Referat fra generalforsamlingen i Husejerforeningen ved Øster Farimagsgade afholdt i Esajaskirkens krypt, Malmøgade 14, mandag den 20. marts 2023, kl. 19.00 – 21.00.
Ved mødet var der 55 stemmeberettigede medlemmer til stede enten personligt eller ved fuldmagt.
1. Velkomst
Husejerforeningens formand, Jens Haldager bød velkommen og …
2. Valg af dirigent
… foreslog Søren Plomgaard, Abildgaardsgade 17 som dirigent, hvilket forsamlingen vedtog med akklamation.
3. Godkendelse af generalforsamlingens lovlighed og af dagsordenen samt valg af stemmetællere
Dirigenten konstaterede, at generalforsamling var lovligt indkaldt og beslutningsdygtig. Bestyrelsens forslag til dagsorden blev godkendt. Jesper Linell blev valgt som referent. To deltagere blev valgt til stemmetællere.
Dirigenten redegjorde for generalforsamlingens spilleregler, herunder for hvordan han påtænkte at gennemføre eventuelle afstemninger. Som udgangspunkt ville der være håndsoprækning, som i første omgang ville blive afgjort ud fra, om der var overvældende tilslutning eller mangel på samme, medmindre andet blev ønsket fra salen. Dirigenten orienterede om, at referatet pga. persondataforordningen i videst muligt omfang ville være anonymiseret, men at talere, der måtte ønske ikke at kunne identificeres i referatet, skulle meddele dette til referenten ved mødets afslutning.
4. Formandens beretning
Formand Jens Haldager og næstformand Rasmus Fehrmann gennemgik detaljeret den udsendte formandsberetning og knyttede uddybende kommentarer til nogle af punkterne, uden at det ændrede indholdsmæssigt ved den udsendte beretning, som gengives her:
Bestyrelsen har i 2022 taget flere tiltag, for at gøre foreningen mere robust. Det gælder især oprettelsen af en fælles elektronisk platform og et sekretariat. Der er sket få ændringer i bestyrelsen, men Rasmus Pedersen er tiltrådt som repræsentant for Eckersbergsgade og Kim Kirkegaard for Webersgade.
I det forgange år fejrede vi for første gang Kartoffelrækkernes fødselsdag (nr. 149) på Sankthansaften med meget stort fremmøde, nok et par tusinde deltog. Kvarteret havde besøg af Tour de France, hvor der var mange tilskuere i Øster Søgade. Gadeforeningerne trives og drives flot.
I nærområdet kan Naturhistorisk Museum forventes færdigbygget i september 2023 og indviet i foråret 2025. Byggeriet kan følges på hhtp/nyt.snm.ku.dk
Foreningens drift
HØF har i efteråret 2022 etableret en aflastning af bestyrelsen i form af sekretariatsbistand. Det er i dag Charlotte Mathiassen fra Jens Juels gade, som er tilknyttet som honoraraflønnet sekretær. Bestyrelsen vil ikke foreslå en egentlig ansættelse i forbindelse med sekretariatsfunktionen, da det indebærer en masse bureaukrati, hvis HØF skal være arbejdsgiver. Sekretærfunktionen skal fornys af bestyrelsen efter hver generalforsamling. Det er således den til enhver tid siddende bestyrelse, der aftaler omfanget af bistand fra et sekretariat. Udarbejdelse af og udsendelse af referater og indkaldelse til møder i forretningsudvalget og bestyrelse kommer fremover til at foregå via sekretariatet.
Som en fælles elektronisk platform (en slags intranet) er der oprettet en Microsoft platform i HØF-regi. Den gør det muligt at arkivere og hente dokumenter for alle i bestyrelsen såvel som andre personer, der tildeles adgang. Vi vil fortsat anvende hjemmesiden kartoffelraekkerne.dk som platform for kommunikation af referater og andre nyttige dokumenter, som alle medlemmer skal kunne tilgå.
Hjemmesiden administreres af webredaktør Randi Rix på vegne af alle fire husejerforeninger i Kartoffelrækkerne. Det fungerer upåklageligt. Vi lægger vægt på, at denne hjemmeside anvendes til information fra foreningerne og ikke som debatforum.
Bestyrelsen har afsluttet sorteringen af tidligere kasserer og forretningsfører Peter Andersons arkiv. Alt er nu sorteret og den del, der ikke er kasseret, er blevet arkiveret før generalforsamlingen. Det betyder, at vi får et intakt og samlet arkiv på den elektroniske platform.
