til at disponere over området fra skel til vandrenden. Ja, det går ud over gågaden i en lang periode, men vi kan ikke se at det forhindrer leg, boldspil og gadefest, og store ombygninger kan dårligt gennemføres uden at det fylder i landskabet. Men når det er sagt: der er entreprenører som arbejder her i kvarteret som er gode til ikke at fylde mere end højst nødvendigt og som løbende holder orden og rydder op og som har eventuelle affaldscontainere stående på Øster Søgade og ikke konstant inde i gaden; ingen nævnt, ingen glemt. Det kan HØF godt henvise til på relevante steder. Sagen vil blive drøftet på næste bestyrelsesmøde i HØF den 19. januar.
Farimagsgadefortove. Det viser sig at de renoverede fortove er konstrueret med fald ind mod husene til en lille vandrende langs facaderne. Det er der både husejere og vejarbejder der synes er en ret tosset idé som uvægerlig vil føre til fugtproblemer i husene. Beboerne har klaget, og HØF har gjort indsigelse til kommunen som foreløbig har været afvisende. Også denne sag vil blive drøftet på næste HØF-bestyrelsesmøde.
5. Regnskab
Kasserer Flemming var ikke til stede, så den præcise kassebeholdning kender vi ikke, men vi ved at der stadig er godt med penge i kassen til fællesaktiviteter og gadeudgifter. [Efterfølgende: pr. 1. januar kr. 40.100 i kassen]. Revideret regnskab fra seneste gademøde forelægges på årets første gademøde. Ulla (24) er revisor.
6. Beredskabsplaner
Vi diskuterede Bryans oplæg om beredskabsplaner for gaden og var ganske enige om at gå videre med sagen, ligesom vi var enige om at en forudsætning for at lave en sådan plan er at der er omfattende opbakning til det og at flere engagerer sig i arbejdet. Det vil vi teste på et snarligt gademøde – nemlig onsdag den 4. februar kl. 17.00 – hvortil der snarest vil blive distribueret oplæg såvel på hjemmesiden som på papir. Bemærk at det er vigtigt med tilmelding så vi ved hvor mange der kommer!
7. Kommende datoer
Gademøde om beredskabsplaner onsdag den 4. februar kl. 17.00. Sted meddeles når vi nærmer os.
Gadeudvalgsmøde onsdag den 4. marts kl. 19:30 hos Bryan.
Lille fejedag søndag den 19. april kl. 11. Der vil blive mobiliseret bedre end sidst 🙂
Gadefest 2026 lørdag den 29. august
8. Eventuelt
Flere af vores småbørnsforældre er begyndt at gå hen til bedre legehuse i nabogaderne. Det kan vi jo ikke have siddende på os! Enten må vores legehus renoveres grundigt på lille fejedag, eller vi må anskaffe et nyt. Cassandra vil overveje sagen til næste gadeudvalgsmøde.
Derudover blot hyggelig snak om stort og småt.
Ref. Jesper