Jeg var næsten tre år og legede som sædvanlig i gaden. Jeg har ingen erindringer om besættelsen, men jeg har hørt mange andre fortælle om dengang i gaden. Jeg legede måske lidt for voldsomt der sent om eftermiddagen. På et tidspunkt faldt jeg på maven og fik et hul på hagen, så det blødte. Min mor tog mig straks i hånden og vi gik hen til Kommunehospitalets skadestue og fik sat en klemme på hagen, så såret kunne heles. Jeg har selvfølgelig arret endnu og viser det gerne frem for 25 øre. Ligesom tante Møge kæmpede jeg mod tyskerne til den sidste aften.
Min søstre, der alle er ældre end jeg, kan fortælle mere om gaden i disse år. Bl.a.om at der i hjørnehuset i nr. 27 boede en ung mor, Solveig med sin datter Iben, som blev kaldt Tut. Det var ”tyskerne” på hjørnet. I huset boede også Solveigs mor og to tanter, som jeg husker det altid alle klædt i sorte kjoler og frakker og talte tysk med hinanden, som jeg husker det. Under besættelsen begyndte Solveig at promenere med tyske officerer op og ned ad gaden. Vi børn hørte, at de voksne talte med forargelse om dette. Mine søstre hørte ordet feltmadras for første gang, uden overhovedet at vide, hvad mon det betød. Der var under besættelsen kold luft mellem dem på hjørnet og gadens andre beboere. Og det værste af det hele var, at Solveig i april måned fandt sig en dansk modstandsmand, som hun gik hånd i hånd med og som senere boede i huset i nogle år.
Mine søstre husker en lynchagtig stemning i gaden, da de den 5 maj hejste det danske flag på flagstangen, der sad på lysthuset. De voksne talte om at gå ned og hive flaget ned i protest, men det blev vist ikke til noget. Men Solveig blev meldt til modstandsbevægelsen, men klarede af naturlige årsager frisag.
I årene efter besættelsen var der stadig kold luft i forhold til tyskerne i nr. 27, hvilket bevirkede at min søster, der var på alder med Tut, aldrig kom til at lege med hende, selv om der ikke var andre piger på deres alder i gaden. De fleste børn legede oftest i midten af gaden, Tut legede alene på gaden nede mod søen. Min søster kan tydeligt huske en dag, da der kom et ægtepar, der åbenbart skulle besøg Tut og hendes familie, og så at Tut spillede bold alene, væk fra de andre. De andre spillede sikkert Halli Hallo eller rundbold, måske sjippede de. De spurgte hende. Hvorfor hun ikke legede med de andre. Hvad Tut svarede kunne ingen høre, men hun gik blot med dem ind. Situationen gjorde indtryk på min søster og stillede sig selv spørgsmålet: Hvorfor opfordrede vores forældre og de andre voksne i dagen ikke – nu besættelsen var vel overstået – at sige til børnene: Nu leger I altså også med Tut! Dér svigtede de voksne børnene – især Tut.
Hun kom ikke til at gå i skole på Øster Farimagsgade, givetvis fordi hun var bange for at blive holdt uden for, men gik i alle årene på Ingrid Jespersen.
Min søster fortæller, at hun havde rigtigt dårlig samvittighed over for Tut, især når hun senere besøgte vores mor og så hende gå igennem gaden – alene. Genkendte hun mig? Hvad tænkte hun om mig? Det skete aldrig noget. Men min søster tænkte på historien, da hun i 2004 læste hendes dødsannonce i avisen. Hun døde på sin 65-års fødselsdag.
Tuts sidste år var ikke alt for gode, hun drak meget og kom jævnligt lidt slingrende gående gennem gaden, nu som dengang, med blikket rettet stift mod husene, ikke mod hverken børn eller voksne i gaden.
Skovgaardsgade og omegns historie, maj 2015
Ole Gade Lorentzen, Skovgaardsgade 22
