Møde i gadeudvalget 22. juni. Referat

Til stede fra gadeudvalget: Cassandra Schur Riis (51), Bryan Nicholls (49), Malene Holst (38), Jesper Linell (25).

Ikke til stede fra gadeudvalget: Christian Dippmann (41), Mikala Satiya Rørbech (35), Flemming von Holck (32), Lars Holm Hansen (17), Signe Maria Christensen (5).

Andre deltagere: Sofia Honoré (19).

Mødested: hos Bryan.
Referent: Jesper.

1. Godkendelse af dagsorden
Nye punkter: Musik på gaden ved private fester, og gadens økonomi. Ellers godkendt.

2. Nyt legehus
Det er blevet grundigt undersøgt om vi kunne få det brøstfældige legehus renoveret, men det har ikke ført til en god løsning. Så der er købt et nyt legehus. Det kommer medio august, og vi skal have organiseret nedtagning og fjernelse af det gamle og opstilling af det nye.

3. Beredskabsgruppen
Arbejdet i gruppen går vældig godt. Der er blandt andet indsamlet oplysninger om ressourcer i gaden – fysiske som menneskelige – som kan været til nytte i en krisesituation, og rigtig mange har kunnet bidrage til oversigten og har gjort det. Gruppen har afsluttende møde den 19. august for at afrunde denne først del af arbejdet. Resultaterne forelægges derefter gadeudvalget, og så kommer emnet op på gademødet den 29. august (på gadefestens eftermiddag).

4. Nyt fra husejerforeningen

  • Intet nyt i striden mellem husejerforeningens bestyrelse og kommunen om den fysiske udformning af fortovene og vandafledning i forbindelse med renoveringen af Øster Farimagsgade.
  • Mandag den 29. juni starter asfalteringen af Øster Farimagsgade. Arbejdet forventes at tage tre uger. Se evt. mere her.
  • Forsøget med ensretning af Øster Søgade starter med ensretning fra Fredens Bro mod Lille Triangel august til oktober. Derefter den modsatte retning. Se evt. mere her.
  • Kommunen har afsat midler til renovering af legepladsen i Østre Anlæg.
  • Og det ser ud til at Stokhusbroen over banegraven retableres. Og hvad er så Stokhusbroen? Det er en fodgængerbro fra Øster Voldgade i forlængelse af Stokhusgade over banegraven til Østre Anlæg, altså på den direkte modsatte side af Østre Anlæg i forhold til Kartoffelrækkerne.

5. Nyt i gaden

  • Vi havde en hyggelig of effektiv fejedag den 19. april med mange deltagere.
  • Der er opsat udhængsskab til opslag fra gadeudvalget og beredskabsgruppen på gadetræet ud for nr. 28. Når der er nye opslag, vi det lille røde flag være oppe i tre dage.
  • Og så har gaden igen fået en ny beboer: Cassandra og Philip i nr. 51 har fået en søn. Velkommen lille William 🙂
  • Og helt aktuelt er Vanja & Andreas og børnene Pablo og Albert flyttet ind i nr. 8. Rigtig hjerteligt velkommen til jer!

6. Gadekassen
Vi har 39.000 i kassen.

7. Gadefesten
Datoen er lørdag den 29. august, og der er gang i planlægningen af et spændende og foreløbig hemmeligt program. Gadeudvalget er indstillet på at afsætte op til kr. 10.000 til festen, men forventer en tilbagemelding om hvad der konkret forventes at skulle finansieres.

8. Musik på gaden ved private fester
Der var rigtig gang i adskillige fester ude på gaden i forgangen weekend; smadder sjovt og hyggeligt. Men gadeudvalget henstiller til at soundboxe og ghettoblastere holdes indendørs ved private gadefester.

9. Gademøde 29. august
Også i år holder vi gademøde om eftermiddagen på gadefestdagen. Punkter på dagsordenen vil i hvert fald være afrapportering fra beredskabsgruppen og spørgsmålet om der skal arbejdes videre, og valg af repræsentanter til gadeudvalget – genvalg og nyvalg.

10. Næste møde i gadeudvalget
Mandag den 24. august. Se bla. hvorfor under pkt. 3 og 9; vi skal forberede os.

11. Kommende datoer

  • Gadeudvalgsmøde mandag 24. august – hos Malene?
  • Gademøde lørdag 29. august under gadefesten
  • Gadefest lørdag 29. august.

Og så lige en indtrængende opfordring til solsiden: man skal kunne gå på fortovet med rollator eller barnevogn, og et kan man flere steder ikke i dag. Gadeudvalget opfordrer indtrængende til at fortovet ikke blokeres af skraldespande, cykler eller bugnende hække.

Ref. Jesper

Kommentarer er lukket