Generalforsamling: Mandag den 18. marts 2024

Referat fra generalforsamlingen i Husejerforeningen ved Øster Farimagsgade (HØF) afholdt i Esajaskirkens krypt, Malmøgade 14, mandag den 18. marts 2024

Ved generalforsamlingen var der 56 stemmeberettigede medlemmer til stede enten personligt eller ved fuldmagt.

1. Velkomst
Husejerforeningens fungerende formand, Rasmus Fehrmann, bød velkommen og forklarede det midlertidige formandskab.

2. Valg af dirigent
Formanden foreslog Søren Plomgaard, Abildgaardsgade 17 som dirigent, hvilket forsamlingen vedtog med akklamation.

3. Godkendelse af generalforsamlingens lovlighed og af dagsordenen samt valg af stemmetællere
Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og beslutningsdygtig. Bestyrelsens forslag til dagsorden blev godkendt. Charlotte Mathiassen blev valgt som referent. To deltagere blev valgt til stemmetællere. Dirigenten redegjorde for generalforsamlingens spilleregler, herunder for hvordan han påtænkte at gennemføre eventuelle afstemninger. Som udgangspunkt ville der være håndsoprækning, som i første omgang ville blive afgjort ud fra, om der var overvældende tilslutning eller mangel på samme, medmindre andet blev ønsket fra salen. Hvis 15 deltagere ønsker det, kan der blive skriftlig afstemning. Dette var ikke tilfældet. Dirigenten orienterede om, at referatet pga. persondataforordningen i videst muligt omfang ville være anonymiseret, men at medlemmer, der deltager i debatten, men som ikke ønsker deres navn medtaget i referatet, skal henvende sig til referenten inden mødets afslutning.

4. Formandens beretning
Formand Rasmus Fehrmann og næstformand Kim Kierkegaard gennemgik detaljeret den udsendte formandsberetning, som er gengivet i forkortet form herunder. Den tidligere næstformand Rasmus Fehrmann overtog den 21. november 2023 midlertidigt formandsposten, da den tidligere formand Jens Haldager trak sig pga. arbejdspres udenfor bestyrelsen. Rasmus Fehrmann gjorde det fra begyndelsen klart, at han ikke ønskede at fortsætte som formand eller næstformand.

Foreningens drift
Formanden sagde tak til de medlemmer, der har forladt bestyrelsen i det forgangne år: Jesper Linell, Wiedeweltsgade, Caroline Wegener Andersen, Høyensgade og Lars Oxfeldt Mortensen, Abildgårdsgade. Deres poster blev overtaget af hhv. Bryan Nicholls, Rene Fagerlund, og Philip Schur Rørvig. Ingolf Ibus trådte ind i bestyrelsen i stedet for Kim Kierkegård, der blev fungerende næstformand efter Jens Haldagers tilbagetrædning. Efter denne generalforsamling er Moritz Schramm trådt ind i bestyrelsen i stedet for Ingolf Ibus, der fortsætter som gadeformand i Webersgade.

Charlotte Mathiassen fortsatte som sekretær for bestyrelsen. Hun har især taget sig af at udsende indkaldelser, skrive referater, sørge for at lægge nye dokumenter på den fælles platform, hjælpe med at organisere arrangementer og møder og andre praktiske opgaver. Det har lettet arbejdet for bestyrelsen.

Den fælles elektroniske platform gør det muligt at arkivere og hente dokumenter for alle i bestyrelsen såvel som andre personer, der tildeles adgang. HØF vil fortsat anvende hjemmesiden kartoffelraekkerne.dk som platform for kommunikation af referater og andre nyttige dokumenter, som alle medlemmer skal kunne tilgå. Hjemmesiden administreres fortsat af webredaktør Randi Rix på vegne af alle fire husejerforeninger i Kartoffelrækkerne. HØF lægger vægt på, at denne hjemmeside anvendes til information fra foreningerne og ikke som debatforum. Bestyrelsen holder fast i en tidligere beslutning om ikke at bruge facebook som kommunikationsforum. Gaderepræsentanterne kan kommunikere til gadens beboere via e-mail – det har bestyrelsen iflg. de eksisterende vedtægter ikke hjemmel til.