Bestyrelsen har hermed opnået en arbejdsmæssig lettelse af opgaverne for de på generalforsamlingen valgte tillidspersoner. Vi håber, at vi dermed har lettet rekrutteringen til bestyrelsen fremover.
Vandrør til Webersgade
I denne bestyrelsesperiode har vi lavet aftale med HOFOR om at tilslutte de enkelte huse i Webersgade med eget vandstik. På møder med husejerne i Webersgade har der været fuld opbakning til at gennemføre denne tilslutning så hurtigt som muligt. Ved møder med HOFOR blev det aftalt, at opgaven lægges ind i HOFORs planlægning for foråret 2024, men med den mulighed, at har de tid før det tidspunkt, er vi klar til at gå i gang med ret kort varsel. Der betales en tilslutningsafgift på ca. 16.500 kr. pr. hus. Den udgift kan stort set dækkes af den eksisterende opsparing. Se under regnskab, hvor dette fremgår under positionen Webersgade vandrør.
Det er glædeligt, at tilslutningen af vand i Webersgade kan gennemføres, og der derved kan undgås gener og omkostninger ved brud på de gamle ledninger. Husene i Webersgade skal med en tilslutning fra egen gadeside have lavet individuelle tilslutninger. Stik fra gaden til egen husinstallation skal føres gennem kælder til placering i nuværende måler. HØF søger at lave dette som én samlet entreprise, men mod betaling fra hvert enkelt hus. Med en HOFOR-tilslutning vil HOFOR stå for al vedligehold i gaden. Inde i husene er det den enkelte ejers egen installation. HØF har derfor ikke efter tilslutning til offentligt net nogen forpligtelse i forbindelse med vedligehold af vandrør i Webersgade. Foreningen har så kun ansvar for vedligehold af vandforsyningen i de øvrige gader.
Vi har ikke som i 2021 haft brud på vandledningen, og derfor er opsparingen til vandrør intakt. Se regnskab for 2022.
Den fælles el-installation under spærene
Bestyrelsen har på to møder drøftet, om vi skal opgradere den fælles elforsyning til husene. Vi har set, at installationen ikke overbelastes, og vil derfor ikke tage initiativ til at igangsætte en opgradering.
Vores fælles installation har en kapacitet, der er mindre en det halve af, hvad man i dag installerer i et parcelhus. Når det kan lade sig gøre, skyldes det formentlig, at den såkaldte samtidighedseffekt af de mellem 10 og 14 huse, der er tilsluttet samme tavle i gaderne gør, at vi kan klare os med den beskedne og gamle installation. Der har ikke være reparationer i hverken 2021 eller 2022. Men det forudsætter, at det fælles net ikke anvendes til ladning af elbiler, for det kan installationen ikke klare. En opgradering af vores fælles elforsyning vil give en særdeles betydelig udgift for hvert enkelt hus.
Fællesudvalget
Fællesudvalget er det forum, Teknik- og Miljøforvaltningen skal høre i lokalplansager, hvor der søges om såkaldt ‘planmæssig tilladelse’. Det består af alle 4 gadeforeninger i Kartoffelrækkerne. Udvalget har tidligere fået tilsendt mellem 5 og 6 sager om året, og det har ikke været en stor belastning, men i 2022 fik det tilsendt 27 sager i høring.
Forsikringer i HØF-regi
Vi er som forening forsikret med to forsikringer – en lovpligtig grundejerforsikring, fordi foreningen ejer samtlige forhaver og legegaderne på midten af alle gaderne og en foreningsforsikring, som afdækker ansvaret for nuværende og tidligere bestyrelsesmedlemmer, hvis disse skulle pådrage sig et ansvar under udøvelsen af arbejdet i foreningen. Den sidste forsikring har en ansvarssum på 2 mio. I denne sammenhæng fortolker vi, at pligten til at rydde is og sne på midterstykkerne påhviler husejerne ud for disse.
Den nærmeste fremtid
Det er tydeligt, at vores kvarter trives, og beliggenheden betyder, at der er rift om husene. Usikkerhed om økonomien, stigende renter og inflation har dog gjort det lidt sværere at sælge, så der ved udgangen af 2022 var ca. 13 huse til salg.
