I år fylder Nina 92 år. Ejgil blev 95 og døde forrige år. De havde krondiamantbryllup (60 år) i 2013. Ejgil flyttede, da han var 25 år, med sin mor ind i nr. 8 i 1946. Nina en del år senere
Hvad er historien bag de(n) ældste beboer(e) i gaden?
Nina og Ejgil blev gift den 28.5.1953 i Ballerup kirke, samme kirke som de begge var blevet døbt i. Nina fortæller, at hun måtte sige til sin tante, at giftermålet skete ”på lovlig vis”, dvs. at hun ikke var gravid – endnu. Allerede i 1954 blev Marianne født og Per et par år senere.
Ejgil blev bortadopteret som spæd. Han har aldrig mødt sine biologiske forældre, men han har arvet dem mange år senere: et skuffemøbel og malerier, der står og hænger på 1. sal. Ejgils adoptivforældre Signe og Niels Hansen, der boede i Ledøje, er Ninas faster og onkel. Derfor har de ”altid” kendt hinanden. Nina fortæller at de kender hinanden lige fra tiden i gyngerne ude i haven i Ledøje.
Selv om Ninas far og mor flyttede fra Ledøje ind på hjørnet af Randersgade og Århusgade, så besøgte hun tit sin faster og onkel til fødselsdage og i ferierne, hvor de så legede sammen.
Ninas far var bankmand og moren var hjemmegående, selv om det burde hedde hjemmarbejdende.
Nina gik på Randersgade skole og i søndagsskole i Davidskirken. Ejgil gik i Ledøje skole.
Da Ejgils adoptivforældre blev skilt købte moderen købte huset i nr. 8 i 1946 og flyttede derind med Ejgil og de to andre børn, som de havde i pleje: Kirsten og Dan.
Da jeg var barn i gaden hed Ejgils mor fru Hansen, en venlig men bestemt dame.
Ejgil blev uddannet som maskinmester. Inden de blev gift sejlede han i to år mellem Nord- og Sydamerika i fast rutefart. Nina skrev mange breve – ”han var så dejlig”, fortalte hun og kunne helt tydeligt huske, at han i et af brevene skrev ”Du er den dejligste pige i verden”.
Så det var ingen overraskelse, at han gik i land, da de skulle giftes. Ejgil blev ansat på Vandværket i Rødovre, hvor de også boede, og senere ved vandværket på Borups alle. Nina arbejdede hjemme – der var jo to børn. Men de kom ikke til at bo i stuelejligheden i nr. 8. Nina ville ikke, hendes svigermor var ret så jaloux på hende – hun havde jo ”stjålet” hendes dreng. I stedet brugte de stuelejligheden som bytte og kom derved til at bo i Vognmandsmarken på Østerbro. Damen, der flyttede ind i nr. 8, boede der ikke så længe. Hun var utilfreds med at der kun var ét toilet i huset.
Fru Hansen døde i 1984. Ejgil arvede huset som adoptivsøn, så han og Nina kunne flytte ind i hele huset kort tid efter.
Da Ejgil blev pensioneret sørgede de begge for hver eneste dag at få gået en rigtig god tur alle mulige og umulige steder i København. Selv når Ejgil for få år siden måtte tage stokke i brug gik de, ja, selv med rollator, gik de hver dag. Da Ejgil kom hjem fra et længere hospitalsophold, kunne de ikke gå ture sammen mere. Nina prøvede en tid efter Ejgils død at gå ture alene. Nu kan hun kun gå ud i haven og hvile sig i havesofaen.
Det var altid så hyggeligt at møde dem i gaden og slå en sludder af.
Eigil og Nina i 2005 foran huset i nr. 8
I øvrigt havde fru Hansen telefonnummer ØBRO 3881 y – vi i nr. 22 havde 3881 x og to andre i gaden havde z og v dvs. at der var i alt 4 der delte en telefon (det var et billigere abonnement men smadder irriterende). Jeg kan som barn huske, at der nogle gange var andre, der talte i telefonen, når man løftede røret, så måtte man pænt vente med at ringe op til de havde lagt røret på.
Skovgaardsgade og omegns historie, februar 2017
Ole Gade Lorentzen, Skovgaardsgade 22