Ved generalforsamlingen i Husejerforeningen ved Øster Farimagsgade (HØF), der blev afholdt i Esajaskirkens krypt, Malmøgade 14, torsdag den 20. marts 2025, var der 35 stemmeberettigede medlemmer personligt til stede og 9 med fuldmagt. I 2024 deltog 56 personer. Der er således tale om en beklagelig tilbagegang i antallet af deltagere.
1. Velkomst
Husejerforeningens formand, Per Laureng, bød velkommen og orienterede om aftenens forløb.
2. Valg af dirigent
Jesper Linell, Wiedeweltsgade, blev valgt som dirigent.
3. Godkendelse af generalforsamlingens lovlighed og af dagsordenen samt valg af stemmetællere
Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og beslutningsdygtig. Bestyrelsens forslag til dagsorden blev godkendt. HØFs sekretær, Charlotte Mathiassen, blev valgt som referent. To deltagere blev valgt som stemmetællere. Dirigenten redegjorde for generalforsamlingens spilleregler herunder for, hvordan han påtænkte at gennemføre eventuelle afstemninger. Dirigenten orienterede ligeledes om, at referatet pga. persondataforordningen i videst muligt omfang ville være anonymiseret.
4. Foreningens årsberetning
Formanden gjorde opmærksom på, at årsberetningen er bestyrelsens og ikke formandens beretning. Han gennemgik de overordnede dele af årsberetningen og opfordrede de tilstedeværende til efterfølgende at stille spørgsmål.
Foreningens drift
Bestyrelsen er ansvarlig for foreningens drift. Den består af 8 gaderepræsentanter, der vælges i deres respektive gader, og forretningsudvalget bestående af formanden, næstformanden, og kassereren. Forretningsudvalget mødes en uge før bestyrelsesmøderne bl.a. for at lave en dagsorden. I reglen deltager suppleanten og sekretæren i disse møder. Foreningen afholdt som planlagt 6 ordinære bestyrelsesmøder og et ekstraordinært bestyrelsesmøde kort før generalforsamlingen. Ingen medlemmer forlod bestyrelsen i det forgangne år.
Charlotte Mathiassen fortsatte som sekretær i HØF. Hun har især taget sig af at udsende indkaldelser, skrive referater, sørge for at lægge nye dokumenter på den fælles platform, hjælpe med at organisere arrangementer og møder og andre praktiske opgaver. Der var færre opgaver i løbet af året end i det forgangne år, især fordi der ikke blev afholdt større fælles arrangementer. Den fælles elektroniske platform gør det muligt at arkivere og hente dokumenter for alle, der tildeles adgang. Den gør det lettere for skiftende formænd og forretningsudvalg at finde dokumenter fra tidligere år. HØF anvender fortsat den offentligt tilgængelige hjemmeside kartoffelraekkerne.dk til kommunikation af bl.a. referater og andre nyttige dokumenter, som alle medlemmer skal kunne tilgå. Hjemmesiden administreres fortsat af webredaktør Randi Rix på vegne af alle fire husejerforeninger i kartoffelrækkerne. HØF lægger vægt på, at denne hjemmeside anvendes til information fra foreningerne og ikke som debatforum. Bestyrelsen holder fast i en tidligere beslutning om ikke at bruge facebook til kommunikation. Gaderepræsentanterne kan kommunikere til deres gades beboere via e-mail – det har bestyrelsen iflg. de eksisterende vedtægter ikke hjemmel til. Gadeformændene kan lægge referater fra gademøder og andre interessante oplysninger på hjemmesiden.
Udvalg
HØF er fortsat repræsenteret i forskellige udvalg.
Fællesudvalget
HØFs formand deltager automatisk i fællesudvalget sammen med formændene for de andre foreninger i kartoffelrækkerne – Hallinsgade, J.A. Schwartsgade og Voldmestergade. Udvalget er kartoffelrækkernes kontaktorgan til Københavns kommune. Det har i årets løb modtaget og godkendt en række dispensationer fra kommunen til husejeres byggeprojekter i de 11 gader. HØFs formand står for kommunikation med kommunen. Udvalget mødes sjældent, og kommunikationen foregår overvejende ved mailudveksling. For det meste er der enighed i fællesudvalget, men der er mulighed for at afgive dissens. Det skete en gang i det forløbne år.
Byggeforeningernes Fællesudvalg
Dette udvalg omfatter HØF, Humleby, Krusemyntehusene og Strandvejskvarteret (Svanemøllen). Der har været afholdt et møde i det forgange år i regi af dette uformelle kontaktforum for de beslægtede byggeforeninger, hvor aktuelle aktiviteter og erfaringer med kommunes indgriben i kvarterernes ydre fremtoning blev udvekslet foreningerne imellem. Næstformand Kim Kierkegaard deltog i mødet.
