Glimt nr. 11B: Interview med Anne-Karin Høgenhaven i nr. 11

Du blev 90 år i forsommeren, men du blev jo født engang for længe siden. Hvor var det?
Jeg blev født i Oslo den 22. maj i 1927. Min søster Berit kom til verden 7 år senere. Vi voksede faktisk op som to enebørn. Men det er mærkeligt at tænke på, at vi senere i livet skulle komme til at bo i samme gade i København, hun i nr. 2 og jeg i nr. 11.

Da jeg var lille ønskede min far, der var uddannet i regnskab og salg at starte sin egen forretning, hvorfor vi flyttede til Asker, et trafikknudepunkt halvvejs sydpå mod Drammen. Han ville sælge alle slags maskiner til kontorer. Min mor var uddannet modist og havde en andel af en forretning i Oslo, som hun bevarede i mange år, til trods for at hun var hjemmegående i villaen i Asker. Hun fik stor interesse i blomster, så få år efter var haven en prydhave. Hun blev meget ked af det, da far insisterede på at det meste af haven under krigen måtte laves om til køkkenhave. Men hun måtte senere indrømme, at det var rigtigt nok, der var ikke mad nok, så det var nødvendigt at dyrke grønt også for at kunne bytte sig til andre ting. Vi var så taknemmelige for ”danskerpakkerne”, idet alle børn under 12 år kunne få en pakke to gange om ugen under hele krigen. Mor hentede trofast Berits ration, for jeg var over 12 og var for gammel til at få en pakke. Der var både med mad og tøj i den. Far og mor var meget påpasselige med at sende hilsener med tak til de navne, der stod på de små sedler i pakkerne. Efter krigen var husmødrene trætte – også min mor, hvorfor hun ikke genoptog arbejdet i haven. Der var mangel på mad – ikke på penge for os. Men det store problem for os var, at min fars forretning nærmest lå stille under krigen, da det var umuligt at få stål fra England og slet ikke fra Sverige, der kun solgte til Tyskland. Det var meget svært for nordmændene at acceptere.

Fra jeg var 5 år spillede jeg klaver hjemme. En gang om ugen fik jeg besøg af spillelærerinde Ruth i Asker. Hun var meget systematisk, så jeg lærte at spille alle Bachs præludier. Min mor og far var så glade for at synge, især duetterne af Mendelsohn, som jeg så akkompagnerede.

Anne-Karin Høgenhaven

Hvor gik du i skole og på gymnasiet?
Da min søster blev født startede jeg i 1. klasse i Asker, en lille landsbyskole. Efter syv år kom jeg på Det Kristelige Gymnasium inde i Oslo. Det var et meget gammeldags gymnasium, men undervisningen var god nok. Min mor var lidt nervøs for at jeg skulle tilbage til storbyen med alle fristelserne. Men det gik og jeg klarede mig godt.

Jeg blev student efter krigen i 1946 og ønskede at komme på musikkonservatoriet for at blive klaversolist. Men det blev jeg frarådet af gode folk med bemærkningen om, at Norge var for lille et land for klaversolister. Jeg blev anbefalet at tage akkompagnements-linjen i stedet. Jeg havde et vist talent, men det var nok ikke stort nok. Ved siden af begyndte jeg at følge forelæsningerne i pædagogik på universitetet med den, også i Danmark, kendte Åsa Gruda Skard. Jeg blev kandidat i 1952. med bifag i pædagogik, og det kom til at betyde meget for mig senere hen.

Hvornår og hvordan mødte du din Knud?
Under studierne efter krigen oprettede jeg sammen med andre en klub for konservatoriestuderende med støtte fra Foreningen Norden. Men vi samlede også selv penge, så vi til sidst kunne invitere til den første musiksammenkomst i Oslo. Der skulle være privat indkvartering, og jeg betingede mig, at der skulle bo to svenskere i vores villa, om det var mænd eller kvinder var lige meget. Jeg kendte mange danske i forvejen, da min far under krigen måtte handle med forskellige fabrikanter fra Danmark, som besøgte os. Han måtte gøre alt for, at vi fik brød på bordet. Derfor ønskede jeg svenskere, selv om det stadig var et ømt punkt for mange nordmænd, selv længe efter krigen. På gæsternes ankomstdag fandt jeg ved en tilfældighed ud af, at jeg skulle have én mandlig dansker boende. Jeg protesterede, men jeg fik forklaret, at jeg hellere måtte skynde mig ned til banegården og tage imod ham. Han hed Knud Høgenhaven, og jeg må indrømme, at det gik rigtigt godt, for han var meget tiltalende og morsom at være sammen med. Efter de vellykkede dage holdt vi kontakten gennem mange og lange breve om ”livet, døden og kærligheden” dvs. om mange eksistentielle spørgsmål. Det var grundlaget for en dejlig senere forelskelse.

