Initiativgruppen “Vi redder Focus” har brug for din hjælp

Vores lokale købmand er ved at lukke.

Det er ærgerligt for alle os, der ofte handler i Focus. Det er skidt for det fællesskab, som butikken er med til at skabe. Det er synd for kvarterets ældre, der er afhængige af nærhed. Og det er dårlig nyt for de andre handlende i gaden.

Helt konkret, så skylder Focus 85.000,- til en kreditor. De har fået henstand flere gange, og nu bliver der snart taget pant i varelageret,  hvis ikke der sker noget.

Initiativgruppen bag “Vi redder Focus” arbejder på to spor:

1. På kort sigt forsøger vi at rejse penge til, at vi kan hjælpe med at betale den kortsigtede gæld. Derfor denne fundraiser.

2. At hjælpe Focus med at få butikken tilbage på sporet,  herunder at gå i dialog med Focus og deres primære leverandør, Dagrofa, om mulighederne for at redde butikken og udvikle den til en bæredygtig butik, der er i sync med kvarterets behov for en lokal købmand.

Nu og her kan du støtte kampen for at redde Focus med en kontant donation, der altså vil gå til at indfri den kortsigtede gæld og sikre at vi kan tage en konstruktiv dialog med Focus og deres leverandører om butikkens fremtid.

Der er ingen tvivl om, at Focus ikke kører som en velsmurt maskine med styr på økonomien. Og der er heller ingen tvivl om, at de unge mænd har brug for hjælp til at drive forretningen.

Vi tænker, at vi i lokalområdet kan mønstre de kompetencer, der kan være med til at hjælpe Focus på ret kurs, og samle dem i en lille bestyrelse, der sikrer at vi kan fastholde en lokal købmand i Farimagsgade.

Går vi ind og hjælper Focus med den kortsigtede gæld, er det derfor et krav fra Initiativgruppens side, at vi får mulighed for at hjælpe Focus og repræsentere kvarterets beboere og de økonomiske donorer i den mere langsigtede redningsplan for Focus.

Initiativtagerne bag “Vi redder Focus” er Lars Thuesen, Claus Thor Nielsen og Randi Rix, der alle bor i Wilhelm Marstrands Gade. Vi håber at kunne samle andre frivillige i det videre arbejdet for at redde Focus.

Hjælp os med at støtte denne crowdfunding-indsamling hurtigst muligt! (på dette link) – Målet er i første omgang at samle 50.000 kr. ind.

 

Kommentarer er lukket