Indre Bys Lokaludvalg
Rasmus Fehrmann er valgt som repræsentant for HØF i dette udvalg og vil gerne fortsætte. Han rapporterer tiltag i indre by med direkte betydning for kartoffelrækkerne til bestyrelsen samt andre vigtige beslutninger med konsekvenser for vores kvarter og by. Der afholdes et månedligt møde i løbet af året, undtagen i juli, i alt 11 møder, samt en række møder i de nedsatte underudvalg, hvor Ingolf Ibus deltager i byudviklingsgruppen. HØFs bestyrelse mener, det er vigtigt at deltage i dette lokaludvalg, da nogle af sagerne har direkte relevans for kartoffelrækkerne. Nogle af de sager, der har været diskuteret i det forgangne år med særlig interesse for HØF er en undersøgelse, udbedt af Borgerrepræsentationen, om muligheder og konsekvenser ved at ensrette Øster Søgade fra Østerbrogade til Fredens Bro. Der bliver afholdt borgermøde herom den 3.4 på Bording Friskole. Andre forslag har drejet sig om en genetablering af Stockhusbroen, en genopstilling af modellen af København ca. anno 1550, der tidligere stod foran bymuseet på Vesterbrogade på Sankt Pauls plads samt genopretning af øerne, Fugleøen og Fiskeøen, i Sortedamssøen. Udvalget henvendte sig i december 2024 til Københavns kommunes Teknik- og Miljøforvaltning om sagen. Af svaret fremgår det, at det er besværligt, for ikke at sige umuligt at lave ændringer. Lokaludvalget følger også København kommunes planer på en række andre områder, f.eks. trafikforholdene og parkering i vores bydel.
Lokaludvalgets miljøudvalg arbejder løbende med projekter vedrørende jord, vand og luft herunder beplantninger og parker, havnemiljø og stormflodssikring samt luftkvaliteten i byen. Rasmus Fehrmann er medlem af dette udvalg.
Aktiviteter i HØF
Udover vandrørsudskiftning i Webersgade har HØF ikke været involveret i større aktiviteter i 2024. Der var igen i det forgangne år flere større private renoveringsprojekter. Formanden mindede om, at hensyntagen er altafgørende ved renoveringsprojekter og kælderudgravninger. Husene ligger tæt, og renoveringsarbejder kan ikke undgå at påvirke de nærmeste naboer og nogle gange hele gaden i mere eller mindre generende grad. Bestyrelsen opfordrer endnu engang bygherrer og ejendomsmæglere, der formidler køb af et hus i kartoffelrækkerne, til ifald ejerne planlægger en større renovering, at opfordre dem til at tage størst muligt hensyn til naboerne og informere disse såvel som gadeformanden før arbejdets påbegyndelse. HØF vil gerne erindre om kommunens vejledning mht. affaldshåndtering og om at søge tilladelse via kommunens hjemmeside til at etablere byggeplads eller opstille stillads på vejareal.
Vandrørsudskiftning i Webersgade:
Efter to års forberedelse og godkendelse ved sidste generalforsamling blev udskiftningen af Webersgades vandforsyning endelig igangsat i uge 2, 2025 efter nogle måneders forsinkelser. Projektet indebærer, at husenes vandforsyning overgår fra HØFs 150 år gamle ledninger mod gården til HOFORs nyetablerede forsyningsledning i gaden. Der er ikke en endelig dato for afslutningen af projektet, der for det meste udføres om aftenen og natten. Der har været væsentlige støjgener især for beboerne i Webersgade men også i nabogaderne.
I forbindelse med vandrørsudskiftningen har foreningen foretaget et samlet estimat på 1,6 mio. kroner, hvoraf der er opsparet ca. 650.000. Den resterende kapital blev bestyrelsen ved seneste generalforsamling bemyndiget til at låne ved foreningens bankforbindelse. Der optages et såkaldt fælleslån. Lånets tilbagebetaling foretages dog udelukkende ved Webersgades matrikelejere. Lånet kører indtil anlægsprojektet afsluttes som en kassekredit. Ved anlægsprojektets afslutning tilbydes de enkelte matrikelejere i Webersgade at betale deres andel, hvis de ikke ønsker andel i lånet. Det har vist sig at være nødvendigt at lave et omgangsdræn i forbindelse med installationen, der vil påføre den enkelte husejer i Webersgade en ekstraudgift på ca. 3000 kroner. Bestyrelsen har godkendt dette.
