Generalforsamling: Mandag den 3. februar 2020

Referat fra generalforsamlingen i Husejerforeningen ved Øster Farimagsgade afholdt i Esajaskirkens krypt, Malmøgade 14, mandag den 3. februar 2020.

Ved mødets start var der 124 ud af 360 stemmeberettigede medlemmer til stede enten personligt eller ved fuldmagt.

1. Velkomst

Husejerforeningens formand, Anne Christine Dahl-Hansen bød velkommen og …

2. Valg af dirigent

… foreslog Søren Plomgaard, Abildgaardsgade 17, som dirigent hvilket forsamlingen støttede op om.

3. Godkendelse af generalforsamlingens lovlighed og af dagsordenen samt valg af stemmetællere

Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og beslutningsdygtig. Bestyrelsens forslag til dagsorden blev godkendt. Foreningens næstformand, Jesper Linell blev valgt som referent. To deltagere fra salen blev valgt til stemmetællere.

Dirigenten redegjorde for generalforsamlingens spilleregler, herunder for hvordan han påtænkte at gennemføre eventuelle afstemninger. Som udgangspunkt ville der være håndsoprækning som i første omgang ville blive afgjort ud fra om der var overvældende tilslutning eller mangel på samme, medmindre andet blev ønsket fra salen. Dirigenten orienterede om at referatet pga. persondataforordningen i videst muligt omfang ville være anonymiseret, men at talere der måtte ønske ikke at kunne identificeres i referatet, skulle meddele dette til referenten ved mødets afslutning.

4. Formandens beretning

Formandens beretning var udsendt til samtlige medlemmer forud for generalforsamlingen. Formanden gennemgik kort beretningen og inviterede til spørgsmål og kommentarer. Der var ingen spørgsmål eller kommentarer fra de fremmødte, og beretningen blev herefter vedtaget med akklamation.

Beretning:

Bestyrelsen har afholdt 5 møder efter generalforsamlingen den 25. marts 2019.
Pr. 10. april 2019 overtog undertegnede, Anne Christine Dahl-Hansen, formandsposten, efter at den på generalforsamlingen valgte formand, Jens Jacob Paludan, havde meddelt, at han pga. ny jobfunktion fratrådte formandshvervet.

Opfølgning på Generalforsamlingen 25. marts 2019, herunder om vejledning til lokalplanen:
Bestyrelsen har på baggrund af generalforsamlingen 2019 løbende drøftet hvordan man bedst kunne samle op på den megen diskussion om hegnssager, fortolkning af lokalplanen, bestyrelsens rolle og vejledningen til lokalplanen. På den baggrund har bestyrelsen i løbet af året drøftet hvorvidt det var nødvendigt med ekstra møder om lokalplanen og/eller vejledningen, men har på baggrund af de valgte gaderepræsentanters tilbagemeldinger fra deres respektive gader, indtryk af at det ikke er et udtalt ønske.

Bestyrelsen mener, at det er nødvendigt at tydeliggøre forskellen på lovgivning, dvs. lokalplanen, der har været uændret siden 1988 og vejledningen til lokalplanen, der ikke er et juridisk dokument, idet bestyrelsen ikke er myndighed på området.

Bestyrelsen understreger, at vi meget gerne efter bedste evne besvarer alle tænkelige spørgsmål, både fra gamle og nye husejere. Desuden skal det markeres, at vejledningen er et dynamisk arbejdsdokument, hvorfor den heller ikke foreligger i trykt form, men kan revideres løbende efter de aktuelle forhold og de forventninger, nuværende og kommende husejere kan have til en vejledning, samt i forhold til en ændret praksis i kommunen.
Bestyrelsen har ikke i årets løb modtaget forslag til ændringer eller rettelser til vejledningen.

