Referent: Gunvor (13)
Ca. 30 var mødt op.
Efter hyggelig fællesspisning startede møde kl. 18.45.
Orientering fra husejerforeningen
Der er generalforsamling den 21. marts.
Private/kommunale gader
Kommunen har drøftet overtagelse af vores private gader i rækkerne. Hallinsgade er allerede blevet gjort kommunal. Det vil bl.a. betyde at alle – også biler uden ØV-tilladelse – kan parkere i vores gader.
Husejerforeningen har ladet en advokat kigge på det – og mener, at kommunen er i sin ret til at gøre det. Dette blev der rejst tvivl om på vores gademøde.
På generalforsamlingen kommer der en mand fra kommunen, der vil svare på alle de spørgsmål, vi stillede på vores gademøde. Mød op og spørg om f.eks.:
– Midterstykke (gadeborde/sandkasser/ bordtennisbord etc.)
– Pasning af bede og planter
– Afspærring til gadefester
– Snerydning
– Berører det vores forhaver
– m.m.
Katte
I mange gader er der problemer med katte, der ”gør” – ikke gøer – i haverne. Der findes ikke samme ejeransvar for katte som for hunde. (Dryp med hjortetaksolie holder hunde og katte væk)
Graffiti
Ved fodboldkampe bliver husene mod Øster Søgade hærget af graffiti. Udover, at det ikke ser kønt ud er det ikke sjovt at have BIF stående på sin gavl, hvis man er FCK fan.
Husejerforeningen foreslår på generalforsamlingen at bevilge et engangsbeløb på 20.000 kr. til forsøgsvis fjernelse af den nuværende graffiti. Man kan behandle væggene med tapetklister og voks, hvilket skulle gøre det lettere at fjerne det.
Gademødet diskuterede, om det fremover er ejerne, gaderne eller husejerforeningen, der skal stå for fjernelse. Det vil blive drøftet på generalforsamlingen.
Postkasser
Fra 1. januar 2012 bliver det obligatorisk at opstille postkasser ved ”Skel”, dvs. ved gaden. Den store forening er i gang med at undersøge, om der kan være andre løsninger.
Ledninger
I nogle gader (måske også i WMG) er der kloak- og vandledninger, der går under hinandens grunde. Det giver problemer med opgravning af haver etc.
WM-gade orientering
Energi
Ebbe (19) opfordrer folk til at indsende aflæsningen af deres vand/varme/el til ham, så vil han lave grafer, der gør, at vi kan måle vores forbrug i forhold til andre.
Husejerforeningen har nedsat to energigrupper:
Energigruppe 1: ”KartoffelEnergi”
Der er foretaget ca. 10 energigennemgange af forskellige huse i rækkerne. Ud fra dem, vil der blive lavet en pjece med spareråd, specielt rettet mod vores huse. Der kan være MEGET at spare.
Der vil også blive gjort opmærksom på muligheder for tilskud til energibesparende tiltag.
Husejerforeningen vil foreslå på generalforsamlingen at søge kommunen om dispensation, så man kan anbringe solceller på tagene mod gaden.
Der er dog en række forhold der skal afklares, som f.eks. udseendet, bæreevne mv. på taget. Men det er en rigtig god ide, der er penge og CO2 at spare, til en efterhånden overkommelig investering.
Energigruppe 2:
Er i gang med at vurdere energibesparelser for alle de knap 2000 byggeforeningshuse i Kbh. i forbindelse med 150 år jubilæet for byggeforeningerne, den rapport der bliver udført for energigennemgangen af vores 10 huse vil blive grundlager for at pege på muligheder for energibesparelser i de øvrige byggeforeningshuse.
Derudover arbejdes der på at få opstillet en vindmølle på et sted med gode vindforhold, sandsynligvis i samarbejde med andre, der kan generere lige så meget strøm, som de ca. 2000 huse forbruger, så vores strømforbrug bliver CO2 neutralt.
Fjernvarmeanlæg
Mange har problemer med deres varme og øvrige tekniske anlæg. Der arbejdes derfor med, at få en ordning med en dygtig fjernvarme håndværker, som for et beskedent beløb kan komme og gennemgå anlæggene. Den gennemgang skal så munde ud i, at det enkelte hus får et tilbud på reparation/udskiftning af hele eller dele af anlægget.
Mere om dette senere, ideen er på arbejdsbordet lige nu.