Parkeringsforholdene er som alle andre steder i København besværlige, men man kan komme af med bilen i området. Kommunen har fremlagt forslag til nedlæggelse af ca. 600 parkeringspladser i Københavns middelalderby. Forslaget forventes vedtaget i 2023, og det vil uundgåeligt medføre en fortrængning af en del af denne parkering til Vesterbro, Nørrebro og Østerbro. Vores kvarter tilhører administrativt Indre By i den kommunale opdeling af byen, men tilhører Østerbro som postdistrikt. Vi vil bl.a. gennem vores repræsentation i Indre Bys Lokaludvalg følge og kommentere situationen løbende.
Foreningen vil i 2023 ligeledes drøfte lokalplanen med kommunen. Vi har gennem nogle år oplevet, at kommunen administrerer den lokalplan, som vi som særligt bevaringsværdige huse er underlagt, mere restriktivt og detaljeret end teksten i lokalplanen tilsiger. Vi mener, at kommunen i sin sagsbehandling overstiger den hjemmel, den har i lokalplanen. Bestyrelsen har derfor taget initiativ til at anmode kommunen om at indkalde de fire foreninger (Fællesudvalget) til et samlet møde, hvor vi vil argumentere for en mere vidtfavnende administration i overensstemmelse med de eksisterende brede formuleringer i lokalplanen og en administration, som kommunen har gjort det fra 1988 til ind i 10’erne.
Affald
Vi har alle for nylig modtaget en informationsfolder Affald København Villa, hvor det fremgår, at indførelsen af “ens affaldssortering i hele landet betyder, at rækkehuse og villaer får nye beholdere, men ikke nødvendigvis flere”. Fra husejerforeningernes side vil vi gerne bidrage til at sikre beboernes opbakning til kildesortering og genbrug. Derfor har vi spurgt kommunens Affald&Genbrug om, hvordan man konkret forestiller sig den ens affaldssortering implementeret i vores kvarter. Svaret er, at folderen er en helt generel information til alle villaer, mens kartoffelrækkerne er på A&Gs liste over ”særlige” villaområder på grund af de smalle veje, hvor kun ”små” skraldebiler kan komme ned ad gaderne – og det er store skraldebilder, der henter f.eks. pap og plast. Projektarbejdet på dette område går angiveligt i gang i løbet af februar. Vi bliver altså ikke klogere på kommunens planer på dette område før tidligst hen på foråret. Ifølge Teknik – og Miljøforvaltningen i Københavns kommune etableres i 2023 en række såkaldte sorteringspunkter i Indre By. Nær Lundsgade 11 nedgraves således fire containere til indsamling af affaldstyperne tekstil, glas, elektronik og plast. Disse containere vil supplere dem, der allerede er opstillet i nærmiljøet, herunder i Kartoffelrækkerne.
Udvalget vedrørende fælles arrangementer
De første huse i Kartoffelrækkerne blev begyndt opført i 1873. Bestyrelsen vil i 2023 fejre HØFs 150-års jubilæum som bebyggelse med nogle arrangementer som beskrevet nedenfor. Den 26. april kl. 17 indbydes husejerne i Kartoffelrækkerne til et foredrag ved museumsinspektør Peter Nørgaard Larsen i det nye auditorium i Statens Museum for Kunst (SMK) om guldaldermalerne bag mange af vores gadenavne. Efter foredraget er der mulighed for gratis at besøge samlingen og se malerierne af guldaldermalerne. Som optakt til begivenheden har HØFs bestyrelse planlagt at tilbyde et glas vin i Østre Anlæg nær SMK. Tilmelding til arrangementet bliver nødvendig, ligesom en mindre betaling opkræves til delvis dækning af udgifterne. Mere herom følger ved en indbydelse, der udsendes til husejerne i god tid.
Bogen ”Kartoffelrækkerne” af Olav Harsløf og Anne Røssell er blevet genoptrykt i 400 eksemplarer, således at gaderne også i fremtiden får mulighed for at give nye indflyttere et eksemplar som velkomst.
Sankthansaften, fredag den 23. juni, bliver 150-års fødselsdagen markeret med fælles picnic, bål på søen og taler. At dømme efter fremmødet sidste år, tegner alt til en festlig velbesøgt begivenhed, ikke blot for Kartoffelrækkernes beboere.