Hjørnehuse og hegnssager:
Bestyrelsen har hen over foråret behandlet varsel om påbud vedr. hegnssager på flere hjørnehuse ved Øster Farimagsgade. Formand og næstformand har holdt møde med et par hjørnehusejere og har forsøgt at aftale et fælles møde med hjørnehusejere og kommune. Sagerne er dog sat midlertidigt i bero og afventer afgørelse i Planklagenævnet på en klage fra en hjørnehusejer. Planklagenævnet har meddelt at de har en forventet svartid på ca. 6 måneder, dvs. sagen forhåbentlig kan afklares i starten af/foråret 2020. Bestyrelsen fastholder ikke at være myndighed på lokalplanområdet, og vil derfor afvente Planklagenævnets afgørelse og kommunens efterfølgende beslutning som myndighed på området. Bestyrelsens standpunkt i forhold til lokalplanen og andre kommunale love og regler er at de skal respekteres, men at det er kommunen der er myndighed på området, ikke bestyrelsen.
Bestyrelsen er derudover orienteret om en hegnssag med nabouoverensstemmelser, hvor voldgiftsmand S. Lubanski har været involveret, mange tak til ham for indsatsen.

Kælderudgravninger og byggesager:
Bestyrelsen har fra kommunen modtaget et varsel om påbud vedr. et bislag med altan, som forvaltningen mener er i uoverensstemmelse med den givne lokalplandispensation og byggetilladelse. Vi afventer pt. dialog mellem kommunen og den pågældende husejer.
Bestyrelsen har modtaget partshøring vedr. flytning af en (have)indgang, og har ikke haft nogen bemærkninger andet end, at man forventer kommunen genoptegner p-båse efter de nye forhold.
Bestyrelsen har også modtaget et par henvendelser på kælderudgravninger og ombygninger, dels fra folk der gerne vil grave ud/bygge om og dels fra bekymrede naboer, der oplever både større og mindre gener, samt decideret skader på deres hus. Kælderudgravninger er ikke reguleret i lokalplanen, og der er ikke krav om byggetilladelse medmindre man berører brandmuren. Bestyrelsen vil dog til enhver tid henstille til, at man som husejer er meget opmærksom på, hvem man hyrer og hvordan arbejdet udføres. Vores gamle huse er ikke funderet med henblik på udgravning af kældrene, vi ligger meget lavt i forhold til grundvandsstanden og husenes generelle tilstand bør tages i betragtning, for at undgå skader både på eget og nabohuse. Bestyrelsen anbefaler at man orienterer sine naboer og indgår i løbende dialog om eventuelle gener, hvis man ønsker at grave sin kælder ud og/eller foretager andre former for gennemgribende renovering af sit hus.

HUSK i det hele taget at tale med jeres naboer og genboer, også om fester og lign., vi bor tæt så det er vigtigt med dialog og gensidig forståelse for hinanden. Efter beretning blev udsendt er der yderligere indkommet en orientering vedr. hegn samt et varsel om påbud om lovliggørelse af et hegn mod gaden og facade mod gården. Sagerne vil blive taget op af bestyrelsen efter generalforsamlingen.

El-bil parkering:
Bestyrelsen har modtaget en henvendelse vedr. ønske om parkering til el-bil og har på den baggrund forhørt sig kommunen om dens generelle strategi for el-biler. Bestyrelsens holdning er, at man godt kan acceptere diskret opsatte el-ladere på egen husfacade, evt. i forhaven, men at der ikke er grundlag for oprettelse af el-bil pladser i rækkerne, da de snarere kan fungere som privat parkering end fælles parkering for alle. Man er dog positiv for at indgå dialog med kommunen om opsætning af yderligere ladestandere i kvarteret, f.eks. i Øster Farimagsgade og/eller Øster Søgade efterhånden som bilparken ændrer karakter. Formanden har sendt en forespørgsel vedr. kommunens planer, men har pt. ikke hørt tilbage.

Hjemmeside:
Webredaktøren mangler fortsat hjælp med input til nyheder og gør opmærksom på, at de lokale redaktører selv skal lægge referater fra gademøder mv. op på hjemmesiden.