Ved evt. udskiftning af anlæg anbefales det at få et såkaldt splitanlæg, dvs., at vandbeholder og øvrigt udstyr er adskilt og derfor kan udskiftes separat.
Energiaftener
Ebbe efterlyste hvor stor interessen var for eventuelle orienteringsaftener, f.ex. om fjernvarmeanlæg, isolering, solceller etc. Mange fandt, at det var interessant og Ebbe går videre med idéen. Dette kan også kombineres med gennemgang af fjernvarmeanlægget, men det vil blive udmeldt senere.
Grøn Messe
Lørdag den 9. april afholder 2100.nu grøn energimesse i Charlottehaven ved Nordhavn station. Se mere på nettet på 2100.nu’s hjemmeside.
Beboerlokale
Husejerforeningen har sendt brev til kommunen og Østerfarimagsgades skole om, at vi var interesserede i et fælles beboerlokale til gademøder, arrangementer etc. – når skolen skulle udbygges. Skolens inspektør ser med stor velvilje på det – men på et møde d. 28.2. viste det sig, at efter at skolen ikke kan overtage Øster Borgerdyd gymnasiums lokaler, så må man udbygge på egen legeplads. Det betyder, at der dårligt bliver plads til de undervisningslokaler, der er brug for, og at der heller ikke bliver det beboerlokale for lokalsamfundet, som var ønsket. Vi må derfor kigge på alternativer.
Snerydning
Enighed om, at vores snerydning har været bedre i år og langt bedre end i de andre gader. Men den kan stadig blive meget bedre. F.eks. er det vigtigt mindst at holde et cykelspor ryddet. Det er livsfarligt at cykle gennem gaden. Er du bortrejst, så bed din nabo rydde for dig (og omvendt). Giv også gerne frivilligt en hånd med, når kommunens sneryddere i ØF- og ØS gade har lavet en ”vold” for enden af gaden.
Flaskeordning
En afstemning i gaden har afvist at lade gadekassen betale de 600 kr. det fremover vil koste at få afhentet tomme flasker. I stedet henvises man til flaskecontaineren på Sølvtorvet (ved indgangen til Østre Anlæg) eller den på Hjalmar Brantings Plads ..eller til at aflevere flaskerne i supermarkederne …eller drikke papvin.
Battericontaineren
Den plastdunk med gamle batterier, der plejer at stå ved vores papircontainere er fuld og vil snarest blive erstattet af en tom dunk.
Økonomi
(Dette punkt stod ikke på dagsordenen, men man blev enig om at få en orientering fra kassereren).
Gaden har knap 20.000 på kistebunden.
Forslag om, at hvis alle gader har så store reserver, så kunne man evt. lade det årlige tilskud fra husejerforeningen (8000 kr.) blive mindre og i stedet sætte dem ind i en fælles pulje, som man kunne søge til særlige anlæg/arrangementer. Forslaget vandt ikke det store gehør.
Enighed om, at man på næste gademøde kom med idéer – og tog beslutning om – hvad vi kan bruge vores penge til.
Forslag
– ordentligt telt til gadefest
– understel til bordtennisbord
– andre planter i gadeende-bedene
– nedsætte et børneudvalg, der skulle finde ud af, hvad de kunne ønske sig i gaden
– nye træer
– opslagstavle
Valg, konstituering samt underudvalg og datoer
Formandsvalg
Formand Ebbe (19) går af som formand. Jens Peter (12) er medformand og Gunvor (13) er næstformand. De to sidste fortsætter og Mads (2C) meldte sig til et bestyrelsestriumvirat. Vi takker Ebbe for hans indsats – ikke mindst på energiområdet, hvor han har lagt megen energi.
Gadefestudvalg
Antje, Lene og Gunvor indgik i forberedelsesudvalg til gadefest. Dette udvalg informerer og uddelegerer. Holder møde inden sommerferien.
Fastelavn
Der er fastelavnsfest på lørdag d. 5. marts. Meld dig til Jens Peter, hvis du vil hjælpe med tønder, bagning etc.
Datoer (sæt X i kalender nu)
– Gadefejning 10. april
– Arbejdsdag søndag 5. juni
– Sankt Hans fællesspisning og bål ved søen 23. juni
– Gadefest lørdag 20. august
– Gademøde tirsdag 11. oktober
– Fejning og lystænding søndag 20. november
Se gadens hjemmeside for afhentning af stor- og haveaffald m.m.
Eventuelt
Hjørnehusene (især ved Øster Farimagsgade) opfordres til at feje og fjerne affald på fortovene.