Nyheder januar 2021

Meterhøje flammer i et kartoffelrækkehus

Mens Jens ca. klokken 15 lå intetanende i badekarret, og røgen fra loftsrummet sivede ud gennem taget, tog tagdækker Michael fra nabohusets tag resolut teten, fik hoveddøren op, Jens ud efter at have konstateret, at rummet var tom for mennesker. Da de kom ned på gaden, buldrede meterhøje flammer ud gennem tagvinduet på gårdsiden – flammer, som alle kunne se.

Tirsdag den 5. januar sidder Jens´ søn Mathias oppe i kippen på 3 sal i nr. 3 i Skovgaardsgade og laver skolearbejde på sin pc. Han opdager, at han har glemt sin mobiltelefon hjemme hos sin mor og beslutter sig på et tidspunkt til at få den hentet. Han glemmer dog at fortælle det til sin far, der ligger nedenunder på 2. sal i badekarret

     Hos genboen i W. Marstrandsgade skråt til højre for Jens´ hus går Annette ud i gården for at hente sit barn, der har ligget og sovet. Hun registrerer at der er røg i luften og kigger sig omkring. Hun råber til sin mand Lars: ”Du må gøre noget, det brænder et sted!” Hun ringer til 112, og kan kun forklare, at der lugter af røg i gården, men der er ikke meget at se. Vagtcentralen spørger til, hvilken farve røgen har? ”Lys”, vurderer Annette. ”Men det er ikke nok til at komme med fuld udrykning”, er svaret. Imens er Lars løbet over i vores gade og buldrer på Tines dør i nr. 7 og råber ”Det brænder i dit hus.” Tine bliver forskrækket og er ikke klar over, at Lars har taget fejl af ”huset skråt til højre” er modsat set fra den modsatte gade. De går ud i Tines gård og konstaterer, at det ikke er hos Tine, men henne fra nr. 3, at der siver røg ud fra taget. Annette råber desperat: ”Jeg kan ikke få brandvæsnet til at komme!” stort set samtidig med at der kommer masser af sort røg ud fra taget. Så går alarmen i gang hos brandvæsenet, og de er på vej.

     Tine og Lars får beboerne i nr. 5 hentet ud. I det andet nabohus sidder Bo på 2. sal mod gaden og arbejder. Han kigger et øjeblik ud ad sit vindue over på nr. 8, der er ved at blive lagt nyt tag på. Han registrerer at tagdækker Michael står og kigger så underligt over på hans hus. ”Nu er klokken snart 15 og der er snart pressemøde med Mette”, råber Eva til Bo. Han går ind på Evas arbejdsværelse, der vender ud mod gården og ser så en masse røg uden for altandøren. De skynder sig ned på gaden.

     Imens oplever Tine, Lars og Henrik at gå alene rundt nede på gaden og kan iagttage, at det ryger noget mere fra taget i nr. 3. Trods Kjartans begyndende indsamling af skumslukkere, der dog ikke når at blive brugt. Pludselig ser Michael fra taget i nr. 8, sort røg og flammer. Michael, der er racerkører i sin fritid, ved at det er nu, der skal handles. Han løber ned og lige ”igennem” adskillige beboere, der nu er kommet ned på gaden og han forsøger at sparke hoveddøren ind ”Hvad kigger I på, kom og hjælp mig med at få døren op!” Det lykkes ved fælles hjælp og Michael stormer op ad trappen. Samtidig kommer Jens´ meget svagelige mor ud af fra stuelejligheden og kigger forundret på, hvad der sker. Henrik følger hende ud. Jutta, der er tidligere sygeplejerske, tager hende med ind i nr. 10.

     Michael kommer op til anden sal og får advaret Jens, der ligger i badekarret. Jens skynder sig hen ad stigen til hemsen for at tjekke, om Mathias stadig er deroppe. Men han kan ikke komme derop, fordi snoren med modvægten ikke fungerer. Snoren er brændt væk, der var ikke en stålwire. Ved hjælp af Michaels kraftige skulder får de åbnet lemmen og får konstateret, at Mathias ikke er der. Jens tager forskrækket sit håndklæde og løber ned på gaden sammen med Michael – men hvor er Mathias så?

     Brandbilerne er i mellemtiden ankommet, den ene må køre en omvej igennem Hallinsgade, fordi de vurderer, at det er svært at komme ind fra Øster Farimagsgade. Brandbilen er bred og bilerne i gaden store, samt at en arbejdsvogn fylder lidt for meget. Røgdykkerne tager over, samtidig med at flammerne står meterhøjt op gennem vinduet i loftsrummet mod gården. Branden bliver slukket indefra, ikke fra brandstigen, der, med besvær pga. parkerede biler, bliver rejst. En drone svæver over området og sender informationer om brandens udvikling til brandfolkene. Politiet beder alle beboerne om at fortrække til husene, da røgen er giftig. Branden bliver slukket, alle er forskrækkede, men ingen tilskadekomne – kun materielle skader. Måske var vi mere end heldige. Edda er i gode hænder hos sin anden søn Anders. Og Mathias blev hos sin mor og kom ikke tilbage den dag.

     Henrik har på gadens vegne afleveret tre flasker champagne til Michael for at have taget teten blandt forskrækkede beboere. Tine har overbragt en varm hilsen med stor tak fra gaden til Annette og Lars.

P.S. Til en hørt bemærkning om, at brandfolkene synes at arbejde langsomt, understreger Tine efterfølgende: ”Det er vigtigt for brandfolkene. at der skal skynde sig langsomt. For hvis de begyndte at løbe, kan de risikere at falde over alle slangerne og andet materiel.”

P.P.S.: Årsagen til branden er pt. ukendt.

Og til en opløftende og glædelig nyhed
til alle børnene i ”Bullerby”: I morgen lørdag skal Tine hente sin lille nye hund CHILI på Fyn.

Gadens udsendte medarbejder/ Ole



Kommentarer er lukket