Mange teenage-forældre kender svaret, når de spørger deres unger på grænsen til voksenlivet: ”Hvor har du været?” ”Ude”!
Et svar, der kan bekymre mange forældre, som gerne vil have lidt hånd i hanke med deres store unger.
Således også for moderen til de 3 teenagere i nr. 13 i begyndelsen af 1980’erne. Hun foretrak derfor at sige til de unge, at de og deres venner kunne være hjemme og hygge sig – i stedet for steder, hvor hun ikke anede, hvad de foretog sig.
Det tog de bogstaveligt – og der var et rend af, sommetider temmelig støjende, unge, som syntes, det var skønt at have hele huset for sig selv, mens moderen var på arbejde, tømme køleskabet og måske endda spise med om aftenen.
Ungdomspensionen Tusindfryd kaldte de unge huset…..
Men det var ikke alle, der syntes, det var så frydefuldt. F.ex. ikke de nærmeste naboer, der måtte lægge øre til højrøstet snak i gården eller høj musik ud ad vinduerne. Alvorlige samtaler mellem mor og unge hjalp ikke så meget. Så inviterede hun naboerne på kage og kaffe sammen med de unge, så teenagerne selv kunne høre beklagelserne. Det medførte lidt mere afdæmpet opførsel et par dage… men så var den gal igen.
Men heldigvis bliver også teenagere ældre og – tro det eller ej – mere fornuftige, så efterhånden stilnede uroen af …. Lige samtidig med, at naboens egen søn var kommet i teenagealderen og også syntes, at det var skønt at holde larmende fester m.m.
Vi bor tæt – på godt og ondt.
/Gunvor Bjerre,
Flyttede ind i Wilhelm Marstrands Gade i 1975
