Vinderen af “Årets flotteste juleudsmykning” er nu fundet

Tak til de mange deltagere i “Årets flotteste juleudsmykning”. Der var tæt opløb til det sidste. Men der var nu alligevel én deltager, som var selvskreven til at vinde. Eskild, Josefine, Victoria og Timme fra Abildgaardsgade 46 gik all in og sendte ikke blot en motiverende tekst, 3 flotte billeder af deres træ – de sendte også en fin video af deres julekoncept in action. Et seks meter højt og flot udsmykket juletræ med snekanon og røgmaskine til at skabe den rette julestemning.

Stort tillykke med sejren. Der står to flasker Boom Boom vin klar til jer i Focus 🙂

“Kære Kartoffelrækkerne
Julen er årets store højtid som flot Juleudsmykning kan være med til at fejre. Det skal være højtideligt, flot og festligt !

Den svære balance er, at jo mere julepynt med sætter op, giver ikke nødvendigvis et bedre resultat. Det kan nemt blive til dårlig smag uden højtideligheden som hører til denne tid

Vores tilgang er derfor at tilstræbe stor enkelhed i vores Juleudsmykning. Vi har placeret et stort 6 meter højt træ med flot lys præcist i midten af gården. Storslået, enkelt og festligt!

Vores træ-leverandør siger at det er det næsthøjeste træ i indre København efter træet på Rådhuspladsen. Vi er glade for at dette træ nu findes i Kartoffelrækkerne.

For at gøre det sjovt for børn har vi placeret en snekanon oppe ved taget. Denne kan lave flot sne som daler ned over træet og haven. Vi er nu sikre på hvid jul og børnene fra gaderne elsker at danse om træet i snevejr. Under træet har vi en røgmaskine. Denne kan give den stemning og mystik som jo også tilhører julens historier om nisser og alfer mm.

Vi er glade for at deltage i konkurrencen: Hvis vi skulle vinde, vil vi bruge det som motivation til at fortsætte traditionen i de mange næste år.”

 

Vi lovede desuden at udtrække en vinder blandt deltagerne. Og her er Camilla fra Wiedeweltsgade 15 den heldige vinder af en lækker æske chokolade. Stort tillykke 🙂

Til sidst blot en opfordring til alle om at gå en tur rundt at se på de mange lys i rækkerne.

Rigtig glædelig jul og godt nytår.

Kommentarer er lukket