WIEDEWELTSGADE

JOHANNES WIEDEWELT (1731-1802)

Johannes Wiedewelt var især god til parkanlæg og gravmæler. Billedhuggeriet havde han i blodet som søn af Holmens billedhugger Just Wiedewelt.

Han lærte kunsten på faderens værksted, men supplerede dog med en uddannelse på Akademiet i 1740’erne.

1750 tog han til Paris understøttet af midler fra kongehuset. Han tjente lidt ekstra ved at arbejde for en af tidens fremtrædende billedhuggere, samtidig med at han fik tid til at besøge kunstakademiet i den franske hovedstad.

Da han her vandt sølvmedaljen i 1753 forhøjede kongen appanagen, hvilket gjorde det muligt for Wiedewelt at forlænge rejsen og tage til Rom. Her blev han grebet af begejstring for den antikke kunst og kom til at føle sig som en apostel for nyklassisismen.

Først i 1758 vendte han igen hjem til København, hvor han hurtigt blev optaget som medlem af Kunstakademiet og i 1761 blev udnævnt til professor. Kort før havde han fået atelier i Materialgården i Frederiksholms Kanal. Det beholdt han resten af sit liv.

Nyklassisismens alvor og monumentalitet passede godt til gravmæler, og Wiedewelts temperament passede godt til gravmæler. Derfor fik han straks ved sin hjemkomst fra Rom overdraget opgaven med at udføre Christian d. 6. sarkofag. Kongen havde siden sin død i 1746 ligget i en trækiste i Roskilde Domkirke. Wiedewelts forbillede for det, der i kunsthistorien bliver kaldt den tidligste nyklassisistiske sarkofag i Danmark, var den romerske kejsertids sarkofager. Efter at have udført kongens fulgte snart flere ordrer på gravmæler til den danske overklasse og flere af kongehusets medlemmer. Nogle af dem kan ses i Petri Kirkes krypt, andre på Assistens Kirkegård.

Men der blev også tid til andet end grave og sarkofager. I 1760 ønskede Frederik den 5. at forbedre og forskønne parken omkring Fredensborg. Wiedewelt fik opgaven med at udføre skulpturerne. Det var stadig den symmetriske franske havestil der herskede, og Wiedewelts skulpturer blev opstillet langs gange og på plæner, der var anlagt med Versailles som forbillede. Wiedewelt var uhyre flittig og udførte i 1762 til 1768 en uendelig række af “årstider”, “bortførelser”, obelisker, krukker, vaser, englebørn, sfinkser, blomsteropsatser og statuer til parken.

I 1768 rejste Wiedewelt igen ud, og efter et kortere ophold i Paris tog han i 1769 til England. Her blev han inspireret af den nye engelske havestil, der tilstræber en større naturlighed end de snorlige franske alléer. Han kaster sig dog ikke direkte ud i den nye stil, da han efter hjemkomsten får til opgave at udsmykke parken omkring Jægerspris Slot. De sandstensvaser og marmorsøjler med urner, som Wiedewelt leverer, bliver stillet op helt efter de franske principper. Men lidt efter lidt løsnes tøjlerne.

I 1777 til 1789 udfører han 54 monumenter over fortjente danske til lunden omkring Jægerspris Slot, der tager form af varder og steler. Her tager han for det første udgangspunkt i den danske kulturarv og bygger på forestillingen om en “vikingekunst”. For det andet placeres monumenterne mere “tilfældigt. ” – med en nøje planlagt skødesløshed.

Wiedewelt bliver i “Dansk Guldalderkunst” karakteriseret som en kunstner, der har vanskeligt ved at give udtryk for varme og følsomhed, hans gebet er i højere grad den dekorative helhed. Men han var en vældig flittig og lærd kunstner. Han var “en mand af smag” som man sagde i samtiden, og han havde stor indflydelse på dansk kunstliv, ikke mindst fordi han i 17 år var direktør for Akademiet.

De sidste år var ikke lette for Wiedewelt. Opgaverne svandt ind, det var efterhånden kun gravmonumenter, han blev bedt om at lave. Wiedewelt er en fortræffelig billedhuggger, men har intet andet at gøre end begravelsesmonumenter, da nationen har det raseri hellere at ville begraves prægtigt end at bo prægtigt,. skriver en samtidig, historikeren P. F. Suhm.

Efter at være blevet ramt af en uhelbredelig sygdom forlod han den 17. december 1802 sit hjem i Materialgården. Fire dage senere fandt man hans lig i Sortedamssøen. “Hans kunst gav ham hæder, hans hjerte venner”, står der på hans grav på Assistens Kirkegård.

Gadens nyheder