Gademøde: 14. marts 2018 – formandens beretning

Gadens udstråling

Vi har ikke det store aktivitetsniveau i vores gade. Vi har ikke de naturlige samlingspunkter, hvor vi kan mødes, sådan som i de andre Kartoffelrækkegader. Vi må nøjes med at blive inviteret med til sommerfesten i Wiedeweltsgade, og så kan vi mødes ind imellem i gaden, og nogen kan have legeaftaler for deres børn. At opholde sig i længere tid på gaden ligger ikke lige for.

Der er alligevel noget der vi er fælles om og som vi kan have fælles interesser omkring. Det er trafikken og forsyningsenhederne, især den fælles vandforsyning.

Vi kan også have en fælles interesse for hvordan vores gade skal se ud. Hvordan oplever andre den som enten cykler, kører i bil igennem eller ind imellem går igennem den. Skal den se forsømt ud og se ud som den er i forfald. Dette giver anledning at også andre får en ligegyldighed over for at værne om gaden. Er der først kommet skidt til og papir mv. smider andre også deres, graffiti tiltrækker også mere graffiti osv. Storskrald sat frem i utide, bliver der rodet rundt i. Trafikanter opfører sig også herefter i det omfang man får øje på at det blot er en ligegyldig tilfældig gade.

Derfor lad os værne om vores gade og hver især gøre vores til at gaden får en ordentlig udstråling.

Begrønning

Flere er begyndt at sætte grønt op ved deres huse. Miljøpunktet for Indre By og Christianshavn arbejder på at gøre bydelene grønnere og renere. Der er således en kampagne for ”roser til byen”, og giver også økonomisk støtte og support hertil. Det kan være bedre at blive kendt som gaden med roserne, frem for gaden med trafikken. Tidligere har vi arbejdet på at få højhusene til at begrønne deres facader med efeu. Der har dog været noget modstand herimod pga. mere eller mindre velbegrundede myter omkring dette.

Trafikken

Jeg kan desværre ikke melde om noget nyt på dette område. Ensretningen i Øster Søgade pga. Metrobyggeriet ved Østerbrogade blev uden varsel ophævet. Vi havde set frem til en evaluering omkring, hvilken betydning det havde haft for trafikken og om dette kunne give anledning til nye idéer eller til at bevare ensretningen. Derfor har vi også inviteret en repræsentant med fra Kommunen (TMF), Søren Kastoft, til HØF’s generalforsamling på mandag. Det er også aftalt at han redegør for de andre kommende planer i området: Københavnerruten til forbedring af cykelforholdene langs Farimagsgade og på Sølvtorvet til foråret og det nye museumsbyggeri på Sølvtorvet m.m.

I lokaludvalgsregi har vi bedt om at der budgetteres med midler til at analysere og komme med helhedsløsninger omkring de trafikale udfordringer i Webersgade/Sølvgade og omkring Sølvtorvet og de grønne områder ved Østre Anlæg og Botanisk Have.

Der kommer en Handleplan omkring Trafikstøj til Høring senere på året, hvor det må forventes at både Indre By Lokaludvalg og Trafikforeningen Webersgade vil komme med høringssvar. Der arbejdes også på at reducere luftforureningen med forslag om udvidede miljøzoner, elbusser, og færre buslinjer gennem Webersgade, som nogle af handlemulighederne.

Affald

Københavns Kommune har besluttet at vi alle skal sortere vores affald. Sortering skal ske i papir, pap, plastik, metal, glas og farligt affald, og nu kommer bioaffald til.

Dette har givet nogle udfordringer i Kartoffelrækkerne, fordi hver type affald skal have sin egen beholder. Foreløbigt er dette resulteret i nogle løsninger, som godt kan vise sig at skulle justeres, og måske kan der også på et tidspunkt komme en mere æstetisk løsning.

Der er således anbragt containere til pap, plastik, papir og metal for enden af Kartoffelrækkegaderne ud mos Øster Farimagsgade. Pap og plastikcontainere har været vældig populære og bliver nu tømt 2 gange om ugen. Glas kan stadig afleveres for enden af Stockholmsgade ved Sølvtorvet.

Farligt affald kan afleveres til miljøbilen ved hjørnet af Høyensgade og Øster Søgade den 3.mandag i måneden, næste gange 19. marts og 16. april. Se endvidere under praktiske informationer på Kartoffelrækkehjemmesiden.

Storskraldsordning fungerer som hidtil. Man kan få en SMS når der afhentes affald. Se hjemmesiden under praktiske oplysninger.

Dagrenovationstidspunkt er flyttet til onsdag morgen.

Forsyningsnet

Mht. El er der et internt fælles forsyningsnet gennem lofterne. De fleste har i dag egen stikledning fra gaden. I forbindelse med renovering viste det sig at ingen med sikkerhed kunne udtale sig om, at det gamle forsyningsnet ikke stadig var i anvendelse. Det må vi derfor leve med indtil videre. Man må godt give besked, hvis man får det lavet om til egen stikledning. Det er Radius, der står for elforsyningen.

Mht. gas er der efter hvad jeg er blevet meddelt ikke flere gasbrugere i vores side af gaden. Der er derfor for nyligt blevet fjernet nogle blinde rør med 2 opgravninger på fortovet. Det er Hofor der står for gassen.

Mht. vand og forsyningen gennem fælles vandrør igennem gårdene er det et kapitel for sig selv, der tages op under andet punkt. Det er også Hofor der står for vandforsyningen og for Fjernvarmen og kloak og afløb.

Nytilflyttere

Vi har fået nogle nye beboere i løbet af året og nogle er på vej. Dem vil vi godt sige velkommen til. Vi håber i falder godt til, og vil bidrage med noget nyt.

Ny hjemmeside

Omkring 1. december 2017 fik HØF en ny og opdateret hjemmeside. Her kan man finde alle relevante oplysninger om HØF og de enkelte gader. Her vil der også være nyheder både for fællesforeningen og de enkelte gader. Vi har en Web-redaktør Lars Hulvej, nr. 34, lars@hulvej.dk som vil sørge for at nyheder mv. kommer på hjemmesiden.

 

Ingolf Ibus

Webersgade 36

Formand for

Gadeforeningen for Kartoffelrækkehusene i Webersgade

Kommentarer er lukket