Vi planlægger desuden et fælles arrangement, der vil blive annonceret i efteråret med foredrag af særligt kyndige om Kartoffelrækkernes historie og arkitektur, sandsynligvis i kirkekrypten ved Esajaskirken eller på en nærliggende skole.
Naboforhold
Bestyrelsen modtager stadig byggesager, der giver anledning til problemer for naboer og andre berørte i gaderne eller ikke er i overensstemmelse med lovgivning og lokalplan. Under ’praktiske forhold’ på hjemmesiden blev der i 2021 tilføjet et afsnit om kælderudgravning. Grundtanken er, at beboerne, også i forbindelse med kælderudgravning, skal udvise godt naboskab. Kælderudgravning sker under fælles brandmur, og der skal udvises største hensyn og omhyggelighed i forhold til naboer og omboende. Hvis huset er et nabohus eller et flerfamiliehus skal der søges om byggetilladelse. Det er vigtigt at opretholde en god dialog med de berørte naboer i hele forløbet. De gældende miljøforskrifter fra Københavns kommune om støj, støv og arbejdstider skal selvfølgelig nøje overholdes.
Påbudssager
Vi har fortsat en del hegnssager, som rejses af kommunen. Reglerne er, at alle, der skal lave et nyt hegn mod gaden eller mod nabo på gadesiden skal ansøge kommunen om dispensation. Der ligger et brev fra kommunen på Kartoffelrækkernes hjemmeside, som beskriver, hvad man kan forvente at få godkendt mht. hegn.
Der bliver rejst en hel del sager, og nu især sager om gårdfacader, hvor kommunen laver påbud om lovliggørelse, når de ser eller bliver informeret om ikke godkendte døre og vinduer mod gårdsiden. Det er vigtigt, at ejerne sætter sig ind i lokalplanen, selv om den bestemt ikke er klar og ikke indsender billeder af andres hegn eller bygningsændringer til kommunen i forbindelse med en ansøgning. Kommunen er forpligtet til at betragte disse fotos som en anmeldelse, hvis forholdet ikke tidligere er blevet godkendt.
HØF har, som beskrevet ovenfor, taget initiativ til at lade kommunen indkalde Fællesudvalget for at drøfte både hegn og gårdfacader. Modtager man et pålæg om lovliggørelse, vil vi derfor anbefale dem, der pt har modtaget henvendelser fra kommunen, at de anmoder den om udskydelse af afgørelser efter lokalplanen, indtil der foreligger en aftale mellem kommunen og HØF om en forhåbentlig mildere tolkning af den og en mere afdæmpet sagsbehandling – en sagsbehandling, hvor man i højere grad udnytter kommunens adgang til dispensationer, og i øvrigt tolker lokalplanen mindre detaljereret, en detaljering, vi som nævnt ikke mener, der er hjemmel til.
Bestyrelsen har brugt en del tid og meget arbejde på at indkalde og forberede sig på et møde med kommunen. Herunder udsendelse af brev til husejere med forespørgsel om verserende sager hos husejerne for bl.a. at danne sig et overblik om deres omfang og art.
Gaderne
Gaderne trives. På bestyrelsesmøderne redegør gaderepræsentanterne for det, der foregår i den enkelte gade som inspiration gaderne imellem. Gaderne har nu alle etableret konti i banken, og har formaliseret gadernes vedtægter, så bankerne kan godkende konti og se, at vedtægter og generalforsamlingsreferater passer sammen. Det formelle system virker, men også det uformelle og vigtige gadeliv florerer i bedste velgående.
Fastelavnsfester, halloween, sommerfester og loppemarkeder viser tydeligt, at beboerne er glade for at bo her. Området er som skabt for alle aldre, hvor især børnene har gode muligheder for at færdes sikkert. Bumpene i gaderne virker dæmpende på bilernes fart, og bestyrelsen har i flere år ikke haft kendskab til uheld eller ulykker. Der køres dog alligevel ofte for hurtigt – og ikke kun af udefrakommende.
Konklusion
Bestyrelsen konkluderer, at 2022 blev et år med væsentlige tiltag, der vil lette arbejdet i HØFs bestyrelse fremover og frigøre kræfter til mere udadvendte aktiviteter, der kan samle beboerne. Vi ser i den forbindelse frem til et særligt festligt jubilæumsår 2023 for Kartoffelrækkernes beboere.
