Vi har modtaget et brev fra Annie Andersen i Wilhelm Marstrandsgade, med en lille opfordring om at huske at støtte vores lokale supermarked. Annie skriver således:
Kære medbeboere i Kartoffelrækkerne,
Som de fleste af jer sikkert ved, er der åbnet et supermarked på Sølvtorvet. Der er imidlertid noget, jeg vil minde jer om.
Jeg har igennem længere tid haft vanskeligt ved selv at købe ind, og en dag, hvor jeg ikke havde det så godt, sagde en af de gode folk på den anden side af gaden: ”Du ser ud, som om du er dårlig, nu skal jeg finde de varer, du skal have, og jeg vil gerne bære dem hjem.” Da jeg kom næste gang, fik jeg besked af Fatek, at jeg bare skulle ringe, når jeg havde brug for noget, ligegyldigt hvor lidt eller meget det var, og det ville ikke koste mig noget.
Jeg har fået det bedre, og da jeg i går gik over gaden og fik foden indenfor, udbrød en af dem, selvom der var flere kunder i butikken: ”Du ser sandelig bedre ud i dag, Har du det godt, jeg var ked af at jeg ikke havde dit telefonnummer, for jeg ville ringe i går og spørge. Det er dejligt, at du kan gå herover, men du behøver altså ikke selv bære det hjem. Det gør vi gerne.”
PS. Jeg kunne ikke betale, når de bragte varerne, for de har ingen mobil visamaskine, men det var helt ligegyldigt, det kunne jeg bare gøre, når jeg kom på benene igen
Der er ikke langt til Sølvtorvet, men hurra for min egen lille købmand.
Mange hilsener
Annie Andersen, Wilhelm Marstrandsgade 13.
—
Kategorien ”Lokale nyheder” vil løbende skrive om begivenheder fra hele vores lokalområde i Østervold kvarter. Har du en god historie, er du mere end velkommen til at tippe os på kontakt@kartoffelraekkerne.dk