Dyrt og dejligt

Det er vel efterhånden de færreste det kan komme bag på, at Kartoffelrækkerne er nogle dyre kvadratmeter. Og en undersøgelse, som Bolius har bedt boligportalen Boliga om at lave, sætter nu endnu en tyk streg under dette. Boliga har undersøgt hvor landets dyreste veje målt på kvadratmeterpriser ligger og her indtager hele tre veje i Kartoffelrækkerne en af de 10 første pladser.

Jens Juels Gade rykker med sine 76.535 kroner pr. kvadratmeter direkte op som nummer et på listen over Danmarks dyreste veje, skriver Boliga. Førstepladsen erobrer den fra Taarbæk Strandvej, der dog stadig ligger midt i tabellen. Ud over Jens Juels Gade indtager Skovgaardsgade en andenplads med 72.977 kr. pr. kvadratmeter og Wiedeweltsgade en 8. plads med 64.579 kr. pr. kvm. Med til historien hører dog, at alle veje på listen er små områder, hvor der måske er blevet solgt et hus til en særlig god pris i den opgjorte periode, hvilket så kan påvirke den gennemsnitlige kvadratmeterpris.    

Tallene dækker over perioden 30. januar 2015 til og med 30. januar 2018 og gælder veje, hvor der er foregået mindst fem handler i perioden.

Til sammenligning var den gennemsnitlige kvadratmeterpris ifølge Realkreditrådet på landsplan på 12.653 kroner i første kvartal 2017, skriver Boliga.

Se hele listen her

Kategorien ”Lokale nyheder” vil løbende skrive om begivenheder fra hele vores lokalområde i Østervold kvarter. Har du en god historie, er du mere end velkommen til at tippe os på kontakt@kartoffelraekkerne.dk

Kommentarer er lukket