Fibia:
Forretningsudvalget har netop (januar 2020) modtaget henvendelse fra en ny/kommende husejer, som ønsker større hastighed og gør opmærksom på, at vilkårene og prissammensætningen på markedet for internetforbindelser har ændret sig, siden husejerforeningen indgik aftale med Fibia. Medlemmet forespørger om muligheden for genforhandling af aftalen, så vores pris og hastighed følger de nye muligheder udbydere i dag kan levere.

Drift- og anlægsarbejder:
Der har været problemer med nedkørte vandrender i Abildgaardsgade, som nu er udbedret jf. regnskabet. Der har også været en sag i Voldmestergade, med hul på et større rør, der heldigvis ikke var Husejerforeningens. HOFOR har udbedret skaden og HØF har efterfølgende betalt genopretning af gadens bede, jf. regnskabet.

Voldmestergade:
Formanden modtog den 11. december 2019 besked om, at Voldmestergade ønsker at udtræde af HØF jf. deres indtrædelsesaftale fra april 2015, hvori var en 5-årig indkøringsperiode med mulig fortrydelsesret. Bestyrelsen blev orienteret og forretningsudvalget har afholdt et møde med repræsentanter fra den nye husejerforening for Voldmestergade umiddelbart inden jul, for at aftale nærmere vedr. udtrædelsen, herunder overdragelse af gadens vandrørsopsparing til den nye husejerforening.

Fællesudvalget:
Kartoffelrækkernes Fællesudvalg (FU) er et koordinerende organ nedsat af husejerforeningerne i Kartoffelrækkerne (HØF, Hallinsgade, Schwartzgade og nu også/igen Voldmestergade), som hver har en repræsentant. Fællesudvalget har høringsret i sager under lokalplanen for Kartoffelrækkerne, Lokalplan 115, og i alle generelle spørgsmål der vedrører flere af husejerforeningerne. HØF er repræsenteret ved vores næstformand.
Fællesudvalget har i 2019 afgivet høringssvar i 9 sager om lokalplansdispensation, positivt i alle tilfælde. I et tilfælde hvor alle gårdsidens vinduesåbninger søgtes ændret til franske altaner, har Fællesudvalget udtalt: “Afstanden mellem husrækkerne til gårdsiden er meget lille, 7-8 meter. Fællesudvalget finder det derfor rimeligt at de tre umiddelbare genboer til en ejendom der vil etablere flere franske altaner til gårdsiden, nabohøres, og Fællesudvalget forespørger hermed om en sådan høring har fundet sted.” Det har den ikke, da forvaltningen ikke mener, at indkigsforholdene ændres ved etablering af franske altaner/større vinduespartier. Fællesudvalget er uenige og vil også fremover som standard fremkomme med denne anmodning om nabo/genbo høring.
Fællesudvalget overvejer en standardformulering om, at udbredelsen af at alle vinduesåbninger og kviste på gårdsiden erstattes af franske altaner strider mod Lokalplanens overordnede formål om at “sikre en bevaring af såvel bebyggelsens arkitektoniske helhedsvirkning som bygningsdetaljer på det enkelte byggeforeningshus.”
Fællesudvalget har også været i dialog med kommunens affaldsforvaltning. Det er efter uendelige tovtrækkerier lykkedes at slippe af med de tomme haveaffaldscontainere som har været opstillet i fire gader til indsamling af haveaffald. Fællesudvalget har endelig forhandlet med forvaltningen om pænere genbrugscontainere for enden af gaderne eller æstetisk afskærmning af de eksisterende. Pt. er kommunens kasse til formålet tom, men Fællesudvalget så fortsat gerne en kønnere løsning.

Trafikudvalget og Lokaludvalget:
Kartoffelrækkerne har husejere repræsenteret i både et lokalt trafikudvalg og i Indre By Lokaludvalg. Da bestyrelsen har repræsentanter for disse udvalg siddende, orienteres og drøftes evt. relevante sager på bestyrelsesmøderne, hvilket fremgår af bestyrelsesreferater.