Udvalg
HØF er repræsenteret i forskellige udvalg.

Fællesudvalget
HØFs formand deltager automatisk i fællesudvalget sammen med formændene for de andre foreninger Hallinsgade, J.A. Schwartsgade og Voldmestergade. Rasmus Fehrmann afløste Jens Haldager primo november 2023. Udvalget er Kartoffelrækkernes kontaktorgan til Københavns Kommune. Det har i årets løb modtaget og godkendt en række dispensationer fra kommunen til husejeres byggeprojekter i de 11 gader. HØFs formand står for kommunikation med kommunen. Udvalget mødes sjældent, og kommunikationen foregår overvejende ved mailudveksling.

Byggeforeningernes Fællesudvalg
Dette udvalg omfatter HØF, Humleby, Krusemyntehusene og Strandvejskvarteret (Svanemøllen). Rasmus Fehrmann overtog repræsentationen af HØF i udvalget efter gaderepræsentant Gunvor Bjerre, Wilhelm Marstrandsgade, der er fraflyttet Kartoffelrækkerne. Der har været holdt et møde i regi af dette uformelle kontaktforum for de beslægtede byggeforeninger, hvor aktuelle aktiviteter blev udvekslet foreningerne imellem til gensidig inspiration. Udvalget er også et organ, hvor erfaringer med kommunens indgriben i kvarterernes ydre fremtoning kan udveksles.

Indre Bys Lokaludvalg
Rasmus Fehrmann er valgt som suppleant og repræsentant for HØF i dette udvalg. Han rapporterer tiltag i indre by med direkte betydning for Kartoffelrækkerne til bestyrelsen samt andre vigtige beslutninger med konsekvenser for vores by. Der afholdes et månedligt møde i løbet af året, undtagen i juli, i alt 11 møder, samt en række møder i de nedsatte underudvalg, hvor Ingolf Ibus deltager i byudviklingsgruppen. Rasmus Fehrmann fortsætter som 1. suppleant, indtil en anden bliver foreslået. Det er muligt, at HØF i den nærmere fremtid kan stille med et fuldt medlem. Det er efter Rasmus Fehrmanns mening vigtigt at deltage i dette udvalg.

Aktiviteter i HØF
Vandrørsudskiftning i Webersgade
Webersgade havde ved optagelsen i HØF i 2014 ikke fornyet vandrørssystemet, som det tidligere er sket i de øvrige syv gader. Derfor indledtes en opsparing hertil af husejerne i Webersgade på en konto under HØF, hvor der i dag står godt 550.000,00 kr. Projektet blev sat officielt i gang ultimo 2023 ved bestilling af ny vandrørsforsyning fra HOFOR og engagement af et rådgivende ingeniørfirma til at styre projektet for tilslutning til husene af den nye hovedvandforsyning, der etableres af HOFOR under fortovet på østsiden af Webersgade. Indførelsen af stikledning herfra til de enkelte huse og rørføring i kældrene frem til vandmåleren er også en del af entreprisen. Udgifter til advokatbistand i 2023 fremgår af regnskabet, hvor udgiften – som alle andre kommende udgifter – udelukkende afholdes af husejerne i Webersgade. Det samlede projekt er af ingeniørfirmaet skønnet til ca 1.8 millioner kroner, et beløb som forhåbentligt kan nedbringes i det kommende licitationsudbud. Fratrukket Webersgades opsparing i HØF regi samt yderligere opsparing i gaden, forventes der et finansieringsbehov på ca 1.1 millioner. Dette forventes dækket gennem et banklån til HØF, der netop har fået tilsagn fra HØFs bankforbindelse, Nordea. De nærmere betingelser for det endelige lån, der skal optages efter licitationen kendes endnu ikke. HOFOR har oplyst, at arbejdet først bliver påbegyndt fra starten af 2.kvartal 2024. Advokaten der er tilknyttet projektet gjorde opmærksom på, at generalforsamlingen skulle vedtage projektet, før det kan igangsættes lovligt. Derfor blev der uddelt bilag om projektet til alle HØFs medlemmer forud for generalforsamlingen, og projektet blev et punkt til afstemning.