Knud blev i 1950 kandidat fra Musikkonservatoriet i København på kompositionslinjen og kirkemusik/ orgel. Han fik senere udgivet en LP-plade med egne orgelkompositioner. Den solgte godt, men det var for ensomt og for kirkeligt for Knud, så han søgte at finde en vej ud af dette miljø. Hjælpen kom da direktøren for det kongelige teater foreslog ham, at han skulle følge nogle tekniske kursustimer med henblik på at blive ansat der som musikscenerist – bag scenen. Det gjorde han så, blev ansat og blev meget glad for arbejdet bag scenen, for der var liv og glade dage.

I blev da gift på et tidspunkt?
Vi var ”pennevenner” i mange år, men vi måtte jo blive afklaret. I 1954 kom jeg kom til Danmark, blev gift og vi flyttede ind i et idyllisk bondehus i Ballerup, dog kun for nogle måneder. Der fik vi Jesper i 1961, men desværre ikke flere børn. Jesper gik i skole på Bordings og på Metropolitanskolen, læste teologi og blev som 22-årig kandidat med guldmedalje og senere doktor i en afhandling om profeten Esajas. Han blev gift med en kollega, Mette og de fungerede som præster mens Jesper for ca. 10 år siden fik et professorat i Det gamle Testamente på KU. De fik tre piger som nu er 29, 25 og 24 år. Men det var en stor tragedie, at Mette døde af cancer i 2014. Hun var så god til at samle hele familien.

Hvordan formede din karriere sig så?
I forbindelse med pædagogikstudierne i Oslo og inspirationen fra Åsa Gruda Skard skrev jeg sammen med to medstuderende bogen ”Sang- og Musikkopplæring i folkeskolens tre første år” fra 1952. Det optog mig meget. På den baggrund fik jeg hurtigt arbejde både i en børnehave, på Bernadotteskolen og på en musikskole i Hellerup kun som timelærer. Det var meget spændende alt sammen, hvor jeg fik lært en masse praksis om det jeg jo havde skrevet i bogen.

En dag i 1957 var Knud og jeg på indkøb i Magasin. Her mødte vi professor Jersild fra musik-konservatoriet. Han fortalte, at de studerende efterlyste viden om pædagogik, men også kandi-daterne, der ofte underviste på musikskolerne, havde henvendt og efterlyst viden om pædagogik og børn. Han foreslog at jeg fra 1. januar skulle komme ind og undervise. Det var nye tanker, som de havde drøftet derinde, og det måtte jeg være med til gøre noget ved. Jeg sagde ja og forberedte mig hele juleferien og mødte 15 engagerede studerende på linjen ”Hørelære for børn”. Da jeg senere bad professor Høfding om at lov til at have ”levende” skolebørn med i undervisningen derinde, så det blev virkelighedsnært, så var svaret JA og der blev endda stillet bus til rådighed. ”Men find nogle børn fra et arbejderkvarter, det er der perspektiv i”, sagde han, hvorfor jeg fik lavet aftaler med en gruppe børn fra Ny Carlsbergvejen skole to gange om ugen efter skoletid. Da børnene første gang mødte op i deres fineste tøj, måtte jeg skrive til forældrene, at de skulle have almindeligt tøj på, for de skulle også bevæge sig rundt på gulvet. Hen i marts spurgte jeg sekretæren om jeg mon fik løn for det arbejde jeg lavede. De havde glemt at indberette mig, så jeg fik den staks udbetalt, og det var meget, meget mere end jeg havde fået før.

Jeg søgte samtidig en stilling i klaverpædagogik, men fik den ikke pga. manglende erfaring. Jeg var jo nyuddannet. Men Peter Holm, der nu er 100 år, var rektor på Esbjerg Musikkonservatorium kontaktede mig, og jeg blev ansat 1 dag om ugen, onsdag, så jeg, som han sagde, kunne få noget erfaring. Jeg husker det så tydeligt, for Jesper var tre år og var ved at lære ugedagene. Han sagde remsen: mandag, tirsdag, Esbjerg, torsdag… Det varede et år, hvorefter jeg blev ansat på Odense musikkonservatorium også en hel dag om ugen. Jeg rejste med toget frem og tilbage, så arbejdsdagen blev fra 7-24. Det var hårdt, men jeg havde jo min mor boende og Knud havde skiftende arbejdstider – så det gik.

Hvordan kom I så til at bo i Skovgaardsgade?
Da vi ventede Jesper, mens vi boede i Ballerup, og vi håbede på flere, så ville huset være for lille. Min far dør i 1956 og min mor ønsker at sælge det store hus i Aske. I mellemtiden var min søster, der var blevet uddannet som musiklærer, kommet til København, når nu storesøster var dér. Hun mødte Ole Juul Pedersen hos os. Han boede i sit barndomshjem i nr. 2 – han og Knud kendte hinanden fra sangskolen, der dengang lå i Hindegade. Oles mor og far havde mejeriet i samme hjørneejendom (se GLIMT nr. 1). Ole var ingeniør og underviste henne på Polyteknisk Læreanstalt. Han foreslog os, at min mor ikke skulle flytte ind til Oslo i et lille hus, men til København, hvor hendes to døtre allerede boede. Jeg spurgte hende næste gang jeg var i Asker, og hun sagde et stort og velment JA, men betingede sig, at det skulle være i et hus med to lejligheder. Oles far gav et praj om at nr. 11 i gaden var til salg. Vi skulle betale 85.000 kr. for huset, men havde kun 60.000 inklusive de 43.000 vi fik for huset i Ballerup. Min mor lånte os de penge, vi manglede, og det passede os meget fint. Hun flyttede ind i stuelejligheden i nr. 11. i 1961. Vi bankede altid på døren ind til hende, når vi henvendte os. Det var der nogle der undrede sig over, men det var for at understrege de to selvstændige lejligheder. Jeg har været utrolig glad for at bo her i gaden i alle 56 år blandt så mange venlige mennesker.