Nordea har i forbindelse med optagelse af lånet enkelte krav til, hvad der skal stå i vedtægterne. Derfor har det været nødvendigt at bede foreningens advokat udarbejde ændringsforslag til vedtægterne, om hvilke der snarest vil blive indkaldt til ekstraordinær generalforsamling med kun dette punkt på dagsordenen, idet der på aftenens generalforsamling ikke er fremmødt nok stemmeberettigede til at få vedtægtsændringen gennemført.
Elforsyning
HØF har opgivet den planlagte undersøgelse af belastningen på den fælles elforsyning, da det blev for besværligt og dyrt. Da der i 2024 igen ikke har været utilsigtede hændelser ud over udskiftning af en sikring i Jens Juels gade, har bestyrelsen besluttet, at undersøgelsen på nuværende tidspunkt ikke er nødvendig. Det oprindelige motiv var bekymring i foreningen for overbelastning i forbindelse med etablering af private ladeanlæg til elbiler. Bestyrelsen fastholder opfordringen til at undlade opsætning af disse anlæg og er af den opfattelse, at etableringen af offentlige ladestandere i kvarteret i mellemtiden har fået et omfang, der kan klare behovet.
Rensning af regnvandsbrønde
Rensning af regnvejrsbrøndene på midterstykkerne blev gennemført i det forløbne år. Bestyrelsen anbefaler, at rensning gentages efter behov, så det bliver der holdt øje med.
Affald
Det forsinkede projekt med etablering af et sorteringspunkt i Lundsgade er nu afsluttet. Det vil forhåbentlig aflaste belastningen på fællescontainerne i gaderne, selvom der ikke er en container til pap i Lundsgade. Samtlige huse har uden at blive spurgt forud fået opstillet plastikbeholdere, der bestemt ikke tjener til forskønnelse af forhaverne. Naboer kan dele beholdere. Det kræver dog en tosidet henvendelse til Københavns Kommunes Nem Affaldsservice.
Vandaflæsning
HOFOR har i begyndelsen af det nye år udskiftet aflæsningsteknologi på vand- og varmeforsyning i de enkelte huse. Det kan have påført den enkelte husejer udgifter, idet der med hensyn til vand forudsættes velfungerende stophaner. Bestyrelsen har dog ikke informationer herom.
Asfalt i Høyensgade
Ny belægning på midterstykket blev godkendt af bestyrelsen i efteråret, men er ikke lagt endnu. Der regnes med, at det udføres i løbet af dette forår, når vejret er til det.
Kloakker
På baggrund af flere forespørgsler skal forholdene vedrørende kloakker her gentages. Af vedtægternes §8 stk.1 fremgår det, at HØFs ansvar alene vedrører vand-, el- og gasforsyning, således at kloaksystemet er kommunens ansvar frem til brønd i haverne. Derefter er kloakken husejers ansvar.
Fællesarrangementer
Traditionen tro blev rækkernes ”fødselsdag” fejret ved søbredden Sankthansaften 2024, et noget smallere arrangement end året før men velbesøgt. Bestyrelsen stiler mod at fastholde festligholdelsen i årene fremover.
De enkelte gader har alle haft arrangementer i forbindelse med fastelavn og jul, og ikke mindst den større årlige sommerfest. Ligeledes har alle gader arrangeret fælles fejning m.v. – dog udgør områder med nedfaldne blade fra kastanjetræerne en udfordring. I løbet af vinteren forpupper kastanjeminérmøllet sig i bladene på jorden, og udgør en risiko for angreb på træernes blade. Træerne kan i længden ikke overleve denne proces, så det er vigtigt, at alt nedfaldent løv fjernes om efteråret.
Det årlige loppemarked, der organiseres privat, var som sædvanlig et tilløbsstykke. Bestyrelsen foreslår, at udgifterne til invitation reduceres fra 2025, dvs. at bestyrelsen ikke længere betaler for tryk af invitationer til de enkelte husstande.
Konklusion
Bestyrelsen kan konkludere at foreningen er i god trivsel, og at der ikke har været de store udfordringer eller uventede begivenheder i det forløbne år. Ombygningen af Øster Farimagsgade forventes at kunne give en del gener for beboerne i 2025. Det er stadig usikkert, om og hvornår indgangen til Botanisk Have i Øster Farimagsgade genåbner.
Der var et spørgsmål fra et medlem i Wiedeweltsgade vedr. vedligeholdelse af vores gader. Siden de overgik til kommunen, er de ikke blevet særligt godt vedligeholdt, og de bliver aldrig rengjort. Medlemmet spurgte, om dette er noget bestyrelsen drøfter med kommunen. Indtil videre har det ikke været et emne, bestyrelsen har taget sig af, men den er enig i, at den vil gøre kommunen opmærksom på problemet i 2025.