Som nævnt indledningsvis blev beretningen vedtaget uden kommentarer og med akklamation.

5. Kassereren forelægger regnskabet for 2019

Kasserer Peter Anderson knyttede nogle bemærkninger til regnskabet (vedhæftet dette referat) og forklarede at overskuddet på godt 140.000 kroner primært skyldes at der ikke har været de forventede advokatudgifter og at vandrendereparationen i Abildgaardsgade blev betydeligt billigere end budgetteret. Overskuddet er fordelt med knap 75.000 kroner til gadevedligeholdelseskontoen og godt 65.000 til reserven. Ved regnskabets afslutning var der således 301.466 på gadevedligeholdelskontoen og 686.916 på reservekontoen. Tilbageførslen af godt 25.000 kroner til Webersgades trafikkonto er alene en praktisk foranstaltning i forbindelse med det forestående kassererskift.

Der var ingen spørgsmål eller kommentarer til regnskabet som blev vedtaget med akklamation.

6. Bestyrelsens forslag om bemyndigelse til at overdrage den private fællesvej Voldmestergade til husejerne i Voldmestergade

Formanden forelagde sagen om Voldmestergades beslutning om at udtræde af vores husejerforening og bad forsamlingen om tilslutning til nedenstående forslag om bemyndigelse til at foretage det formelt nødvendige. På et spørgsmål fra salen om årsagen til Voldmestergades beslutning kunne næstformanden supplere at beboerne i Voldmestergade havde følt de fik for lidt ud af at være i den store forening og at de savnede ejerskab til deres egen gade. Der var no hard feelings ved ‘skilsmissemødet’ umiddelbart før jul.

Bestyrelsens forslag

Husejerne i Voldmestergade har besluttet at de ved udløbet af den 5-årige indkøringsperiode der blev aftalt ved Voldmestergades indtræden i Husejerforeningen ved Øster Farimagsgade, ønsker at udtræde af Husejerforeningen ved Øster Farimagsgade pr. 1. januar 2020. I den forbindelse skal den private fællesvej (dvs. gågade og forhaver) i

Voldmestergade overdrages til den selvstændige husejerforening i Voldmestergade. Bestyrelsen foreslår, at generalforsamlingen giver forretningsudvalget (formand, næstformand og kasserer) bemyndigelse til at overdrage ejerskabet af den private fællesvej Voldmestergade til den selvstændige husejerforening i Voldmestergade.

Forslaget blev vedtaget med akklamation.

7. Indkomne forslag fra medlemmerne

1. Forslag fra en række beboere i Wilhelm Marstrands Gade om hegn omkring affaldscontainerne.

Gunvor Bjerre fremlagde på vegne af forslagsstillerne forslaget om at pålægge bestyrelsen at tage kontakt med kommunens teknik- og miljøforvaltning med henblik på at få en æstetisk og praktisk tilfredsstillende indhegning af containerne. Vi må ikke skifte farve på vinduerne uden tilladelse, så det er stærkt utilfredsstillende at kommunen må etablere en grim og upraktisk affaldsløsning. Forslaget indebærer at såfremt kommunen afviser anmodningen, bør der tages initiativ til at undersøge om husejerforeningen kan få tilladelse til på egen bekostning at opføre sådanne hegn. Når en sådan undersøgelse er foretaget, opfordres bestyrelsen til at tage stilling til om det er en udgift som husejerforeningen vil påtage sig. Hvis ikke, må hver enkelt gade overveje, om det kan opføres inden for rammerne af gadens eget budget.