Elforsyning i HØF
Bestyrelsen iværksatte i 2023 en undersøgelse af belastningen af den fælles strømforsyning og kvaliteten af ledningssystemet i udvalgte gader. Den håber derved at få et overblik over konsekvenserne af et øget elforbrug, og om det er nødvendigt med en generel renovering af kabelnettet, der er ført igennem husene, et system HØF har ansvaret for. Der har ikke været nedbrud på ledningerne i det forgange år.

Det er dyrt at få lavet en måling, så der måles kun i en gade, Eckersbergsgade, hvor bestyrelsesmedlem Rasmus Pedersen har stillet sine installationer til rådighed for elmåling, Målingen foregår fra 5. april fra fredag morgen til mandag aften. Da Emerys bageri ligger i gaden, kan det forventes, at gadens forbrug er højere end i andre gader med et lignende antal huse. Målingen kan give en indikator for, om der er overskud af el i det nuværende system til f.eks. at oplade elbiler.

Kloakreglementet
Efter afklaring via foreningens advokat må det fastslås, at vedtægterne ikke påfører HØF ansvar for kloakrør og brønde på husejernes areal, selvom HØF formelt ejer forhaverne, jvfr. vedtægternes §8 stk.1. Her præciseres det, at HØFs ansvar udelukkende vedrører vand-, gas- og elforsyningen til husene. Kloaksystemet under offentlig vej og midterstykkerne er kommunens ansvar frem til en brønd i privathaverne.

Affaldscontainere og gadebrøndsrensning
Der er stadig udfordringer i nogle gader mht. tømning af fællescontainere, og det er problematisk, at skraldespandene i forhaverne kun tømmes hver anden uge pga. lugtgener. Der er planer om at etablere et sorteringspunkt med flere sorteringsmuligheder, efter sigende delvist nedgravet i Lundsgade. Projektet er forsinket og forventes at stå færdigt i slutningen af 2024. HØF har ikke fået tilladelse af kommunen til at afskærme affaldscontainere, som der er ønske om blandt beboerne. I Eckersberggade har man lavet en model for en god løsning, som i første omgang blev afvist af kommunen. Muligvis er det en mulighed at indramme containerne på tre sider, så afskærmningen ikke besværliggør tømning.

Regnvejrsbrøndene på midterstykkerne administreres af HØF, som har fået et tilbud om at få dem renset på 8.500 kroner for de 29 brønde. Det skal gøres i april 2024. Efter vurdering af behov afgør HØF, hvor ofte det skal gøres. Der sættes toppe på ristene før slamsugningen, så bilen kan komme til. De øvrige regnvejrsbrønde hører under kommunen og dennes rensningsstrategi.

De nye ejendomsvurderinger
Alle har modtaget foreløbige vurderinger, der træder i kraft i 2024 men først meddeles endeligt i 2025. HØF kan ikke optræde som klageinstans overfor kommunen; det kan kun den enkelte husejere efter, at den endelige vurdering er modtaget. Bestyrelsen overvejede at invitere en kompetent person til et møde med husejerne om de nye vurderinger i januar, men besluttede ikke at gennemføre mødet, da der stadig er stor usikkerhed om processen.

