1. Dirigent Caroline 15. Referent Anna 35
Til stede: 32, 37, 23, 27, 21, 15, 40, 13, 24, 25, 14/16, 39, 35, 29.
2. Referat godkendt.
3. Regnskab: Monica fremlagde tallene. Det ser fornuftigt ud. Vi sender pengene videre til den store gadeforening HØF, tilbage står lidt til tant og fjas, 8000 kr om året. Særligt interesserede kan fordybe sig i tallene i regnskabet som fulgte med indkaldelsen.
Vigtigt: Vores stikledninger er som vi ved tussegamle. Det koster mange penge at skifte dem i tilfælde af brud. DERFOR: Tjek om I har en forsikring der dækker brud på stikledninger. Hvis ikke: Tegn den. Meld tilbage til Christian i 21. Hvis ikke vi har en forsikring der dækker, så hænger gaden på udgiften. Og så er der ikke penge til spas.
Regnskabet blev godkendt.
Kontingent uændret
4. Formandens (Thomas 32) beretning var på mange måder en fornøjelse at lytte til. Livet i gaden er – med formandens ord – præget af evolution i stedet for revolution. Livet går sin stille gang, naboer letter høfligt på hatten, og sparer op til den kommende udskiftning af vandledninger.
Mens vi gør det skal vi feste. Her er datoer til kalender:
29. April: fredagsbar og manuelt arbejde i muntert lag.
23.6. Sankt Hans for enden af gaden. Nok ca Kl 19. Info følger.
20.8. Sommerfest.
5. Frontberetning fra vores mand i HØF, Christian nr 21.
Lokalplan. Flere borgere i vores kvarter er utilfredse med det tilsyneladende anarki, der hersker på altan og vinduesområdet. Der er åbenbart blevet opført altaner etc, som kun har kunnet lade sig gøre fordi der fra kommunens side ikke er en fast og ensartet politik på området. Derfor arbejder HØF på et forslag til ny lokalplan. Det er ikke noget der kommer i morgen – men processen er i gang.
God-skik-håndbog. HØF arbejder ligeledes på en håndbog i skik og brug her i kvarteret. Altså gode råd om vores huse.
Vand ved skybrud: Dette har også lange udsigter men: Kommunen ser positivt på at installere en ledning, der leder vandet i søen ved fremtidige skybrud i stedet for i vores kældre. Igen: det er ikke noget der sker i morgen, men HØF taler med kommunen om det. Processen er i gang.
Christian sender fibiamanual rundt til alle. Flere har oplevet problemer med signalet. Den router, fibia har leveret, er ikke i topklasse, det er der flere løsninger på. Vi finder selv den, der passer os bedst.
Rotter: Dem er her rigtig mange af. Derfor har HØF haft besøg af særdeles erfaren rottefænger, der delte ud af sin viden. Noget af det, han fortalte var, at rotter – ud over at kaste sig over al slags mad – især er glade for fuglefoder. Derfor: Fuglefoder skal ske på en måde så rotter ikke kan få adgang til foderet. Fuglefoder som også omfatter fx æbler og andet frugt må derfor ikke lægges på jorden. Læs mere om hvorfor via flg link: http://www.kk.dk/artikel/begræns-fuglefodring
6. Forslag: Vi bliver i rotte-temaet. Christopher, 24, har haft fugtproblemer i huset, og har derfor haft kamera nede i kloakkerne. De er fyldt med huller – og med rotter. Og det i en grad, så selv rottemand med kamera var imponeret. Christopher tager derfor kontakt til HOFOR – som har ansvaret for hovedledningen under vejen – for at forhøre sig om muligheden for at få sat en kloakrenovering i gang.
Mere Christopher: Vi er jo i gang med at spare op til udskiftning af stikledninger. 2000 kr om året i 10 år – 20.000 i alt pr hus. Alle har betalt de første 2000. Nu foreslår Christopher, at vi fremskynder udskiftningen på følgende måde: De huse, der vil og kan, betaler 18.000 nu. Hvis nok af os gør det, har vi mulighed for at bede HØF om at låne os resten. Når vi har pengene, får vi udskiftet ledninger, HØF får sine penge tilbage via de indbetalinger på 2000 om året, som nogle huse leverer. Det var der mange, som syntes var en ikke mindre end fremragende ide.
Trioen består at Christopher, Christian 21 og Lasse 27. De sørger for at tjekke HØF-lån, hvor mange penge vi selv kan rejse, tilbud fra entreprenører etc.
Forslag fra Freja 21: Vi køber nye fine bord-bænkesæt til gaden til 10.000 kroner. Eller maler de gamle. Vi vedtog at male de gamle. Christian 21 sørger for maling.
Christopher har taget en herreløs gadebænk ind i sin forhave. Hvis nogen vil have den ud for sit hus, så kom og tag den.
Hul i vejen ud for nr 26. Der bliver plantet træ til efteråret. Højden på det vil tage hensyn til, at det ikke må skygge for sol i forhaver. Pia har en bunke sten liggende – dem smider vi i hullet så længe. Gerne meget snart.
7. Valg af gadeudvalg. Thomas 32, Monica 23, Lasse 27, Claire 17 og Christian 21 genvalgt med bifald.
8. Repræsentant og suppleant i HØF. Christian 21 og Charlotte 28 genvalgt med bifald.
9. Revisor. Vibeke 18 genvalgt med bifald.
10. Sommerfestudvalg: Lasse, Caroline, Dennis, Christian og Monica valgt med bifald. Alle kræfter er velkomne. Sidste års fest satte helt nye standarder for gadefesten. Så kom glad i år – jo flere der bidrager til vores fælles fest jo bedre!
11. Eventuelt. En sidste runde på rotterne. Annemette 40 har haft rotter inde på livet på det seneste. Og her en opfordring til alle: Når I ser en rotte, kontakt rottefængeren med det samme.
Hvis nogen er interesserede i at se den nuværende lokalplan, findes den på kartoffelrækkernes hjemmeside.
Tømning af brønde har vi hidtil selv taget os af. Nu hvor vi er blevet kommunale, er det uklart, hvem der skal gøre hvad hvornår. Thomas tager kontakt til kommunen.
Tak til alle for et både muntert og opbyggeligt møde!
VH
Anna