Visse mundtlige tilføjelser til den udsendte beretning og spørgsmål fra salen
Påbudssager. Formand Haldager uddybede: Trods rykkere har Teknik- og Miljøforvaltningen ikke reageret på vores anmodning om et møde mellem forvaltningen og Fællesudvalget for Kartoffelrækkerne om forvaltningens detaljeringsgrad (hjemmel) i fortolkningen af lokalplanen. Det er forvaltningsmæssigt helt uacceptabelt. Bestyrelsen overvejer, hvad vi skal stille op, hvis forvaltningen ikke reagerer på endnu en rykker: Planklagenævnet? Søgsmål? Formanden opfordrede igen indtrængende til, at man ikke ved ansøgninger om dispensation fra lokalplanen henviser til, hvad andre har gjort. Er der ikke givet tilladelse til det, man henviser til, skal forvaltningen behandle det som en anmeldelse, og så ruller lavinen.
En beboer i Høyensgade havde søgt om planmæssig tilladelse til etablering af en altan og efter mange måneder fået det overraskende svar, at det ikke var nødvendigt. Formand Haldager bad om at få ansøgning og forvaltningens svar til samlingen af dokumentation for forvaltningens svingende praksis.
Fælles el-forsyning. Både formand og næstformand uddybede detaljeret omstændighederne omkring vores fælles el-forsyning under spærene. På trods af den glædelige teknologiske udvikling mod langt mindre energiforbrugende lyskilder og apparater, kan el-forbruget stige, fordi vi får flere og flere enheder, der forbruger strøm. Det går foreløbig forbløffende godt trods vores utidssvarende el-installation – som nævnt under halvdelen af kapaciteten i moderne byggeri. Men installationen kan ikke bære opladning af el-biler, som vil belaste systemet helt anderledes end vores øvrige forbrugskilder. Så ikke alene vil det ikke være tilladt at lade el-biler i rækkerne, hvis man trækker kabel over fortovet til bilen (!), systemet vil heller ikke kunne bære det, og en opgradering af en ’sammenbrudt’ streng vil være uhyre bekostelig for den kvarte gadeside, der berøres i det pågældende tilfælde.
Parkering. Næstformanden nævnte, at man med beboerlicens til kvarteret kan parkere gratis i parkeringskælderen på Israels Plads. Det blev bekræftet fra salen: de to nederste dæk er til rådighed for os med beboerlicens. Adgang får man med nummerpladeaflæsning, men det er vigtigt, at man først får en parkeringsbrik fra kommunen, da man ellers ikke kan komme ind og hente sin bil igen. Man ansøger om parkeringsbrik her: https://www.kk.dk/borger/parkering-trafik-og-veje/parkering/kommunale-parkeringsanlaeg
Affaldscontainerne i gadeenderne. Fra salen blev der ytret ønske om afskærmning af containerne. Alle er enige om, at de er grimme, også bestyrelsen. Det har været undersøgt, om vi kunne få dem indhegnet, men det er faldet på tekniske spørgsmål om tilgængelighed, gadebredder og aftaler med aktørerne. Bestyrelsen overvejer at udarbejde et forslag til et prototypehegn, sætte det op og se, hvad der sker.
Snerydning. En beboer glædede sig over, at kommunen havde fejet sne på midterstykket i Wiedeweltsgade og spurgte, om det er en nyordning. Det er det desværre ikke, og der er ikke udsigt til, at vi vil kunne forhandle en ordning på plads med kommunen. En privat snerydningsordning i foreningsregi har været undersøgt. Den er rasende dyr i forhold til hvor ofte vi forventer sne i disse tider. Næstformand Fehrmann uddybede om (sne)rydning: det er den enkelte husejer på solsiden/lige side, der har rydningspligt på fortovet, og det er den enkelte husejer på midterstykket, der har rydningspligt ud til midten af gaden. Der skal være ryddet kl. 7 på hverdage og kl. 8 i weekenden (kommunens regler). Det er kommunen, der har rydningspligt på gadearealet i gadeenderne.
Herefter blev formandsberetningen vedtaget med akklamation.
5. Kassereren forelægger regnskabet for 2022
Kasserer Henrik Amfelt gennemgik nøje regnskabet for 2022 (vedhæftet dette referat), og det blev vedtaget uden spørgsmål og med akklamation.