Jubilæumsårets arrangementer
2023 markerede 150 året for det første spadestik til opførelsen af Kartoffelrækkerne. Året blev fejret af HØF med flere arrangementer samt genoptrykning af bogen om Kartoffelrækkerne af Olav Harsløf og Anne Røssell i 400 eksemplarer.

Det første arrangement var et foredrag på Statens Museum for Kunst (SMK) den 26. april om guldaldermalerne bag mange af vores gadenavne. Over 110 af husejerforeningernes medlemmer deltog. Betaling blev opkrævet ved tilmeldingen til delvis dækning af omkostningerne.

Den næste begivenhed blev fejringen af fødselsdagen, der i 2022 blev defineret som sankthansaften, den 23. juni. I 2023 var det 150 års fødselsdagen, der blev fejret med et stort opbud på 2-3000 mennesker til picnic og fest i strålende vejr. Der er planer om at gentage succesen i 2024

Det tredje jubilæumsarrangement om kultur og arkitektur i kartoffelrækkerne blev udskudt fra november 2023 og blev afholdt den 26. februar 2024. Det omhandlede kultur og arkitektur. Der var indlæg af Henrik Reeh, lektor i humanistiske bystudier og moderne kultur ved Københavns Universitet samt arkitekt Pernille Schyum Poulsen fra tegnestuen Vandkunsten. Næsten 70 mennesker deltog i arrangementet.

Det årlige loppemarked, der ikke er arrangeret af men støttes af HØF, fandt sted den 10. juni med stor aktivitet som vanligt.

Ombygninger og naboforhold
Kælderudgravninger og andre byggearbejder giver stadig en del gener bl.a. mht. støj og affald i de enkelte gader. Det er forståeligt, at huse, der er erhvervet for et meget stort beløb, søges udnyttet maksimalt mht. boligareal. Derfor vælger mange at udgrave kælderen. Dette arbejde medfører ofte udgravning under fælles mur til naboer, en proces, der kræver godt håndværk for ikke at medføre sætningsskader i de berørte huse. Arbejdet er ofte meget langvarigt og påvirker nærmiljøet. HØF opfordrer derfor bygherren til at føre dialog med naboerne forud for et projekt. Det er også bygherrens ansvar at informere beboere og håndværkere om regler for støj, parkering mm. i gaderne. De anbefales at læse afsnittet ”Praktiske forhold” på hjemmesiden. Det er også nyttigt at erindre om kommunens vejledning mht. affaldshåndtering.

Trivslen i gaderne
På bestyrelsesmøderne beretter gaderepræsentanterne om livet i gaderne og de fælles aktiviteter, der binder beboerne sammen socialt. Det er typisk fastelavn med tøndeslagning, forårsrengøring af fællesarealerne, sommerfest og julelystændingsarrangementer. Generelt set fungerer naboskabet godt, og der er stor trivsel. De største problemer vedrører større byggeprojekter, støj og ulovlig parkering.

Påbuds- og dispensationssager
Der blev behandlet 16 påbuds- og dispensationssager i fællesudvalget siden sidste generalforsamling i HØF i marts 2023. Det er et tydeligt fald fra 2022, hvor der var 27 sager. Det tyder på, at forvaltningen har søgt at løse sagerne i mindelighed mellem husejerne og kommunen. De handler ofte om facadeændringer (udskiftning af vinduer) og typen af hegn i forhaven.

HØF har stadigvæk og trods flere rykkere ikke fået svar fra kommunen på den skriftlige anmodning fra den 10 januar 2023 om et møde mellem kommunen og fællesudvalget til drøftelse af en mere ensartet sagsbehandling mht. fortolkning af lokalplanen med flere dispensationer til følge. HØF understreger nødvendigheden af, at husejerforeningens medlemmer via hjemmesiden sætter sig ind i lokalplan 115 og vores vejledning til denne samt fremsender fornødne ansøgninger til kommunen, før de udfører ændringer af tage, facader og haver. En deltager fra Marstrandsgade ønskede at udskifte formuleringen ’mildere sagsbehandling’ med ’mere ensartet sagsbehandling’. Denne opfordring er taget til efterretning i referatet.

