Bestyrelsesmøde: Mandag den 19. august 2024

I mødet deltog: Per Laureng, formand og gaderepræsentant i Jens Juels gade; Kim Kierkegaard, næstformand; Henrik Amfelt, kasserer; Rasmus Fehrmann, suppleant; Philip Schur Rørvig, Abildgaardsgade; Ole Gade (istedet for Gitte Cassias), Skovgaardsgade; Bryan Nicholls, Wiedeweltsgade; Rene Fagerlund, Høyensgade; Moritz Schramm, Webersgade

Ikke tilstede: Rasmus Pedersen, Eckersbergsgade; Morten Stæhr Johansen, Wilhelm Marstrandsgade

Mødet blev afholdt hos: Kim Kierkegaard, Webersgade 42

Valg af ordstyrer: Kim Kierkegaard

Godkendelse af dagsorden: Dagsorden blev godkendt

Orientering ved formanden

Formanden bød velkommen til nye bestyrelsesmedlemmer, der ikke kunne deltage i tidligere bestyrelsesmøder. Der var en kort præsentationsrunde.

Der er ikke sket det store over sommeren. Kommunen har vist stigende interessere for hegn og låger i rækkerne, der ikke alle er passende for kvarteret i henhold til lokalplanen. Der er blevet sendt henstillinger til nogle ejere om ændring af hegn, i visse tilfælde hegn, der blev etableret før 1987. Der har været et par høringssager, som fællesudvalget kommunikerer om. Det drøfter bl.a. dispensationsansøgninger.

Der er stadig mange håndværkerbiler i gaderne, der ikke altid parkeres korrekt. Gadeformændene skal henstille til bygherrer om, at der skal tage hensyn til andre beboere og varsles om forestående projekter. Kommunen giver tilladelse til at bruge meget plads i forbindelse med byggerier trods gener for andre beboere. I et tilfælde har der været opstillet en mandskabsvogn, der forhindrer trafikken i at køre igennem den pågældende gade, hvorfor en parkeringsplads på den anden side af gaden også er gået tabt. Der har været henvendelse fra kommunen til 12 ejere om ulovlige glasdøre mod bagsiden. Det ønskede møde med kommunen, der bl.a. skal handle om håndhævelse af regler, har stadig ikke fundet sted, og HØF har ikke modtaget svar trods adskillige henvendelser.

Den planlagte måling af elforbrug er opgivet, fordi den var for dyr og kompliceret for det firma, der havde påtaget sig opgaven. Der har været et enkelt elnedbrud i en af gaderne, men det er sjældent, at det sker. HØF ved ikke, om nedbruddet skyldes overbelastning. Bestyrelsen kan diskutere, om HØF skal genoptage ideen om elmåling med et andet firma, hvis der igen er nedbrud. Spørgsmålet om elbiler er stadig uafklaret, og ligeledes er det usikkert, hvor meget den enkelte beboer kan trække. Et af de store problemer er, at der er forskellige forhold for de forskellige beboere. Beboerne i midterstykkerne og i Webersgade har ikke adgang til at oplade elbiler fra egne stik.

Økonomi

Kassereren orienterede om, at efter mere end tre måneder og tre henvendelser har 12 husstande endnu ikke betalt kontingent. Det er flere end tidligere år, og der er flere gengangere. Et bestyrelsesmedlem spurgte, om inddrivelse af gælden skal overlades til gaderepræsentanterne, der jo kender beboerne. Kassereren henvender sig til dem, før sagerne evt. sendes til advokat.

Mht. budgettet har der været lidt færre indtægter end forventet pga. manglende indbetalinger. Trods betaling af bl.a. brøndrensning og lidt forhøjede udgifter til administration, er der pt. et solidt overskud på 82.000. Kassereren regner med et mindre overskud ved udgangen af budgetperioden. Der har været betydeligt færre udgifter til arrangementer ift. sidste bestyrelsesperiode, der omfattede jubilæumsåret. Udgifterne til Sct. Hans var meget lavere end i de forløbne år.

Brøndrensning har tilsyneladende fundet sted i alle gader undtagen Wiedeweltsgade. Formanden kontakter firmaet for, at det skal afslutte arbejdet.

Vandrørsprojekt status

Kim Kirkegaard holdt møde med HOFOR i maj. Ideen om at bruge gasledninger til at føre vand ind i husene kan ikke bruges til alle huse, da ni huse stadig har gas. KK rykker HOFOR for tidsestimat, pris og udestående regning.

