Da nr. 11 og 13 blev slået sammen i 1935 blev gårdene også slået sammen, hvilket gav en dejlig stor og rummelig gård, hvor man kunne have langbord, og solens stråler ikke blev hindret af høje rækværker.
Da nr. 11 blev solgt fra i 1986, opretholdt man den store fælles gård – hvilket medførte meget godt naboskab med fællesspisning og hyggelige kaffeslabberaser.
Imidlertid flyttede en ny beboer ind i 1987. Hun anskaffede en lille beagle-hund, Filo.
Den var meget ulykkelig, hver gang den blev ladt alene hjemme og gøede og hylede uafbrudt, indtil dens ”mor” kom hjem.
Det var, hvad det var, og det gode naboskab kunne klare det.
Hvad der derimod var svært at klare var, at den ofte blev lukket ud i gården i stedet for at blive luftet. Det medførte adskillige hundelorte, som ikke duftede særlig godt, når man skulle sidde og spise eller solbade – eller som man trådte i, hvis man skulle ud i mørket om aftenen.
På flere husmøder blev det bragt op – og man enedes om, at sætte en let adskillelse op i forhaverne, så Filo kunne blive lukket ud i forhaven til nr. 11 og gøre, hvad en hund må gøre.
Ordningen fungerede imidlertid ikke særlig godt, for der kom stadig hundelorte i gården.
Træt af problemet dryppede ejerne af nr. 13 tre dråber hjortetaksolie i gården i skellet mellem de to huse – en ”gå-væk-hund-og-kat”-duft – som var meget effektiv, ligesom de lempede lortene ind på nr. 11’s gårdareal.
Det blev Filo’s ”mor” meget fortørnet over – og krævede, at der blev genopført et hegn mellem de to huse.
Det blev enden på den store gård og fællesspisninger m.m. Da Filo og dens ”mor” et årstid senere flyttede, blev det gode naboskab genoprettet – men hegnet står der stadig den dag i dag.
/Gunvor Bjerre,
Flyttede ind i Wilhelm Marstrands Gade i 1975