Konklusion
Vores forening er i god trivsel. Husejerforeningens økonomi er solid og vil fortsat være det selv med den varslede kontingentændring, der betyder nedsat årlig indbetaling for langt de fleste huse. De 8 gader, der er medlemmer, rapporterer om godt socialt liv. Jubilæumsåret (150 året) for Kartoffelrækkernes tilblivelse blev fejret på festlig og oplysende vis bl.a. med etablering af en populær attraktion sankthansaften, der også vil forsøges afholdt fremover.

5. Regnskabet for 2023

Regnskabet for 2023 var vedhæftet indkaldelsen. Kassereren Henrik Amfelt oplyste forsamlingen om, at det ser pænt ud trods et mindre underskud på 5.212 kroner, som foreslås betalt af opsparingskapitalen.

Punktet “Gader og ledninger” vedrører en udgift for en beboer, der ikke er til sinds at betale for sine forpligtelser.

En beboer fra Wiedeweltsgade spurgte, om HØF overvejer at sætte vores beholdning på en konto, der giver højere renter. Kassereren er ved at undersøge muligheden. En beboer fra Wiedeweltsgade spurgte til udgiften til arrangementer. Det er et meget højere beløb end normalt, som bla. gik til tryk af bøger og afholdelse af de omtalte arrangementer. Der har også været indtægter, der bør modregnes udgifterne. Udgifter til foredragsholderne den 26. februar afholdes af næste års budget.

6. Forslag om igangsættelse af vandrørsprojekt i Webersgade
Bestyrelsen ønsker i 2024 at igangsætte udskiftning af hovedvandrøret i Webersgade. Bestyrelsen er pt. i gang med endelig indhentning af tilbud. Budgettet på udskiftningen udgør kr. 1.850.000,- hvortil husejerne i Webersgade pt. har opsparet kr. 550.000,-. Det resterende beløb 1.300.000 + 200.000 til eventuelle uforudsete udgifter finansieres ved lånoptagning. HOFOR har været meget imødekommende. Det bliver sandsynligvis NCC som bliver entreprenør på opgaven med vandstik fra gaden ind til beboerne. Advokaten er ved at udarbejde tilbudsmateriale. Hvis generalforsamlingen siger ja, igangsættes projektet i andet kvartal af 2024

Der blev stillet forslag til afstemning:
Bestyrelsen bemyndiges til at igangsætte udskiftningen af hovedvandrøret i Webersgade og samtidig optage et lån på maksimalt kr. 1.500.000,-. Lånet tilbagebetales over en 10-årig horisont og tilbagebetalingen samt øvrige omkostninger i forbindelse med lånoptagningen dækkes ved hjælp af et forhøjet tilskud fra husejerne i Webersgade.

Forslaget blev enstemmigt vedtaget.

7. Indkomne forslag fra medlemmerne
Der var ikke modtaget forslag fra medlemmerne ved fristens udløb.

8. Forslag til kontingent og budget for 2024
Bestyrelsen fremlagde følgende forslag vedr. kontingent i 2024. Budgetforslaget var vedhæftet indkaldelsen.

a. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet justeres således, at det samlede kontingent for husene i Webersgade fastsættes til kr. 700,- mens kontingentet for øvrige huse fastsættes til kr. 850,-.

Ole Gade fra Skovgårdsgade havde et modforslag, der gik ud på at fastholde kontingent for alle huse udover Webersgade på 1000 kr. og for Webersgade på 700 kroner med den begrundelse, at der ikke er grund til at sætte kontingentet ned. Overskuddet kunne både bruges til at dække evt. underskud, udgifter til en ekstern administrator af foreningens opgaver samt gå til gaderne, der godt kunne bruge flere penge. Dette forslag var ligeledes til afstemning.

