Invitation til vinsmagning hos Les Terroirs du Vin i Sølvgade

Les Terroirs du Vin i Sølvgade 94 har i 20 år serviceret udvalgte kunder med verdens mest eftertragtede vine – hovedsageligt fra Champagne, Bourgogne og Bordeaux.

Mange har måske (jeg selv inklusiv) fejlagtigt troet, at vinhandelen ikke er åben for den almene privatkunde. Dette er dog ikke helt korrekt. Udover den imponerende vinkælder (200 m2 med over 15.000 flasker af verdens mest eftertragtede vine), så er butikken fuld af spændende vine – hovedsageligt økologiske og biodynamiske vine – som man normalt kun finder på vinmenuerne og vinkortene på byens bedste restauranter.

Derfor har jeg, i samarbejde med bestyrelsen for Kartoffelrækkerne, arrangeret en særlig introaften for beboerne i Kartoffelrækkerne. Til arrangementet vil der være mulighed for at smage lidt på de lækre vine, få et kig ned i deres imponerende vinkælder samt mulighed for at vi fremover (som beboer i kartoffelrækkerne) vil få mulighed for at købe vin ind til engrospris, mod fremvisning af gyldigt sygesikringsbevis med påskrevet gadenavn fra Kartoffelrækkerne.

Arrangementet kommer til at foregå, fredag den 14. december fra kl. 15.00-19.00.

Normalt er butikken kun åbent torsdag og fredag i tidsrummet 10-17.30, men lige her i december er det også muligt at besøge stedet lørdag d. 15 og 22. december i tidsrummet 10-14.00

Fredag d. 14. December vil Direktør og CEO, Lars Andersson samt Salgsdirektør, Henrik Smidt Hansen være til stede. Læs mere om Les Terroirs du Vin på www.ltdv.dk og bliv opdateret med seneste nyt via deres instagramprofil

Kategorien ”Lokale nyheder” vil løbende skrive om begivenheder fra hele vores lokalområde i Østervold kvarter. Har du en god historie, er du mere end velkommen til at tippe os på kontakt@kartoffelraekkerne.dk

Kommentarer er lukket