Nyt fra gaderne

Webersgade – KK har klaget til Miljø og Teknik forvaltningen over service mht. afhentning af affald, fordi beboerne i Webersgade har længere at gå til affaldscontainere end beboerne i andre gader. KK foreslår installation for enden af gaden, dvs. samme service som andre gader. Webersgade har i længere tid forsøgt at gøre noget ved den voldsomme trafik i gaden ved at lave indsigelser mod støj, der ligger langt over det tilladte. Der var enighed i bestyrelsen om, at foreningen burde bruge kræfter på at støtte forbedring af forholdene i Webersgade, da det sandsynligvis har større vægt overfor de ansvarlige, hvis foreningen går ind i sagen. Der blev ikke taget konkrete beslutninger mht. fremgangsmåde.

Wiedeweltsgade – Gaderepræsentanten Bryan Nicholls undrer sig over, at et hus har været til salg i et år. Der er pt. 11 huse til salg i rækkerne, alle til en pris over 11 millioner. Det virker som om det er lidt svært at sælge huse pt.

Jens Juels Gade – Gaden døjer stadig med håndværkerbiler og renoveringer. Der afholdes gademøde 31.8

Abildgaardsgade – der er stor udskiftning af ejere og mange håndværkere.

Høyensgade – 2-3 huse er pt. til salg. Gadeformanden har svært ved at finde frivillige til gadearbejde. Nogle beboere prøver at lave noget mere socialt. Der er ønske om at oprette et bogskab.

Marstrandsgade – har udvidet sit bogskab. Ansøgning om penge til nye træer blev afslået.

Eckersberggade – der er mange håndværkere og nogle omfattende renoveringer. 4 huse har været sat til salg, der alle blev solgt til lidt billigere pris end den oprindelige. Der kan være tilfælde af spekulation, hvor huse ikke bliver beboet af ejeren men udlejes til folk, der muligvis ikke har folkeregisteradresse.

Skovgaardsgade – der er en sag om varmerør, hvor røret deles med nabohuset. De nye ejere ønsker ikke længere røret i deres ombyggede kælder, hvilket betyder, at nabohuset ikke har adgang til varme. Gaderepræsentanten Gitte Cassias undersøger, om den tidligere installation er tinglyst. HØF savner indsigt i regelsæt mht. tinglysning. Det er også et spørgsmål, om andre huse har delte installationer.

Gadefester – der afholdes gadefester i alle gaderne, de fleste i august. Webersgades beboere er normalt indbudt til Wiedeweltsgades gadefest den 31. august, da de selv ikke har mulighed for at holde gadefest. Bryan Nicholls sørger for, at de modtager indbydelse til festen.

Mht. salg af huse modtager kassereren henvendelser fra ejendomsmæglere om oplysninger om huse, det er sat til salg. Det er ikke altid, at mæglerne også informerer om konkrete salg af huse og pris for husene. Kan Henrik Amfelt henvende sig til mæglerne om i fremtiden at modtage disse oplysninger, som er relevante for gadeformændene, der kan byde velkommen til nye beboere, omdele bogen om Kartoffelrækkerne og oplyse om f.eks. hjemmeside, regler ved ombygninger osv.?

Beslutning om bestyrelsesmedlemmers brug af platform

Bestyrelsen besluttede, at kun forretningsudvalget og sekretæren skal have afgang til den fælles platform, da de menige bestyrelsesmedlemmer ikke bruger den og i forvejen har adgang til de vigtigste dokumenter. Hvis de ønsker indsigt i historik el., kan de bede sekretæren om deling af de ønskede dokumenter. HØF sparer således 6-7000 kroner på udgifter til platformen.

Bekræftelse af mødedatoer inkl. julefrokost

Mødedatoer blev genbekræftet. Moritz Schramm kan ikke deltage i de fleste møder. Formanden har bestilt bord til julekomsammen tirsdag den 26. november kl. 20.45 på Höst. Der afholdes et kort bestyrelsesmøde før middagen.

Næste bestyrelsesmøde afholdes mandag den 28.10 kl. 19.30 hos Bryan Nicholls, Wiedeweltsgade 49.

Evt.

  • Gaderepræsentanterne skal sørge for, at bogen om Kartoffelrækkerne fordeles til nye beboere. Formanden har et større lager af bøger, hvis nogle gader mangler
  • Der har været problemer med vand i nogle kældre efter sidste voldsomme regnskyl.
  • Bestyrelsesmedlemmer bedes melde afbud til sekretæren, hvis de ikke kan deltage i et møde

CM/27.8.2024

Kommentarer er lukket