Hvordan endte du med at blive valgt som rektor for musikkonservatoriet?
Jeg arbejdede fortsat med musik og bevægelse, som nu var blevet et bifag i uddannelsen – med og uden børn. Senere betød det, at jeg kom i Undervisningsrådet, hvor repræsentanter for alle fagområderne sad. Men som en af dem hviskede ”Hvad skal vi stille op med hende? – følger børnene også med?” Der var hos nogle af de gamle lærere en del skepsis herover for. Det var et ærefuldt hverv, men jeg opdagede snart, at deltagerne sjældent var forberedte til møderne og at der var en meget ringe mødedisciplin, så det var ikke svært at gøre sig gældende. Det betød jo også, at chancerne for at få lavet noget om var rimelig stor. Og det trængte den gamle hæderkronede institution også til på mange områder. Vi fik i et samarbejde med Zahles seminarium med Hartling og senere Tage Kampmann, om undervisningen i pædagogik. Det tog meget af min tid, men spændende var det.

Nogle år senere blev jeg pga. store interne problemer – som i realiteten var små problemer, efter min mening – valgt som prorektor. Det var jeg i to år, hvorefter jeg blev opstillet og valgt som rektor. Det var jeg i otte år, dejlige men travle otte år med møder og rejser – altid med fokus på det brede samarbejde mellem ledelse og medarbejdere og studerende. Jeg tror man kan sige, at det var grundlaget for, at vi slap så let igennem ungdomsoprøret, fordi vi var allerede i gang med at demokratisere uddannelsen. Jeg var meget glad for departementschefen i kulturministeriets bemærkning – han havde en fortid på netop musikkonservatoriet -da jeg stoppede: ”Nu gik det jo ellers lige så godt…”

Jeg måtte desværre sige fra over for ønsket om at lade det rytmiske konservatorium indgå i dette gamle hus. Jeg syntes ideen var vældig god, men de fleste brød sig ikke om det – der var ikke klangbund kan man sige. Sådan må det så være, men jeg havde ellers et fortræffeligt samarbejde med jazzmusikeren Erik Moseholm.

Hvordan var livet så for jer efter din tid på konservatoriet?
Vi glædede os meget til få mere tid sammen her i Skovgaardsgade og i sommerhuset i Havreholmen ved Hornbæk. Nu var vi alene, både min og Knuds mor var døde. Dog ikke helt alene, for Jesper havde sin Mette og tre dejlige piger. Men ikke flere møder og rejser.

Men sådan skulle det ikke gå. Knud døde pludseligt i 1987 som 58-årig. Det var en tragedie for os alle. Siden har jeg boet alene her i nr. 11. For flere år siden solgte jeg sommerhuset til en god ven af familien.

Da du fyldte 90 stod der i avisen, at du engang modtog en fin ungarsk medalje?
Ja, I anledning af 100-året for den ungarnske komponist Béla Bartók var jeg med til at lave en udstilling om ham på musikkonservatoriet. Ambassadøren var der. Jeg blev senere inviteret til Budapest – det var før 1989 – for at modtage medaljen. Det blev jeg meget glad for, men køn var medaljen nu ikke, for at sige det mildt.

Du har altid været en trofast kirkegænger – er det arven fra Norge?
Ja, det er det i høj grad, men mere kulturelt betinget. Det meste af Norge består af små bygder og langt de fleste steder er det traditionen, at kirken er det kulturelle samlingspunkt i bygden. Derfor har jeg også været tilknyttet Esajaskirken i mange år, endda en del år i menighedsrådet- Jeg var optaget af præsten Olesen Larsen, der var kendt for sin tilknytning til Tidehverv, som dengang var meget spændende og udfordrende. Den anden præst tilhørte indre mission. Sådan delte de om det dengang.

Men du har da mødt en mere strenge kristendom i bygderne i Norge?
Det må jeg indrømme, men på mange forskellige måder. En bekendt til Knud og jeg, som var præst og skulle flytte til det nordlige Norge. Ved hans afskedssammenkomst, der startede med bøn, var der i det hele taget en meget formel og trykket stemning. Alle kom med gaver, hjemmelavede tørklæder, handsker mm. Da to ældre damer fra menigheden gav ham et par uldne underbenklæder, der er jo koldt deroppe, med et broderet bælte, hvorpå der stod ”Herren beskytte din indgang og din udgang”. Det løsnede stemningen, og vi havde en fornøjelig aften.

Skovgaardsgade og omegns historie, oktober 2017
Kirsten & Ole Gade Lorentzen, Skovgaardsgade 22

Kommentarer er lukket