Bestyrelsesmøde: Mandag den 11. maj 2026

I mødet deltog: Sigmund Lubanski, formand; Philip Schur Rørvig, næstformand og gaderepræsentant, Abildgaardsgade; Henrik Amfelt, kasserer; Rasmus Fehrmann, suppleant; Bryan Nicholls, Wiedeweltsgade; Gitte Cassias, Skovgaardsgade; Morten Stæhr Johansen, Wilhelm Marstrandsgade; Per Laureng, Jens Juels Gade; Charlotte Mathiassen, sekretær

Ikke til stede: Peter Birkelund Andersen, Webersgade; Rene Fagerlund, Høyensgade; Tilde Steen Dogan, Eckersbergsgade

Mødet blev afholdt hos: Per Laureng, Jens Juels Gade 38

Valg af ordstyrer
Sigmund Lubanski blev valgt som ordstyrer

Referent
Charlotte Mathiassen blev valgt som referent

Godkendelse af dagsorden
Dagsordenen blev godkendt

Orientering ved formanden
Generalforsamlingen var vellykket og forløb uden større diskussioner. Der var et rimeligt fremmøde, selvom langt færre medlemmer deltog end for bare 2 år siden.

Vejprojektet i Øster Farimagsgade skrider frem. Vi må afvente, om diverse mindre gener såsom høj kant til indkørslen til de gader, hvor der nu er åbnet mod Øster Farimagsgade, bliver rettet ud inden endelig afslutning af projektet. Formanden har været i kontakt med kommunen, bl.a. for at høre om udfaldet af den rapport, der blev udarbejdet af NIRAS i forbindelse med problemer, ikke mindst hældningen af fortovet mod de tilgrænsende huse. Kommunen er i gang med at tage stilling til den konklusion på projektet, de har modtaget, samt udrede HØFs øvrige juridiske spørgsmål.

Sagen om skurvognen i Eckersberggade ser ud til at være løst. Skurvognen er blevet flyttet

Økonomi
Henrik Amfelt har udsendt kontingentopkrævninger med betaling den 5.5.2026. Den 11.5 manglede stadig 63 husejere at betale. Den 1. juni udsendes første rykker med et gebyr på 100 kroner. Det er et stort arbejde for kassereren at inddrive kontingenter.

Husejerne i Webersgade er begyndt at betale tilbage til fælleslånet. Nogle har valgt at betale hele deres andel på en gang.

Fællesudvalget
Der har ikke været sager af betydning siden sidste bestyrelsesmøde i marts

Nyt fra indre bys lokaludvalgt (IBLU)
Rasmus Fehrmann blev valgt som repræsentant for HØF i miljøudvalget, der består af 15 medlemmer. Han var tidligere suppleant. Udvalget har valgt Åge Staghøj som ny formand

Der er flere sager af interesse:

  • IBLU afholdt et møde om beredskab den 6. maj, som bl.a. to beboere fra Wiedeweltsgade deltog i
  • Genopretningen af Stokhusbroen har stor prioritet. Der er en pulje hertil såvel som til renoveringen af legepladsen i Østre Anlæg
  • Vesterbro passage og rådhuspladsen skal begrønnes, og der er planer om at skabe et sammenhængende grønt område.
  • Der kom et forslag om at udvide P-vagternes ansvarsområde til at omfatte, at de holder øje med de områder, de arbejder i, f.eks. i forbindelse med skrald, uroligheder eller andre sager. Sådanne ’city assistenter’ kendes bl.a. fra Frederiksberg og Århus.
  • Der arbejdes for at gøre parkering mere fleksibel for den indre bys bilejere. Det kan b.la. ske ved at reservere P pladser til biler med beboerlicens efter kl. 18, som det er tilfældet i Prag og London.
  • IBLU har udgivet en ny rapport København i tal, der kan være af interesse for beboerne i kartoffelrækkerne. RF har sendt den til bestyrelsen, som er velkommen til at dele den med beboerne i de respektive gader.

Beredskab i kartoffelrækkerne
Bryan Nicholls fortalte, at man i Wiedeweltsgade er færdig med første runde ift. at udvikle en egentlig beredskabsplan. Gadeudvalget har besluttet at opsætte et stort udhængeskab til vigtige meddelelser, der skal erstatte digital kommunikation om emnet. Det har også udsendt et spørgeskema for at kortlægge gadens ressourcer, kontaktpersoner for kommunen mm. Planen vil forelægges skriftligt og deles med hele foreningen, når den er færdig.

Gadeudvalgene i Skovgårdsgade og Høyensgade har ligeledes talt om beredskab, og det er et emne på næste udvalgsmøde i Jens Juels gade.

Nyt fra gaderne
Der var ikke de store nyheder. Flere af gaderne er i gang med at renovere eller erstatte nedslidte legehuse. I Wiedeweltsgade er der problemer med et stort træ, der breder sig ud over vejen og skygger for flere haver. Ejeren er ikke villig til at fælde det. HØF har regler for forhaver men foreslår, at naboerne i første omgang prøver at finde en mindelig løsning. Man kan evt. overveje at involvere foreningens voldgiftsmand.

Hjemmesiden
Der er afsat 30.000 kroner på dette års budget til opdatering af hjemmesiden. Henrik Amfelt og Randi Rix går videre med sagen

Mødedatoer
Bestyrelsen fastlagde datoer for bestyrelsesmøder: 31.8, 19.10, 24.11, 18.1 og 3.1. Sekretæren forhører sig hos Esajas kirken om mulige datoer for generalforsamlingen i marts 2027.

Næste bestyrelsesmøde
Næste bestyrelsesmøde finder sted mandag den 31.8 kl. 19.30 hos Henrik Amfelt, Wilhelm Marstrands Gade 39

Eventuelt
HØF planlægger igen at afholde Sankt Hans ved søerne. HØF kan prøve at få andel i bålet på søen. RF skriver en kort tekst til indbydelsen, der lægges op på hjemmesiden.

Det er stadig ikke afklaret, om det årlige loppemarked ved Øster Farimagsgade kan afholdes lørdag den 13.6 som planlagt.

CM/19.05.2026

Kommentarer er lukket