PRAKTISKE OPLYSNINGER

Fjernvarme

HOFOR er leverandør af vores fjernvarme. Ved driftsforstyrrelser og uheld af enhver art kan der døgnet rundt ringes til vagtstationen på 3888 2424.

ÅBNINGSTIDER HOS HOFOR
Man.-tors.: 08.30-15.30
Fredag: 08.30-14.30
Telefon: 3395 3395

Se mere på www.hofor.dk

Radiatorer
Alle radiatorer bør være forsynede med termostatventiler i en god kvalitet. Husk, at ventilerne skal sidde frit (ikke bag gardiner eller dybt inde under vinduesplader osv.) for at fungere rigtigt. Er der flere radiatorer i et rum, skal alle radiatorer være i funktion og termostaterne stilles nogenlunde ens – for at får den bedste varmefordeling i rummene og den bedste afkøling af fremløbsvandet.

Termostatventilerne kan sætte sig fast. Ofte kan problemet løses ved at give dem et dask (på metallet) med en hammer, men af og til må man skifte stiften i ventilen ud, hvilket kan ske (uden at tappe vandet af anlægget) ved at fjerne selve termostat-hovedet, skrue stiften ud med en svensknøgle og erstatte den med en ny fra den nærmeste VVS-installatør.

Vand på varmeanlægget
Sørg for, at der er fyldt tilstrækkeligt med vand på anlægget, og at radiatorerne er luftet godt ud. Når du fylder vand på, så sørg for, at slangen er fyldt med vand, inden der lukkes op til varmeanlægget, og at der er tryk på slangen, så der ikke kommer unødig luft i anlægget. Husk, at anlægget skal være i ro, og at der skal være slukket for cirkulationspumpen under påfyldningen.

Fremløbstemperaturen
Kombinationen af fremløbstemperatur og radiatorindstilling skal være sådan, at radiatoren udnytter varmen i vandet bedst muligt, dvs. den skal være varm i toppen og kold i bunden.

Cirkulation
Det varme vand i varmeanlægget cirkulerer rundt ved hjælp af en cirkulationspumpe. På de fleste pumper kan hastigheden reguleres.

Jo hurtigere vandet løber rundt i anlægget, jo mindre varme kan det nå at afgive i radiatorerne, og det giver en dårlig afkøling. Cirkulationshastigheden på pumpen skal altså normalt indstilles så lavt som muligt.

Hvis man ikke kan få varme nok, er det bedre at øge fremløbstemperaturen end at øge cirkulationshastigheden på pumpen.

Varmt brugsvand
Temperaturen på det varme brugsvand kan reguleres ved hjælp af en termostatventil. Da kalkudfældning stiger kraftigt ved temperaturer over 50 , er det ikke tilrådeligt at køre med en højere temperatur.

Hvis der går mere end 10 sekunder, før der er varmt vand i en hane, kan det løses ved at få installeret en lille cirkulationspumpe og en cirkulationsledning. For at spare på varme og strøm, kan det være en god idé at sætte et tænd/sluk ur på pumpen, så den slukker om natten.

Udgiften til ledning og pumpe samt strømforbrug til pumpe medfører, at investeringen ikke er rentabel – trods mindre vandforbrug. Til gengæld giver det større komfort, når man ikke skal stå og vente på det varme vand.