Formanden udtrykte stor forståelse for forslaget og oplyste at der allerede – i Fællesudvalget – havde været arbejdet med problematikken. Fra salen blev det oplyst at der i regi af teknik- og miljøforvaltningen pt. foregår en arkitektkonkurrence om affald i åbne byrum som evt. kan vise gode løsninger. En beboer fra Eckersbergsgade fortalte at man dér har arbejdet med problematikken og fået tilbud på en løsning som evt. kan inspirere, mens en beboer fra Jens Juels Gade advarede mod overdreven optimisme i forhold til æstetikken med henvisning til de mange hæslige løsninger vi ser i byen. Hun opfordrede til at man nok undersøger mulighederne, men at man ikke binder sig til at opsætte hegn.

Forsamlingen gav massiv støtte til forslaget mens en enkelt deltager stemte imod.

2. Forslag om afstemning om håndbog/vejledning vedrørende den gældende lokalplan

Forslagsstilleren Alexander Porsman, Øster Farimagsgade, fremlagde det udsendte forslag som i sin helhed følger her:

“Den forhenværende bestyrelsesformand redegjorde på sidste generalforsamling – på opfordring – for den proces, der førte til, at en gruppe beboere har udarbejdet en håndbog/vejledning til den gældende lokalplan. Håndbogen/vejledningen er sendt til Københavns Kommune til kommentering. Håndbogen/vejledningen blev – på opfordring – først offentliggjort kort tid før for generalforsamlingen.

Håndbogen/vejledningen er vigtig, da den over for kommunen giver indtryk af foreningens fortolkning af lokalplanen – en fortolkning, som kan have betydning for det skøn, kommunen udøver i byggesager. Det er tilfældet, uanset om gruppen, som har skrevet håndbogen/vejledningen har forsøgt deres bedste for at være objektive i deres beskrivelse af reglerne. Det er derfor meget vigtigt, at der er klar opbakning til håndbogen/vejledning.

Jeg redegjorde på sidste generalforsamling for, at der ikke er blevet truffet en gyldig beslutning om, at der på foreningens vegne skal udarbejdes en sådan håndbog/vejledning. Som det fremgår af tidligere generalforsamlingsreferater, så blev der truffet en beslutning om at arbejde for en opdatering af lokalplanen. Dette arbejde blev uaktuelt, og i stedet blev nogle medlemmer under selve generalforsamlingen enige om at udarbejde en håndbog/vejledning til lokalplanen, selv om der ikke var stillet et forslag om dette emne.

  • Der er derfor ikke blevet indkaldt til en generalforsamling, hvor der har været et forslag om vedtagelse af at udarbejde en håndbog/vejledning til lokalplanen.
  • Der er dermed ikke på noget tidspunkt truffet en gyldig beslutning om godkendelse af udkastet til håndbogen/vejledningen.
  • Der er ikke truffet en gyldig beslutning om at sende dette udkast til Københavns Kommune.

Det er efter min mening en fuldstændig tilsidesættelse af den demokratiske proces, som en forening skal fungere efter. Alle medlemmer af foreningen skal på forhånd kunne gøre sig bekendt med de forslag, der skal behandles på en generalforsamling. Hvis der sker en ændring af forslag på selve generalforsamlingen, skal forslagene behandles på næste generalforsamling. Det er helt grundlæggende foreningsret, og de regler eksisterer med god grund for at sikre en åben og demokratisk proces.

Det uheldige i processen forstærkes af, at udkastet er sendt til kommunen, før foreningens medlemmer har haft mulighed for at læse udkastet. Den forhenværende bestyrelsesformand og dirigent anerkendte ikke, at der var tale om en ugyldig beslutning, da dette blev drøftet på sidste generalforsamling. Jeg vil derfor gerne stille et forslag, som deler sig i fire separate forslag, som bedes sendt til afstemning enkeltvis:

1: Udkastet til håndbog/vejledning trækkes øjeblikkeligt tilbage fra Københavns Kommune, og det gøres klart for Københavns Kommune, at dette skyldes, at håndbogen/vejledningen ikke er vedtaget med mandat fra foreningens medlemmer.

2: Udkastet sendes til kommentering i HØF, og bestyrelsen udarbejder et forslag til en demokratisk høringsproces.

