WILHELM MARSTRANDS GADE

Wilhelm Marstrands evner blev sat højt i samtiden og umiddelbart efter hans død. “Den danske malerkunsts største genius og en af Thorvaldsen Danmarks rigest udstyrede kunstner,” lød det. Senere blev vurderingerne lidt mere forbeholdne, hvilket bl.a. afspejler sig i, at antallet af Marstrands billeder både på Statens Museum for Kunst og Glyptoteket skulle være blevet kraftigt reduceret. Kun Den Hirschsprungske Samling er trofast mod geniet.

Wilhelm Marstrand blev født juleaften 1810. Eckersberg kom hos familien og han fik øje på den unge Marstrands talent. Det bevirkede, at han allerede som 15-årig blev optaget på akademiet.

Marstrand var besat af en nærmest manisk produktionstrang. Han kunne simpelt hen ikke være ubeskæftiget. Stod han ikke ved staffeliet, tegnede han.

Lige som sine samtidige kolleger malede han en del små portrætter af københavnske borgere. Der er dog kun ét, der hæver sig over mængden, og det er billedet af Bindesbøll fra 1834 (Statens Museum for Kunst).

Marstrand var populær og fik en masse ordrer. Især malede han mange kønne unge damer, som i hans instruktion lagde hovedet let på skrå med et tænksomt udtryk (Dansk Guldalderkunst).

Får han ikke så meget ros for portrætterne, indrømmes det ham dog, at han var god til at komponere en portrætgruppe med mange figurer, der agerede naturligt. Han malede en del genrebilleder med scener fra københavnsk hverdagsliv. Men også her kommer forbeholdet ind: der er tendens til den sødladne anekdote, der ligner scenen fra en folkekomedie.

I 1833 fik han akademiets store sølvmedalje, men guldet blev det aldrig til. I 1836 fik han mulighed for at tage til Italien, hvor han blev fire år. Også her malede han en række folkelivsscener. Det kunstneriske udbytte vurderes ikke som højt, men han solgte godt.

I 1840’erne kulminerede nordboernes begejstring for den italienske lystighed, som den manifesterede sig i karneval, oktoberfest og danse som saltarello og tarantella. “Aldrig havde man kendt et festligere eller mere dramatisk folkeliv med skønne kvinder og fyrige ynglinge, præster og munke, røvere og fiskere,” står der i bogen Dansk Guldalderkunst.

Det er den samme begejstring, der viser sig i Bournonvilles ballet ”Napoli” fra 1842.

Marstrand er altså i pagt med tidsånden, samtidig kunne han fortælle, komponere og holde tempoet.

Efter opholdet i Italien, vender han atter hjem til København. Her er han så i fire år, før han igen drager sydpå over Holland og Paris – igen med Italien som endemål. I 1848 er han tilbage i København, og herefter tog han kun på kortere rejser.

Da Marstrand kom til København efter sin første udlandsrejse, var Høyens kunstsyn med vægt på det nationale og det folkelige slået igennem (se Høyensgade). Det viste sig blandt andet i den opgave, der blev stillet i 1842 i forbindelse med, at der skulle udpeges et medlem af akademiet. Emnet var ”En scene af dansk folkeliv”. Marstrand, der på det tidspunkt havde slået sig ned i Roskilde, hvor han en overgang var forlovet med sin kusine, borgmesterens datter, valgte at male en scene fra Holbergs Erasmus Montanus. Han vandt prisen og blev i 1843 medlem af Akademiet.

Holbergbilledet skulle blive det første i en lang række. Blandt andet malede han scener fra Barselsstuen, Den politiske kandestøber og Det lykkelige Skibbrud. Og også de billeder var meget populære.

Men Marstrand drog altså til Italien endnu engang, på trods af sin beundring for Høyen og hans kunstsyn. Det blev dog også den sidste store udlandsrejse. Efter sin hjemkomst i 1848 blev han udnævnt til professor ved akademiet, og to år senere giftede han sig med Grethe Weidemann, der angiveligt skulle være duelig og meget musikalsk. Han tog med hende på bryllupsrejse til Dalarna, hvad der resulterede i et stort billede fra Siljansøen.

I sine sidste år beskæftigede han sig med det historiske og religiøse maleri. Han fik blandt andet til opgave at dekorere Christian d. 4’s kapel i Roskilde Domkirke, og hans sidste opgave var udsmykning af Universitetets festsal. Han nåede dog kun at male et enkelt billede ved Universitetets indvielse i Vor Frue Kirke inden sin død i 1873.