Til stede: Lars Holm Hansen (17), Mikala Satiya Rørbech (35), Malene Holst (38), Bryan Nicholls (49), Flemming von Holck (32), Christian Dippmann (41), Jesper Linell (25).
Fraværende: Signe Maria Christensen (5).
Siden sidst
De to døde/døende træer i Farimagsgadeenden af midterstykket er udskiftet og kommer forhåbentlig til at klare sig godt. De skal vandes effektivt når foråret nærmer sig.
De fleste af bedene er blevet ‘adopteret’ af et hus – som får eventuelle udgifter til plantning og vedligeholdelse dækket af gadekassen. Vi skal lige have det sidste bed med.
Vi har holdt lystændingsfest med 30-40 deltagere i vintermørket, og det glimrende initiativ fra Rikke i nr. 13 om at ‘åbne låger’ var en succes med 10 arrangementer hvor en halv snes eller flere mødtes en stund i skiftende haver og fik et glas eller en kop varmt. Det kommer vi da vist til at gentage til næste år. Tak Rikke!
Vi har sat reflexer på fodboldmålene så de forhåbentlig er mere synlige i mørke, ikke mindst for cyklister
Fartdæmpende foranstaltninger
Efter sidste møde har Jacob i nr. 19 foreslået en plan for fartdæmpende indretning af midterstykket. Midterstykkets formelle status er såkaldt Opholds- og legeareal hvor der ikke må parkeres og hvor der højst må køres 15 km/t. Ikke mindst det sidst overholdes lang fra af alle; der køres simpelthen ofte for hurtigt.
Det blev besluttet at arbejde videre med en model hvor vi opstiller et antal tunge, men dog flytbare (plante)kasser i størrelsesordenen 40x40x80 cm. som skal lede biler i en mere snoet bane gennem midterstykket. Malene og Lars kigger på egnede kassemodeller, og vi satser på at tage endelig stilling til valg af model mm. på næste udvalgsmøde så ordningen kan være på plads før eller ved store fejedag den 7. april.
Store fejedag
bliver i år søndag den 7. april. Vi mødes på midterstykket kl. 10 og går i gang. Det er jo meget vejrafhængigt hvad vi kan lave ud over at feje for egen og andres dør, men vi skal gerne gøre noget ved dette
- De fire gamle træer på midterstykket skal beskæres. Jesper taler med Thorbjørn i 23 om at gi dem en omgang
- Legehuset skal muligvis rykkes i forbindelse med ovennævnte planer om trafikdæmpning
- Bordene skal have endnu en gang maling.
– og alle er velkomne til at melde ind hvis de synes der er noget der bør ordnes på store fejedag. Bare sig det til en fra gadeudvalget.
Containerne ved Farimagsgade
Containerne tømmes mandag, onsdag og fredag morgen. Alligevel er de propfulde stort set inden skraldebilen er kørt videre, og ofte er de overfyldt så pap og plastik flyver rundt i gaden og haverne i den ende. Det er ikke i orden. Det ser herrens ud, og det er ærgerligt for dem der har affald flydende rundt i deres haver. Hvis ikke containerens låg kan lukkes, må man tage sit affald med hjem igen og vente til der er plads. Det er naturligvis stærkt irriterende hvis man kommer fra den anden ende af gaden med et læs pap og man så må trave hjem med det igen, men der er desværre ikke noget at gøre ved det. Forhåbentlig kommer kommunens plan om opstilling af 750 affaldspunkter til at forbedre forholdene, men foreløbig er det op til os selv at holde orden omkring containerne.
Vi vil opsætte en venlig henstilling på containerne om at bruge dem som de er beregnet til.
Husejerforeningen
Det store spørgsmål op til og på generalforsamlingen vil være at finde en ny formand og næstformand. Alle opfordres til at overveje om de har lyst til at tage en tørn på foreningens topposter eller til at puffe til naboer som de mener vil være lige i øjet til de to for os alle så vigtige poster.
Næste møde i gadeudvalget
13. marts kl. 19.30 hos Jesper (25)
Alle beboere er meget velkomne til at deltage, men giv lige et praj på forhånd.
Og husk så at sætte kryds i kalenderen ved søndag den 7. april kl. 10, STORE fejedag 🙂
Ref., Jesper