3: Høringen afsluttes med en afstemning – eksempelvis på næste generalforsamling – hvor det endelige udkast sættes til afstemning. Dette udkast skal have indarbejdet kommentarer fra medlemmerne.

4. Udkastet kan kun vedtages, hvis tre fjerdedele af medlemmerne stemmer for.”

Alexander Porsman ville ikke insistere på forslagets 4. afstemningspunkt og trak det tilbage. Han var uenig i at udarbejdelse af en sådan vejledning er en naturlig del af forretningsudvalgets eller bestyrelsens løbende arbejde, han fastholdt at forretningsudvalgets argumentation for processens gyldighed stritter i alle retninger og at vejledningen således ikke er gyldigt vedtaget, og han fandt forretningsudvalgets melding om at en vedtagelse af hans forslag ville blive betragtet som et mistillidsvotum til forretningsudvalget unødvendig.

Formanden insisterede på at bestyrelsen er forpligtet til at bistå medlemmerne med vejledning på et område som lokalplanen som gennem årene er blevet fortolket varierende af kommunens forvaltning. Vejledningen ligger fremme på hjemmesiden så enhver kan kommentere den så den kan revideres og korrigeres hvis der er fejl. Vejledningen er ikke de 10 bud; man kan følge den eller lade være, og den er et dynamisk dokument som skal opdateres når og hvis der konstateres ændringer i forvaltningens praksis. Det er vigtigt at den ligger frit tilgængelig så alle får den samme gennemarbejdede vejledning og ikke er henvist til enkeltpersoners mere eller mindre uddybede gengivelser. Formanden havde svært ved at forestille sig at kommunen som myndighed på nogen måde vil føle anledning til at træffe afgørelser på baggrund af en vejledning som den foreliggende. Den ligger alene ligger på foreningens hjemmeside og kan ikke som foreslået trækkes tilbage fra kommunen hvor den blot har været forelagt til faktatjek. Efter diskussionen på sidste generalforsamling har det været diskuteret i bestyrelsen at lave et stormøde om vejledningen, men tilbagemelding fra gaderepræsentanterne viste ikke beboerinteresse for et sådant møde.

På et spørgsmål fra salen blev det oplyst at ‘en gruppe beboere’ som har udarbejder vejledningen, jf. forslaget, er tre medlemmer af husejerforeningens bestyrelse.

Den efterfølgende diskussion delte sig i to hovedlinjer, fortalerne for forslaget og fortalerne for forretningsudvalgets holdning.

Fortalerne for forslaget

  • insisterede på at vejledningen trækkes tilbage. Ved at fremsende den til kommunen er der givet udtryk for en retstilstand
  • kritikken af vejledningen handler ikke om det faktuelle indhold som man ikke har forholdt sig til. Kritikken går på beslutningsprocessen
  • det er ok med en vejledning, men den skal være resultatet af en demokratisk proces, og det er nødvendigt med konsensus om dens indhold
  • folk er bange og mystificerede; oplever vejledningen som snærende og trukket ned over dem
  • foreningsdemokrati er vigtigt! Problemet er at der ikke har været lejlighed til at drøfte indholdet.

Fortalerne for forretningsudvalgets holdning

  • kunne kritikerne ikke melde sig og deltage i arbejdet?
  • der er brug for vejledning pga. varierende kommunal fortolkning …
  • … og for at bevare kvarterets unikke karakter
  • super service med vejledning. Vi bør alle være bekendt med reglerne
  • umuligt at tage stilling til vejledningen i fællesskab; bestyrelsen er udtryk for repræsentativt demokrati
  • væsentlig del af bestyrelsens arbejde at tage stilling til lokalplansager; kan ikke indkalde generalforsamlingen hver gang der skal tages stilling til en sag
  • enhver har kunnet kommentere vejledningen siden den blev lagt på hjemmesiden, men ingen har gjort det
  • overraskende at debatten ikke går på indholdet
  • en har læst vejledningen og fundet 2 subjektive bemærkninger. Kan ikke se hvor der er problemer
  • forvaltningens høringsindstillinger om dispensationer udtrykker den videst mulige fortolkning af lokalplanen.

