HØYENSGADE

Laurits Høyen var den første heltidsbeskæftigede kunsthistoriker i Danmark. Uddannelsen måtte han selvsagt have i udlandet, og han rejste derfor efter sin studentereksamen på en mangeårig uddannelsesrejse til Tyskland, Østrig og Italien.

”Han har nu sit i kæften”, skulle Marstrand, der var en stor beundrer af ham, have sagt.

Han kom til Danmark igen i 1825, og i 1826 blev han ansat som lærer på Kunstakademiet. Her var han til sin død i 1870.

Men sideløbende fik han ansættelse på Københavns Universitet, nyordnede malerierne på Frederiksborg Slot, stiftede Kunstforeningen i 1827, og i 1839 blev han leder af Den Kongelige Malerisamling.

Høyen har ikke efterladt sig meget af sit kunstsyn på skrift. ”Han har nu sit i kæften”, skulle Marstrand, der var en stor beundrer af ham, have sagt.

Høyen var voldsomt inspireret af den nye tyske nationalisme, og derfor lå den nationale kunst ham på sinde. Kunsten skulle skildre fædrelandshistorien, folkelivet og det danske landskab. Den nordiske fortid skulle sidestilles med de klassiske og bibelske emner. Nordisk og folkelig, det skulle den nye kunst være ifølge Høyens programerklæring.

Høyen var altså ikke blot kunsthistoriker, men følte sig kaldet til at vejlede den nye generation af kunstnere. Han skulle i den sammenhæng have været en sand og trofast ven mod alle dem, han følte sig knyttet til og en ubarmhjertig fjende af dem, der havde en anden mening.