Bestyrelsens forslag fik langt den største tilslutning og kontingentet vil i 2024 være som anført i forslaget.

b. Bestyrelsens forslag til budget
Budgetforslaget for 2024 var vedhæftet indkaldelsen. Budgettet blev vedtaget med et par kommentarer. Caroline Wegener Andersen kommenterede, at der ikke var anført noget beløb til gadevedligeholdelse for 2024, selvom der er planer om istandsættelse af asfalten på midterstykket i Høyensgade. Henrik Amfelt, påpegede, at der endnu ikke forelægger et budget for dette arbejde, og at renoveringen forventes betalt af gadevedligeholdelseskontoen. CWA mente, at mulig brug af kontoen til gadevedligeholdelse bør fremgå af budgettet. Det blev vedtaget. Det tilrettede budget kan findes på kartoffelraekkerne. dk under Regnskab og budget.

Der var lidt diskussion, om HØF skal indsætte en administrator til bla. inddrivelse af kontingenter og andre ikke altid behagelige opgaver. Formanden var enig i, at en administrator kunne være en god ide, især hvis vedkommende er intern. Der var også en bemærkning om, at bestyrelsesmedlemmer med særligt krævende opgaver burde modtage en form for kompensation. Generalforsamlingen gik ikke videre med dette punkt.

9. Diverse valg
Formanden Jens Haldager, Jens Juels Gade 5 – blev valgt for 2023 og 2024, men trådte tilbage i november 2023. Fungerende formand Rasmus Fehrmann, Eckersbergsgade 23, opstiller ikke som formand og der var derfor en ny formand for et år på valg. (det ordinære valg ligger i ulige år). Bestyrelsesmedlem Per Laureng, Jens Juels Gade 38, stillede op for et år. Han præsenterede sig selv og fortalte, at det for ham er vigtigt bevare balancen i gaderne mellem det private og det fælles. Han blev valgt med applaus uden modkandidater.

Næstformanden Rasmus Fehrmann, Eckersbergsgade 23 overtog formandsposten i november. Han er på valg men genopstiller heller ikke som næstformand. Den fungerende næstformand Kim Kierkegaard, Webersgade 42 blev valgt for to år

Kasserer Henrik Amfelt, Wilhelm Marstrands Gade 39, genopstillede og blev valgt for 2 år.

Suppleant Kim Kierkegaard, Webersgade 42 var valgt for 2023 og 2024 men afgår, da han nu er valgt som næstformand. Rasmus Fehrmann, Eckersbergsgade blev valgt for 1 år som suppleant.

Revisorer: Ole Gade Lorentzen, Skovgaardsgade 22, genopstillede og blev valgt.

Voldgiftsmænd: Sigmund Lubanski, Jens Juels Gade 30 genopstillede og blev valgt.

De øvrige poster var ikke på valg i år.

Følgende gaderepræsentanter er valgt i de enkelte gader som bestyrelsesmedlemmer for et år:

Morits Schramm Webersgade; Bryan Nicholls, Wiedeweltsgade; Per Laureng, Jens Juels Gade: Philip Schur Rørvig, Abildgaardsgade: Rasmus Pedersen Eckersbergsgade: Morten Stæhr Johansen, Wilhem Marstrands Gade; Gitte Cassias, Skovgaardsgade; Rene Fagerlund Høyensgade.

HØF kan dermed konstituere en fuldstændig bestyrelse.

10. Eventuelt
En deltager takkede for det inspirerende foredrag om kultur og arkitektur den 26. februar og mente, at det kunne være spændene med en foredragsrække/studiekreds om Kartofelrækkernes arkitektur og dens betydning for byen.

11. Formanden afslutter generalforsamlingen
Rasmus Fehrmann afsluttede dette års generalforsamling ved at takke for god ro og orden og medlemmernes deltagelse.

København den 3.4.2024

Kommentarer er lukket