Afstemning om forslagets 1. afstemningspunkt: Vejledningen trækkes tilbage fra kommunen. Forslaget blev afvist af forsamlingen med entydigt flertal. Forslaget er således forkastet.

Der blev fra salen stillet et ændringsforslag til forslagets 2. afstemningspunkt: Generalforsamlingen opfordrer alle til at sende kommentarer og ændringsforslag til vejledningen til bestyrelsen inden for en kort frist efter generalforsamlingen, bidrag som bestyrelsen skal vurdere og om fornødent indarbejde i vejledningen.

Afstemning om det oprindelige forslags 2. afstemningspunkt: 13 stemmer for forslaget, entydig stemning imod. Forslaget er således forkastet.

Afstemning om ændringsforslaget: Entydig stemning for forslaget, nogle få imod. Ændringsforslaget er således vedtaget.

En opfordring til at læse vejledningen og kommentere og fremsætte ændringsforslag vil kort efter generalforsamlingen blive udsendt til alle husejerforeningens medlemmer med angivelse af frist og modtageradresse.

Forslagets 3. afstemningspunkt om høringsproces med afsluttende afstemning fx på generalforsamling, bortfaldt som konsekvens af ovenstående.

3. Forslag om kommunal godkendelse af kælderrenoveringer

Peter Jepsen, Marstrandsgade, forelagde forslaget på vegne af 27 husejere i Marstrandsgade, Øster Søgade og Skovgaardsgade. Forslaget følger her som indsendt:

“Vi anmoder om, at bestyrelsen i Husejerforeningen ved Øster Farimagsgade retter henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune med henblik på, at det skal kræve en byggetilladelse fra kommunen, før udgravning og renovering af en kælder i et Kartoffelrækkehus må påbegyndes. Og at det er en forudsætning for tilladelsen, at renoveringen følger retningslinjerne for husene i Kartoffelrækkerne, samt at bygherren har de nødvendige forsikringer og påtager sig det fulde økonomiske ansvar, såfremt kælderrenoveringen medfører skader på nabohusene.

Begrundelse for forslaget
Vi oplever en stigende interesse for udgravning og renovering af kældre i Kartoffelrækkerne, og flere gennemførte renoveringer har desværre medført skader på det hus, der istandsættes, og på nabohusene, fx i form af sætningsskader, vand i kælderen og skader på brandkarmene mellem husene.

Husene i Kartoffelrækkerne er over 130 år gamle og ikke bygget med henblik på udgravning af kældrene. Samtidig er de kendetegnet ved meget individuelle forhold, når det gælder fundamenter, kloakering, grundvand og tilpasninger i tidens løb. Endelig er der tale om rækkehuse, som fx deler brandkarme, og en kælderrenovering påvirker derfor ikke kun det hus, som renoveres, men også nabohusene.

Kælderrenoveringer medfører en betydelig risiko for skader, og derfor er det vigtigt, at eventuelle kælderrenoveringer bliver udført under størst mulig hensyntagen til husenes særlige karakter.”

Formanden sagde at der var stor forståelse for forslaget i forretningsudvalget og bestyrelsen, men byggereglementet er statsligt, ikke kommunalt, og det vil næppe føre til noget at forsøge at påvirke lovgivningen.

Der blev spurgt til problemets omfang; rygter eller konkrete eksempler på skader? Og forslagsstiller og flere andre kunne bekræfte at der er adskillige eksempler på følgeskader af kælderrenoveringer.

Flere argumenterede for at dette er et godt eksempel på et område hvor der er brug for meget omhyggelig vejledning til beboerne.

Det blev fremført at der de facto må være krav om byggetilladelse eftersom den nødvendige understøbning af fundamentet i forbindelse med kælderudgravning berører den fælles brandmur; skellet mellem ejendommene går ned i midten af brandmuren. Dette er kommunen muligvis ikke opmærksom på, og det kunne en bearbejdelse af kommunen måske rette op på.