Beretningen blev godkendt.
5. Kassereren forelægger regnskabet for 2024
Kassereren, Henrik Amfelt, forklarede regnskabet for 2024. Han gjorde opmærksom på, at der er 360 og ikke som hidtil antaget 359 huse i vores forening. Et hus er af uforklarlige grunde blevet overset og har aldrig betalt kontingent. Foreningens økonomi er god, selvom medlemmerne i det forgange år ikke betalte bidrag til gadevedligeholdelse. Overskuddet på 55.000 kroner overføres til reservekapitalen.
Der var et spørgsmål fra salen om lånet til vandrørsprojektet og dets konsekvenser for foreningen, hvis det ikke bliver tilbagebetalt. Kassereren gentog, at pengene fra Webersgades opsparing bruges efter hensigten, så projektet ikke går ud over foreningens økonomi. Den foreslåede vedtægtsændring præciserer, at i det usandsynlige tilfælde, at projektet berører foreningens økonomi, hæfter den enkelte husejer kun med en 360 del. Regnskabet er godkendt af revisorerne.
6. Indkomne forslag fra medlemmerne
Der var ingen forslag udover bestyrelsens forslag til vedtægtsændring vedr. lån.
Det er ikke så let at optage lån som forening. Banken betinger sig, at det indføjes i foreningens vedtægter, hvordan foreningens økonomi forholder sig til evt. gæld. Kassereren forklarede, at i forbindelse med optagelse af fælleslån, skal det fremgå af vedtægterne, at foreningen hæfter ved gæld overfor tredje mand og dermed også medlemmerne. HØFs advokat har talt med Nordea og aftalte formuleringen. Forslaget skal vedtages på en ekstraordinær generalforsamling, da der ikke var det nødvendige antal medlemmer (90) tilstede på dagens ordinære generalforsamling. Bestyrelsen indkalder snarligst til den ekstraordinære generalforsamling, der finder sted den 31.3 kl. 19 på Bording Friskole.
Et medlem fra Abildgaardsgade mente, at foreningen formue bør defineres mere klart. Formue omfatter både det, foreningen ejer og skylder. Et medlem fra Høyensgade spurgte, om det er HØF eller banken, der skal indkræve evt. gæld til banken. Formanden mener, det er foreningen. Webersgade kan ikke selv optage lånet; det kan kun foreningen, og projektet berører på denne måde hele foreningen. Det er dog meget usandsynligt, at den vil blive økonomisk berørt.
7. Kassereren fremlægger bestyrelsens forslag til kontingent og budget for 2025
Kontingentet for 2025 forbliver det samme som i 2024. Gadeudvalgene modtager ligeledes det samme beløb som i 2024. Det er sidste år, HØF betaler tilskud til vandrørsopsparingen i Webersgade. Budgettet blev vedtaget
8. Diverse valg
Den afgående formand Per Laureng bekræftede, at han ikke genopstiller som formand. Han har gjort en stor indsats for at finde en ny kandidat. En tidligere formand, Sigmund Lubanski fra Jens Juels gade, indvilligede i at opstille og blev valgt. Det er værd at minde om, at det er en forudsætning for HØF (og foreninger generelt), at der er en lovlig valgt formand. Per Laureng fortsætter i bestyrelsen som gaderepræsentant for Jens Juels Gade.
Det blev beklageligvis glemt i indkaldelsen, at bestyrelsessuppleanten skal på valg hvert år. Rasmus Fehrmann, Eckersberggade genopstillede som suppleant og blev valgt.
Revisor Jens Lind, Jens Juels Gade, var på valg. Han genopstillede og blev valgt.
Revisorsuppleant Peter Anderson var på valg. Det har ikke været muligt at få fat på ham. Jesper Linell tilbød at opstille og blev valgt som revisorsuppleant.
Voldgiftsmænd:
Som formand kan Sigmund Lubanski ikke fortsætte som voldgiftsmand. Svend Erik Larsen fortsætter, og foreningen klarer sig med en voldgiftsmand.
9. Eventuelt
En beboer fra Wiedeweltsgade gjorde opmærksom på, at mange beboere ikke rydder sne foran deres hus. Hun opfordrede desuden beboere og gæster til kun at ryge i gaderne og ikke i baggårdene, da røgen siver ind gennem åbne vinduer til gene for beboerne.
10. Formanden afslutter generalforsamlingen
Formanden takkede dirigenten og de fremmødte, og dirigenten takkede den afgående formand for hans indsats.
Mødet sluttede kl. 20.30
CM/31.03.2025