ECKERSBERGSGADE

CHRISTOFFER WILHELM ECKERSBERG (1783-1853)

Christoffer Wilhelm Eckersberg har fået tilnavn af ”vor malerkunsts fader” og ”den hidtil største lærer i vor kunsts historie”. At han var en gudsbenådet lærer, er der vist udbredt enighed om, og at han har malet mange sublime portrætter og familiebilleder hersker der heller ikke tvivl om, men hans historiemalerier og søstykker får ikke megen ros.

Hans far var snedker og Christoffer Wilhelms første lærer udi i skønnekunster.

Han blev født den 2. januar 1783 i Blåkrog ved Als Sund i Sønderjylland. Hans far var snedker og Christoffer Wilhelms første lærer udi i skønnekunster. Senere kom drengen i lære hos en malermester i Åbenrå, der også leverede portrætter til provinsens borgerskab.

Men i 1800 fik Eckersberg nok og drog 17 år gammel til Flensborg og tre år efter til København for at gå på Akademiet. Pengene til københavnerrejsen måtte han samle sammen blandt velmenende borgere i Flensborg, der tilsammen kunne forstrække ham med 51 rigsdaler. På Akademiet blev han elev af Abildgaard og fik allerede i 1805 to sølvmedaljer og en lille guldmedalje. I 1809 fik han den store guldmedalje, og året efter kunne også han vende næsen mod Rom.

Første station på rejsen var Paris, hvor han i et lille år var elev hos David. Det kedede dog Eckersberg at tegne og male efter nøgen mandlig model det havde han også gjort i København. Men han lærte her den omhyggelige iagttagelse og gengivelse af modellen, og David lagde stor vægt på naturstudiet, der skulle blive et vigtigt fundament for Eckersbergs udvikling som kunstner. I 1813 kom han endelig til Rom, hvor han indlogerede sig på samme pensionat som Thorvaldsen. Tiden i Rom var god for Eckersberg. Han malede en masse billeder af byen og omegnen, billeder der betragtes som et højdepunkt i hans kunstnerliv og som epokegørende i den danske landskabskunsts historie. Men også som portrætkunstner nåede han her et højdepunkt med sit billede af Thorvaldsen “dette det smukkeste portræt, der er malet af nogen dansker, og som burde hænge på en hædersplads i vort Nationalgalleri i stedet for at være bortgemt på Charlottenborg”. (Dansk Guldalderkunst).

Da han var færdig med portrættet af Thorvaldsen, begyndte han at tænke på hjemrejsen. Efter tre måneders rejse var han tilbage i København. I 1817 blev han medlem af Akademiet og året efter professor med ret til bolig på Charlottenborg. Her boede han til sin død. Først sammen med Jens Juels datter Julie, som han giftede sig med i 1817, efter hendes død med Julies søster Susanne, som han giftede sig med efter Julies død i 1828.

I de første år efter sin hjemkomst fra Rom malede han nogle af sine bedste portrætter og familiebilleder, blandt andet ”Det Nathansonske familiebillede”, som man kan se på Statens Museum for Kunst. Det er især ærlighed, evnen til at fylde en klassicistisk komposition med liv, den skarpe iagttagelsesevne og en menneskelig indsigt, der fremhæves i billederne af personerne fra det bedre borgerskabs København. Også kongefamilien malede han, uden der dog kom stor kunst ud af det.

Som akademiprofessor forventedes det også, at man gav den som historiemaler. Men det slap Eckersberg ikke godt fra. Dommen er skånselsløs. Også hans dusinvis af søstykker har ”været spildt på efterslægten”. Derimod svigter hans pædagogiske evner ham aldrig, og han var højt elsket af sine elever – blandt andet Købke og Marstrand. Især lagde han, som sin gamle lærer David, vægt på studiet af naturen, og så fik han som noget nyt indført, at akademiets elever begyndte at male efter nøgen kvindelig model ”i fuldt dagslys!”

Det resulterede i endnu et af Eckersbergs berømteste billeder: ”En nøgen fra ryggen set kvinde sætter sit hår foran et spejl” fra 1837, der nu hænger på Den Hirschsprungske Samling.

Eckersberg døde af kolera under epidemien i 1853 – den der blev en vigtig inspirationskilde til dannelsen af Arbejdernes Byggeforening og hermed af Kartoffelrækkerne.

Gadens nyheder