Andre var betænkelige ved at involvere kommunen i dette; ikke tilhænger af at man skal have byggetilladelse til alt muligt. Så vejledning, ikke krav om byggetilladelse!

Afstemning om 3. forslag om byggetilladelse til kælderrenoveringer: 21 stemmer imod, entydig tilkendegivelse for. Forslaget er således vedtaget.

8. Formanden fremlægger bestyrelsens forslag til kontingent og budget for 2020

a. Bestyrelsen foreslår, at kontingentet uændret fastsættes til kr.1000 for huse med pligt til gadevedligeholdelse, kr. 600 for mellemhusene og kr. 500 for husene i Webersgade.

b. Bestyrelsens forslag til budget for 2020 som vedhæftet dette referat.

Begge forslag blev uden diskussion vedtaget med akklamation.

9. Diverse valg

  • Formand Anne Christine Dahl-Hansen, Wilhelm Marstrands Gade 12, blev genvalgt for 1 år.
  • Næstformand Jesper Linell, Wiedeweltsgade 25, blev genvalgt for 2 år, men understregede før afstemningen at han ikke ville love at binde sig til mere end 1 år.
  • Som kasserer opstillede Birgit Kristiansen, Jens Juels Gade 20, og blev valgt for 2 år.
  • Som suppleant for formand, næstformand og kasserer opstillede Martin Holm, Høyensgade 9, og blev valgt for 1 år.

Samtlige valg blev afgjort ved akklamation.

Følgende bestyrelsesmedlemmer er valgt i den enkelte gader:

  • Webersgade: Ingolf Ibus, Webersgade 36
  • Wiedeweltsgade: Jesper Linell, Wiedeweltsgade 25
  • Jens Juels Gade: Per Laureng, Jens Juels Gade 38
  • Abildgaardsgade: Joan Juul, Abildgaardsgade 28
  • Eckersbergsgade: Rasmus Fehrmann, Eckersbergsgade 23
  • W. Marstrands Gade: Gunvor Bjerre, W. Marstrands Gade 13
  • Skovgaardsgade: Gitte Cassias, Skovgaardsgade 34
  • Høyensgade: Caroline Andersen, Høyensgade 6

Tillidsposter:

  • Som revisor for 2 år genvalgtes Ole Gade Lorentzen, Skovgaardsgade 22
  • (Revisor Jens Lind, Jens Juels Gade 36 er valgt for 2 år i 2019)
  • Som revisorsuppleant for 1 år genvalgtes Jens Haldager, Jens Juels Gade 5
  • Som voldgiftsmand for 2 år genvalgtes Sigmund Lubanski, Jens Juels Gade 30

Alle tre valg afgjort ved akklamation.

10. Eventuelt

Intet

11. Formanden afslutter generalforsamlingen

Der blev såvel fra salen som fra formand og næstformand rettet en stor tak til Peter Anderson for hans enorme indsats for foreningen som kasserer og forretningsfører gennem 34 år, og Peter takkede tilbage for de mange gode år med nogle få genvordigheder og masser af glæder og gode kontakter til stort set alle beboere rækkerne.

Og så blev der takket og delt flasker ud til Peter Anderson, de i årets løb afgåede tidligere formand Jens-Jacob Paludan fra Jens Juels Gade, tidligere gadeformand i Abildgaardsgade Susanne Kuehn og selvfølgelig til aftenens dirigent, Søren Plomgaard, Abildgaardsgade.

Så takkede formanden for aftenen og for de spændende opgaver der venter bestyrelsen, og således endte generalforsamling 2020.

Det vedtagne regnskab for 2019 og budget for 2020 er vedhæftet referatet.

København den 18. februar 2020

Anne Christine Dahl-Hansen, formand
Søren Plomgaard, dirigent
Jesper Linell, referent

Kommentarer er lukket