Gadens sang

Melodi: Skamlingsbanken
Forfatter: Lars Storm (1999)

Her hvor Sortedammen kruser sine bølger,
her i hjertet af det gamle København,
en idyllisk lille gade trygt sig dølger,
Wilhelm Marstrands Gade – det er gadens navn.
Marstrandsgade – du er alle tiders gade.
Vi har hjemme her i solskin, regn og blæst.
Alle dem, som bor i gaden er så glade.
Ikke mindst i dag, hvor vi har gadefest.

Barnet tumler sig i leg på legestykket.
Mange stemmer gi’r et blandet børnekor.
Og de voksne har som regel altid rykket
sig fra stuerne og ud til gadens bord.
Marstrandsgade – du er alle tiders gade.
Her er hyggeligt for voksne og for børn.
Hvis det flyder lidt med skidt og visne blade,
møder alle gerne op og ta’r en tørn.

Og når vinterstormen raser gennem gaden,
klæder gadens børn sig alle festligt ud.
Og de bruger flittigt løs af farveladen,
møder op med godt humør og gåsehud.
Marstrandsgade – du er alle tiders gade.
Du ta’r alle gadens børn i sikker favn.
Marstrandsgades børn er derfor altid glade,
ikke mindst når de skal fejre fastelavn.

Og når sne og is har bøjet sig for tøen,
og når solen stråler i sin fulde glans,
samler hele Marstrandsgade sig ved søen
for at festligholde rækkernes Sankt Hans.
Marstrandsgade – du er alle tiders gade.
Iblandt byens gader er du bare bedst.
Mange andre strømmer til, og de er glade,
for at vi forstår at arrangere fest.

Mer end hundred år er allerede svundet
siden gaden blev betrådt for første gang.
Når det ny årtusind snarligt er oprundet,
vil der stadig være brug for denne sang.
Marstrandsgade – du er alle tiders gade.
Vi har hjemme her i solskin, regn og blæst.
Alle dem der bor i gaden, er så glade,
ikke mindst i dag, hvor vi har gadefest.