Bestyrelsesmøde: Mandag 25. august 2025

I mødet deltog: Sigmund Lubanski, formand;Kim Kierkegaard, næstformand; Henrik Amfelt, kasserer; Rasmus Fehrmann, suppleant; Bryan Nicholls, Wiedeweltsgade; Gitte Cassias, Skovgaardsgade; Per Laureng, Jens Juels Gade; Philip Schur Rørvig, Abildsgaardsgade; Rene Fagerlund, Høyensgade; Charlotte Mathiassen, sekretær

Ikke til stede: Moritz Schramm, Webersgade; Tilde Steen Dogan, Eckersbergsgade; Morten Stæhr Johansen, Wilhelm, Marstrandsgade

Mødet blev afholdt hos: Sigmund Lubanski, Jens Juels Gade 30  

Valg af ordstyrer
Sigmund Lubanski blev valgt som ordstyrer

Godkendelse af dagsorden
Dagsorden blev godkendt

Orientering
Det har været en rolig sommer. Nogle beboere i kartoffelrækkerne har dog oplevet støjgener fra vejarbejdet på Øster Farimagsgade og besvær med at krydse gaden. Efter planen skal cykelstier og fortove være genetableret i december 2025, og asfaltering af vejbanen mv. være færdig i juni 2026.

J.A. Schwarzgade får opsat nye gadelamper inden udgangen af uge 37. Bestyrelsen opfordres til at besøge gaden for at se, om gadens løsning er mere tiltalende end den nye belysning, som kommunen på sigt vil udskifte til.

I Høyensgade har der sommeren over været mange lejecykler på midterstykket. Det viser sig, at placeringen fremgår på et kort som officielt opsamlingssted for cyklerne. De må dog ikke parkeres på private veje uden tilladelse. Firmaet kontaktes af gaden.

Økonomi
Økonomien er som forventet. Der har været indtægter fra kontingent og gebyr for for sen indbetaling. På nuværende tidspunkt mangler tre husstande stadig at betale og kan forvente at blive sendt til inkasso. Den 5. maj havde 86 husstande ikke betalt, den 1. juli udsendte Henrik Amfelt anden rykker til de 26, der stadig var udestående med gebyr. Der var spørgsmål, om HØF ikke kan tvinge husstande til at bruge betalingsservice. Det koster dog HØF en del, så det er ikke en god løsning.

Der har ikke været ekstraordinære udgifter. Randi Rix har fået bevilliget 10.000 kroner til assistance med at opdatere hjemmesiden.

Webersgade
Vandprojektet er så godt som afsluttet. De sidste husstande er netop blevet tilsluttet den nye vandforsyning; NCC mangler at kappe de sidste eksisterende rør. Der har været et par fejl og forsinkelser undervejs, men alle er nu tilsluttet. NCC mangler at sende regning for sit arbejde. Henrik Amfelt og Kim Kierkegaard laver en endelig beregning for de enkelte husstande, når projektet er helt afsluttet. Det ser ud som om økonomien holder. Asfalten i Webersgade er blevet lidt ujævn som følge af projektet, men der er fra kommunens side muligvis plan om en renovering af gaden i stil med Øster Farimagsgade.

Nyt fra indre by lokaludvalg
Forud for mødet sendte Rasmus Fehrmann links fra IBLU til de emner, der er særligt interessante for kartoffelrækkerne. Bl.a. er udlejningscykler et punkt. Der er ønske om at regulere antallet af cykler ift. årstider. København kunne tage ved lære af Paris, hvor brugere kun kan afslutte betaling, hvis de parkerer cyklen på bestemte steder. Forslaget om ensretning af Øster Søgade, der er udarbejdet af teknik- og miljøforvaltningen er nu behandlet i teknik- og miljøudvalget. Det blev besluttet at udføre en traffikal foranalyse af konsekvenserne for bl.a. trafikken i Øster Farimagsgade ved ensretning af trafikken på Øster Søgade i hhv. nordlig og sydlig retning, før en endelig beslutning om ensretningen tages. Der er planlagt en måling af trafikken ved begge scenarier, når projektet i Øster Farimagsgade er færdigt. Metro 5 ringen er besluttet, men det er usikkert, om forslaget med skakt i Østre anlæg, som er et fredet område, bibeholdes. Der er intet nyt om genetablering af indgang til botanisk have.

Trafikudvalg
Gitte Cassias vil minde Ole Lorenzen om at sørge for, at Skovgaardsgades trafikudvalg laver et kort oplæg til næste bestyrelsesmøde med henblik på, at inddrage andre gader i udvalget.

Nyt fra gaderne
Wiedeweltsgade – Ved sidste gademøde blev der stillet spørgsmål om, hvad gaderne skal med individuelle vedtægter, og om andre gader har lignende vedtægter. Der er ingen fælles regler udover valgbarhed og stemmeret (beboere). HØF blander sig ikke i de enkelte gaders vedtægter men for at få gadepenge, skal den enkelte gade være en forening med vedtægter. I Wiedeweltsgade er vedtægterne fra 1982, så gadeudvalget har planer om at revidere dem. Sekretæren indsamler eksisterende vedtægter for samtlige gader inden næste bestyrelsesmøde. Bestyrelsen ser vedtægterne igennem før næste bestyrelsesmøde for at indkredse fælles punkter. De fleste gaders vedtægter ligger på hjemmesiden kartoffelraekkerne.dk under de enkelte gade. Det er gadeformandens ansvar at sørge for at sende nyeste vedtægter til Randi Rix, så hun kan lægge dem op på siden, og derved gøre dem offentligt tilgængelige.

I flere gader har der været afholdt sommerfest med godt fremmøde og god stemning. I Abildgårdsgade er der mange nye tilflyttere, og der har været meget byggeri med de støj- og andre gener, der følger med. I Høyensgade begynder det længe ventede arbejde med at lægge ny asfalt. Gadeformanden Rene Fagerlund fik svar på, at motorcykler gerne må parkere på gadernes p-pladser. Jens Juels gade afholder konstituerende gademøde forud for sommerfest i uge 35. Der har været en større udgravning i dele af gaden pga. problemer med kloak i et af husene. Den viste, at kloakledningen er underdimensioneret ift. nuværende forbrug af vand. Det er HOFORs ansvar at adskille vand og kloak og at gøre ledningerne tidssvarende.

Kommende møder
Næste bestyrelsesmøde finder sted mandag den 20. 10 hos Rene Fagerlund, Høyensgade 26. Sekretæren udsender endelig dato for næste generalforsamling, når hun har fået svar på leje af krypten. Hun sørger også for at bestille bord til julefrokost den 25.11.

Eventuelt
Bestyrelsesmedlemmer bedes skrive til sekretæren, når de ikke kan deltage i et bestyrelsesmøde.

CM 3.9.2025

Kommentarer er lukket