Efterfølgende redegjorde han for bestyrelsens overvejelser om varierende gadebidrag i forhold til gadelængde/antal huse. Bestyrelsen blev på generalforsamlingen i 2022 pålagt at kigge på dette, kort fortalt fordi fx et gadetræ eller et legehus koster det samme uanset hvor mange huse, der er i gaden. De forskellige modeller for varieret gadebidrag viste imidlertid temmelig ubetydelig forskel i gadebidragenes størrelse, men til gengæld betydeligt bureaukratisk bøvl. Bestyrelsen har derfor besluttet at køre videre med den hidtidige model for gadebidrag baseret på antal huse i gaden.
6. Vandrørsprojektet i Webersgade
Formand Haldager tilføjede til det allerede sagte i formandsberetningen, at HOFOR-løsningen nu er på plads, med fuld opbakning fra Webersgades beboere. Vores del af udgifterne forventes lige netop at kunne finansieres med de opsparede midler, men for en sikkerheds skyld fortsættes vandrørsopsparingen endnu et år i Webersgade. Arbejdet forventes udført i foråret 2024 – eller tidligere hvis HOFOR pludselig har ledig kapacitet.
7. Rapport fra aktivitetsudvalget
Næstformanden gentog, hvad der fremgår af formandsberetning om fællesaktiviteter; guldalderarrangement på SMK, genoptryk af Bogen om Kartoffelrækkerne, sankthansaften-og-150-års-fødselsdag, og efterårsarrangement om rækkernes arkitektur og historie. Han beklagede, at det ikke var lykkedes at mobilisere til en fodboldturnering mellem gaderne og opfordrede til at frivillige meldte sig til at gøre noget ved det; foreningen vil naturligvis støtte et sådant arrangement. Også andre idéer til fællesaktiviteter er meget velkomne! Henvendelse til aktivitetsudvalget på rf@kemi.dtu.dk.
8. Indkomne forslag fra medlemmerne
Der var ikke indkommet forslag fra medlemmerne. Imidlertid florerer der en ’død’ emailadresse til foreningens formand. Hvis nogen mod forventning har sendt forslag til denne adresse, er det ikke blevet opdaget. I givet fald må forslagsstiller henvende sig til formand Haldager – haldagerjens@gmail.com – og bestyrelsen vil så tage stilling til, hvordan sagen skal behandles.
9. Budget og kontingent
Kasserer Amfelt foreslog kontingentet uændret i 2023, det vil sige kr. 1000,- for de fleste og reduceret for Webersgade og mellemhuse til Farimags- og Søgade, som jo ikke har haver eller gadevedligeholdelse. Det blev der klappet meget ad.
Derefter redegjorde han detaljeret for budgettet, som også blev klappet igennem efter et enkelt spørgsmål fra salen: Forbruget på sekretariat var kr. 3.000,- i 2022, men budgetteres nu til kr. 90.000,-??. Det skyldes ganske enkelt, at sekretæren først begyndte sit arbejde i 2023.
10. Diverse valg
Formand Jens Haldager genopstillede og blev genvalgt med akklamation. Han understregede, at det ville blive hans sidste valgperiode.
Kim Kirkegaard, Webersgades repræsentant i bestyrelsen, stillede op som suppleant efter Helle Brøns, som ikke ønskede genvalg. Han blev valgt md akklamation for 2023 og 2024.
Svend Larsen fra Wiedeweltsgade genopstillede som voldgiftsmand og blev genvalgt.
Jens Lind fra Jens Juels Gade genopstillede som revisor og blev genvalgt.
Og Peter Anderson fra Skovgaardsgade genopstillede som revisorsuppleant og blev genvalgt.
Disse poster var ikke på valg i år:
Næstformand Rasmus Fehrmann
Kasserer Henrik Amfelt
Revisor Ole Gade Lorentzen, Skovgaardsgade
Voldgiftsmand Sigmund Lubanski, Jens Juels Gade.
11. Eventuelt
Et spøgefuldt forslag om at lave sankthansbålet på Fugleøen, ellers intet.
12. Formanden afslutter generalforsamlingen
Formand Jens Haldager takkede suppleant Helle Brøns for hendes gode arbejde i bestyrelsen i de forgangne to år, dirigent Søren Plomgaard for hans forbilledlige styring af generalforsamlingen og de fremmødte for deres interesse og for god ro og orden.
Og således sluttede generalforsamling 2023.
København den 21. april 2023