Da husene nr. 11 og 13 i 1975 blev solgt, overtog de nye ejere en lang række lejere og lejemål af husenes mange små rum. På godt og ondt.
13 håndvaske var der i husene, mønt-telefon på gangen, fælles badekar i kælderen. Indrettet til værelsesudlejning.
I nr. 13 boede der i et lillebitte værelse på kun 2½ x 3 m en enlig – og ensom – mand. Han var så sparsommelig, at han lagde aviser på gulvet for ikke at slide på fernis’en og barberede sig hver aften, for ikke at slide for meget på hovedpudebetrækket.
Det viste sig, at der både var mange glæder og også en del besvær med så mange lejere.
Én betalte ikke husleje i over 6 mdr – og forsvandt. Men pludselig en dag, hvor ingen af husejerne var hjemme, var hans møbler i huj og hast blevet hentet og værelset tømt.
Et værelse i stuen i nr. 11 var i en periode udlejet som love-nest til et elskende par, der begge var gift – men ikke med hinanden – og som hér kunne mødes i ro og fred.
I stuen i nr. 13 boede en violinspillende ung musiker, der gentagne gange havde lidt svært ved lige at betale huslejen på forfaldsdagen – men da der også forsvandt en del af ejernes rødvin fra kælderen, så blev han til sidst sagt op.
På 2. sal i nr 11 boede en ung revisorstuderende. Han boede i et usandsynligt rod, var ikke særlig social og gik altid med sorte solbriller.
En dag ringede mønttelefonen i gangen. Én af lejerne tog den. Det var fra den unge mands arbejdsplads. De havde ikke hørt fra ham i en uge og var bekymrede for, om der var sket ham noget.
Det var der.
Da den anden lejer åbnede hans dør, fandt hun ham liggende død i sengen.
Alt var cleanet, skoene stod pænt ved siden af hinanden, en mappe med personlige papirer var lagt frem på bordet.
Ejerne fik aldrig den egentlige dødsårsag at vide, men gættede på, at det var selvmord – måske ved hjælp af en overdosis.
Da man ryddede op i værelset fandt man nemlig under madrassen et brev fra en kæreste, hvori hun tryglede ham om at lægge narkotika’en på hylden.
Det forklarede måske også, hvorfor der gang på gang forsvandt penge fra flere i huset – uden at der havde været indbrud!
/Gunvor Bjerre,
Flyttede ind i Wilhelm Marstrands Gade i 1975
