Fra sunde arbejderboliger til et inspirerende liebhaverkvarter
I begyndelsen af 1800-tallet boede alle i byen inden for voldene. Her blev der bygget i voldsom grad, stadig højere og tættere med flere side- og baghuse, inddragelse af kældre og udnyttelse under tagryggene – uden kloakering og med udrikkeligt vand; gaderne stank af affald og afføring, og rotterne havde kronede dage. Dødeligheden blandt småkårsfolk var derfor meget høj.
Med Grundloven i 1849 fik tidens nye ideal, liberalismen, frit spil, og industriborgerskabet forstod at øge sin kapital
Men levevilkårene var en bombe under det spæde demokrati; mange frygtede et socialt oprør inspireret af de revolutionære tilstande som i samtidens Frankrig. Læger udtrykte frygt for epidemier, men de blev ikke hørt.
Først da koleraepidemien brød ud i 1853, og 5000 mennesker døde (3 % af københavnerne), vågnede myndighederne, også fordi borgerskabet boede side om side med de fattige.
En gryende arbejderbevægelse i 1870’erne udfordrede med ønskerne om en organisering for at opnå politisk indflydelse både på arbejdet og på levevilkårene.
Billige og sunde lejeboliger
Straks efter koleraepidemien blev Lægeforeningens Boliger (Brumleby) opført uden for byens volde på Østre Fælled med lægen Emil Hornemann som initiativtager. Det var dog snarere tænkt som en hurtig og nødvendig problemløsning end et langsigtet forsøg på at skaffe arbejdere billige og sunde lejeboliger. Også fordi muligheden var der i og med, at det nu var blevet tilladt at bygge boliger uden for voldene.
Med den gryende industrialisering begyndte vandringen fra land til by, og behovet for boliger i hovedstaden steg eksplosivt. Derfor blev der i de sidste årtier af 1800-tallet bygget utroligt meget uden for voldene.
Men uden særlige reguleringer – spekulationsbyggeriet var omfattende, og familier flyttede ind i baggårdene på Nørrebro og Vesterbro.
Stiftelsen af Arbejdernes Byggeforening
Denne sociale realitet og tidens romantiske realisme var drivkraften hos de mænd, der i 1865 tog initiativ til stiftelsen af Arbejdernes Byggeforening B & W: Arbejderne skulle igennem sparsommelighed ændre deres levevilkår efter princippet om hjælp til selvhjælp. Initiativtagerne var blevet inspireret fra England, hvor arbejderne havde oprettet kooperative forbruger- og byggeforeninger. Løsningen på arbejderklassens usle vilkår måtte være dels en gennemgribende sundhedsreform, dels en selvorganisering. Sundhedsreformen blev nu støttet helhjertet af hovedstadens bystyre, men de langsigtede reformer – de sunde arbejderboliger – stødte stadig på modstand. Sådanne reformer kunne derfor kun gennemføres ved privat initiativ.
Arbejdernes Byggeforening fungerede efter sit formål som en kombineret bygge- og spareforening. Der blev i alt bygget 1776 boliger i ti kvarterer. Husene blev alle opført med henblik på selveje og udlejning med husejeren som vært og fortrinsvis medlemmer som lejere. Hermed sikredes husejeren en støtte til købet af huset og senere en støtte til alderdomsforsørgelsen. De 480 huse i Kartoffelrækkerne blev bygget i perioden 1873-89.
Arbejderbevægelsen har dog aldrig haft meget tilovers for Byggeforeningens rækkehuse. De blev anset for småborgerlige både økonomisk og organisatorisk, baseret som de var på ejerskabs- og udlejningsprincippet.
Truslen i 1970´erne
Kartoffelrækkerne var op igennem 1900-tallet typisk to og to-tre-familiehuse med to voksne og et par børn på hver etage ‒ et gennemsnit på otte personer pr. hus. Gennem årene blev husenes vedligeholdelsesstandard dog ringere og ringere. 1970’erne blev skæbnetid for rækkerne. Kommunen vurderede dem som modne til nedrivning. Beboerne kæmpede imod og vandt; tiderne var skiftet til en ny og anderledes byplanlægning. Rækkernes husejerforeninger samarbejdede efterfølgende med kommunen om en bevarende lokalplan, samtidig med at husene et efter et blev renoveret. Fra 1970´erne blev det muligt at sammenlægge de små lejligheder til enfamiliehuse.
Da Arbejdernes Byggeforening i 1974 blev nedlagt, boede der i gennemsnit to og en halv person i hvert hus. Husejerforeningerne fortsatte arbejdet med at varetage beboernes interesser i samarbejde med kommunen.
Funktionalismens arkitekter fra 1920’erne og 30´erne regnede ikke disse huse med deres små rum og små køkkener for noget.
Derimod har nutidens arkitekter i høj grad taget Kartoffelrækkerne til sig, Jan Gehl med mange referencer hertil og Bjarke Ingels med direkte inspiration fx til 8-tallet i Ørestaden.